Vladislav er sikker på, at folk som ham vil være gode soldater. De har ondskaben i sig, og det er der brug for ved fronten. Foto: Stefan Weichert - Søften Nyt.
Det er altid en farlig færd at tage den lange tur ind til fronten. Russiske droner jagter alt, der bevæger sig, og derfor foregår transporten om natten.
Af Stefan Weichert
Klokken er et om natten, og jeg har næsten ikke fået noget søvn. Om en time skal jeg møde presseofficeren for 28ende brigade i Østukraine og tage den lange tur ud til skyttegravene i et af de farligste afsnit af fronten. Presseofficeren holder klar i sin kamuflerede pickup, mens gaderne ligger øde i Kramatorsk, hvor der er udgangsforbud for civile efter kl. 22.
Jeg smider fragmentionsvesten, min hjelm og kamera-taske op i bilen, og vi tøffer ud mod byen Kostiantynivka, 11 kilometer fra fronten, mens vi forsøger at holde øjnene åbne. Jeg har spist et par anti-diaretabletter før afgangen. Det gør jeg altid for at minimere risikoen for at skulle skide i skyttegravene, og jeg har bundet en energidrik for at kunne klare turen.
Bataljonschefen og en række soldater venter i ly af mørket i Kostiantynivka. De står samlet omkring ham, mens han giver en moralsk svada om vigtigheden af deres arbejde. De står alle iført deres fragmentationsveste, mens nerverne sidder ude på tøjet.
Kampene ude ved fronten kan høres i baggrunden, som en konstant trommen. Det farligste er altid vejen ind og ud. Når man først er der, kan skyttegravene give dække.
Jeg sætter min fod forkert og skvatter i forsøget på at komme op på ladet af en hummer, der skal fragte os til fronten. Jeg slår mit skinneben, der dunker, mens vi sætter kursen ud mod kampene. Bataljonschefen kører cirka 200 meter foran i en pickup med anti-drone udstyr, der skal forsøge at stoppe de russiske selvmordsdroner, der vil jagte os.
Lyset vil ikke slukke
Det er bælgmørkt, mens vi kører over en markvej vest fra byen Toretsk, der er blevet jævnet med jorden, mens begge parter i en indædt bykamp forsøger at presse den anden ud. Det farlige afsnit begynder nu, men vores chauffør slukker ikke forlygterne på hummeren. Soldaterne på ladet råber ind til ham, at han skal slukke, da vi lige nu lyser op som et juletræ i det bælgmørke landskab, hvor kun brande lyser dele af fronten op.
Det er som en invitation til en russisk drone, der vil kunne se os kilometer væk. Chaufføren nægter at slukke lygterne, da han så ikke vil kunne se noget. Pressechefen, der har nattesyn på sin hjelm, kigger febrilsk rundt for at se, om en russisk drone er på vej.
Det er som at lede efter en nål i en høstak, og motorlyden vil overdøve dronens summen. Der vil ingen varsel være for et forestående angreb. Soldaterne nær chaufføren forsøger igen at få ham til at slukke lygterne. Han slukker dem kortvarigt for så at tænde igen.
Det er fejl som det her, der kan koste ens liv. Der er intet dække hverken til højre eller venstre. Ingen træer, der vil gøre det svært for dronen at ramme. Alle holder vejret, mens bataljonschefen pludselig klapper bremsen foran, og vi langsomt indhenter ham.
En røvfuld
Han stormer ud af bilen og banker på chaufførens vindue, mens han bander og skælder ud. Fatter chaufføren ikke, hvad han har gang i. Har han et skjul selvmordsønske? Vi er blot fire kilometer fra de russiske stillinger, og bataljonschefen er rasende. Han løber tilbage til pickuppen, og vores chauffør slukker lyset, mens vi kører ind i en skov.
Vi krydser nogle jernbanespor. Strømkablerne over sporene er blevet skåret over af fragmenter og ligger i skovbunden, hvor de starter små brande. Der er fuldmåne, og det kaster en smule lys ned. Soldaterne på ladet sidder stille og holder vejret i den sidste del af turen.
Nogen kigger ned i jorden. Andre holder sig for ørene for at skærme for vinden, mens enkelte kigger rundt i håbet om at kunne spotte droner, før de angriber. Alle priser sig lykkelige, da vi endelig stopper i læ af nogle træer. Bataljonschefen beordrer alle ud.
Vi løber gennem et buskads med hjertebanken, før vi når skyttegravene. Vi spreder os ud. Klokken er nu ved at være fire om morgenen, og solen kæmper i horisonten.
De ukrainske soldater skal grave nye skyttegrave, da den forreste linje, en kilometer væk, ikke kan modstå de russiske stormløb meget længere. Soldaterne venter på, at artilleriduellerne tager til i morgentimerne. Det vil dække for lydene af skovle og motorsave.
En drone, som ingen ved om er ukrainsk eller russisk, summer over trætoppene.
Turen tilbage
Da solen står op, begynder soldaterne at grave, og jeg begynder at lave interviews for Ekstra Bladet, mens en indædt artilleriduel mellem Ukraine og Rusland tager til. Russerne kaster klyngebomber mod de ukrainske positioner lidt længere væk. Eksplosionerne lyder som, hvis man tabte en række perler på et gulv. Der er millisekunder imellem bragene.
Ofte tager kampene til om dagen, da det er lettere at identificere fjendens positioner, og de dybe skyttegrave er den eneste beskyttelse, hvis russerne sigter mod os.
Bataljonschefen håber på, at vi kan komme retur i løbet af dagen, men det hele afhænger af kampene og antallet af droner i luften. Det er muligt, at vi må blive til mørket igen lægger en dyne ned over landskabet, og de hårde kampe punkterer bataljonschefens håb om en hurtig retur. Han tager derfor pressechefen og mig på en tur til en anden position. Vi sniger os derhen på en jordvej nær træerne, mens vi passerer en række forladte huse.
Nogle timer efter, da vi har været ved fronten i godt otte timer, kommer meldingen om, at vi kan komme retur i samme sekund, som mine øjne er ved at give efter.
Pressechefen har allerede forsøgt at få en lur, da en pickup kommer tøffende.
Turen tilbage foregår i dagslys, og bataljonschefen og de soldater, der skal roteres ud, er udstyret med antidrone udstyr. Vi passerer igen de ødelagte strømkabler, som stadig antænder græsset i skovbunden, før vi endelig kommer tilbage til civilisationen.
Faktaboks
Stefan Weichert er 33 år gammel, og er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, hvorefter han tog en kandidatgrad i journalistik og i at rapportere fra kriseområder fra Aarhus Universitet og Swansea University i Wales.
Siden 2019 har han boet i Kiev og rapporteret fra Ukraine til mange danske og udenlandske medier. Stefan blev sammen med Emil Filtenborg skudt to dage inde i den russiske invasion af Ukraine den 26. februar 2022, og de blev begge evakueret til Danmark og indlagt. Stefan valgte kort tid efter at flytte tilbage til Kiev og har siden rapporteret fra krigen i Ukraine.
Han vil fremover skrive klummer for Søften Nyt, om at leve og rapportere fra Ukraine som journalist.
Annonce – Vi støtter Søften Nyt
Ved Kærhuset på Præstemarkskolen har der siden skolen blev bygget ligget et ´kær`, som fungerer som regnvandsbassin for hele skolen. Efter snart 50 års brug…
Fredag den 28. marts kunne XL-Byg Søften Tømmerhandel endelig slå dørene op for kunderne, nye som gamle, efter at have brugt to måneder på at…
Hovedindgangen til XL-Byg i Søften er lukket af, for det varer stadig nogle dage, inden forretningen skal genåbne den 28. marts, men der er åbent…
Konkurrenceelementet er en vigtig del af sammenholdet, når HOG svømning drager afsted til stævne. At klubben samtidigt ligger på andenpladsen i den samlede holdturnering i…
Danmarksdemokraterne i Favrskov Kommune har en klar ambition om at skabe de bedst mulige rammer for vores børn og familier. Vi tror på, at stærke…
Jeg har i et stykke tid siddet med en historie om et større solcelle anlæg, som en virksomhed gerne vil placere ikke ret langt fra,…
