Der er store kontraster mellem livet nær fronten og i andre dele af Ukraine. Det føles som to verdener, der har meget lidt med hinanden at gøre.
Af Stefan Weichert
Der er mindre end 500 kilometer fra den ukrainske hovedstad Kyiv og til fronterne i Syd- og Østukraine. På køreturen, der er på længde med rejsen fra Skagen og til København, ændrer bybilledet sig fra de åbne cafeer og restauranter i hovedstaden til sønderbombede landsbyer, hvor russiske droner vogter overalt, og soldaterne står i våde skyttegrave. Hvor maden kokkereres over bål og fragmentationsvesten og hjelmen skal bæres hele tiden.
Kontrasterne i Ukraine er enorme. Så store, at det er vanskeligt at fatte og svært at sætte sig ind i, hvis man ikke lever i det hver eneste dag. Jeg veksler min tid som journalist i landet mellem ture til fronten og med et liv med min forlovede i lejligheden i Kyiv.
Det er som at leve to liv på samme tid. I Østukraine handler det om overlevelse for de lokale, soldaterne og mig selv, da der ikke er sikkert nogen steder. Mindst af alt, når jeg er med de ukrainske soldater i områder, hvor russerne ihærdigt presser på. Det psykiske pres tærer på kroppen og står i skærende modsætning til det relativt fredelige liv i Kyiv.
Efter tiden østpå går turen tilbage til Kyiv, hvor livet er helt anderledes. I de sidste to uger i den ukrainske hovedstad har jeg været i biografen med min forlovede, set en fodboldkamp, været til danskeraften med de få danskere i Ukraine og tilmed været til en fest. Jeg har også taget en lang skovtur i Kyiv, som er utænkeligt at gøre nær fronten, hvor miner er overalt.
Ved fronten er dagligdagen formet af samtaler om liv og død. Frygten for russiske missil- og droneangreb hænger over hovedet, og livet leves fra time til time for mange. Jeg rapporterer for Ekstra Bladet ved fronten og skal løbende tjekke ind i en sikkerhedsapp, når jeg færdes ude. Der er hele tiden styr på, hvor jeg er, og det bliver hurtigt normalen.
Det er svært for min hjerne at håndtere kontrasten tilbage i Kyiv. De ni timers køretur fra frontområderne er som at have rejst mellem to planeter, der er forbundet i en eller anden form, men på mange andre områder virker fjerne fra hinanden. Begge ting på samme tid. Nu skal jeg pludselig ikke længere tjekke ind i appen hele tiden. Jeg er fri igen.
Skal finde balancen
Mange soldater har svært ved at kapere, at nogle ukrainere lever deres liv så tæt på normalt som muligt, mens de sidder fast ved fronten, hvor noget så simpelt som toiletbesøg er en uhumsk og farlig affære. Det kan også være svært for mig at finde balancen mellem de to verdener. Hver gang jeg tager turen tilbage til Kyiv, tager det tid at lande.
Tid at få hjernen til at falde til ro. Tid til at få kroppen til at slappe af og sove ud. Det kan nemt tage en uge, og den anden vej er det ligeså.
I Kyiv skal jeg forholde mig til dagligdagsting. Vi har for eksempel købt en bil for nyligt og en robotstøvsuger. Jeg skal tænke på, hvad vi skal spise til aften, og om vores kat har fået sin frokost. Ved fronten skal jeg bare sørge for at holde mig i live. Der kan selvfølgelig komme missilangreb mod Kyiv, men truslen er markant mindre end ved fronten.
Jeg tænker nogle gange på, at det må være mærkeligt for min forlovede Iryna at tage imod mig efter en tur ved fronten. Kunne se på mit ansigt, hvor jeg kommer fra. Skulle høre på oplevelserne og mærke, at de har sat sig og lige skal løsnes op.
I de mere sikre områder af Ukraine såsom i Kyiv skriver jeg historier om alt fra frygten for mobilisering til fodbold og brigaders træninger. Det handler ofte stadig om krigen, men nogle gange kan jeg tage metroen på arbejde og kan se livet gå videre i en eller anden form.
Krigen hærger stadig Kyiv, og mange folks tanker er bundet op på situationen ved fronten. For eksempel om familiemedlemmer i hæren, men det er noget helt andet.
En soldat, som jeg første gang mødte ved fronten i 2022, beskrev det som surrealistisk at være tilbage i hovedstaden, da jeg et år senere mødte ham i Kyiv.
“Der er jo veje her. Jeg kan tage bussen. Jeg har et toilet hjemme. Det er mærkeligt. Simpelthen mærkeligt,” sagde soldaten, der siden har haft svært ved at lægge de forfærdelige oplevelser fra fronten bag sig. De sidder klistret fast.
Hvordan gør man det?
Invasionen har nu varet i over to år, og jeg er blevet bedre til at få det til at fungere. Bedre til at tage tiden, der skal til, for at lande efter rejserne. Forsøge at acceptere kontrasterne i et liv, der ikke kan være andet end splittet i to på de små 500 kilometer.
Jeg går mange ture. Sidder på bænke og drikker en sodavand. Nyder solen, når den endelig titter frem. Snakker med Iryna. Ser serier som et forsøg på at få koblet hovedet fra.
Men når jeg ser en actionfilm, kan jeg aldrig lade være med at tænke på, hvor dårlige de onde altid er til at ramme, og hvor urealistisk det er, når heltene gemmer sig bag en bildør i en skududveksling. Det ville ikke virke ved fronten. Bildørene er intet værd.
I starten af invasionen havde jeg svært ved, om det var okay at være glad, når verden omkring mig var i brand. Nu har jeg et andet udgangspunkt. Det er nødvendigt at være glad. Danse, tage i biografen, spise noget godt på en restaurant og tage til stranden.
Som en dansker engang skrev til mig: “Især når der er krig og konflikt, skal man sørge for at leve imellem de hårde tider.” Jeg kan ikke sige det bedre selv.
Faktaboks
Stefan Weichert er 33 år gammel, og er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, hvorefter han tog en kandidatgrad i journalistik og i at rapportere fra kriseområder fra Aarhus Universitet og Swansea University i Wales.
Siden 2019 har han boet i Kiev og rapporteret fra Ukraine til mange danske og udenlandske medier. Stefan blev sammen med Emil Filtenborg skudt to dage inde i den russiske invasion af Ukraine den 26. februar 2022, og de blev begge evakueret til Danmark og indlagt. Stefan valgte kort tid efter at flytte tilbage til Kiev og har siden rapporteret fra krigen i Ukraine.
Han vil fremover skrive klummer for Søften Nyt, om at leve og rapportere fra Ukraine som journalist.
