Når kunstnere stiller op

Skærtorsdag den 14. april er der fernisering på kunstnergruppen, Primus´, nye udstilling, KROP, i Hinnerup Bibliotek og Kulturhus, men inden udstillingen åbner, der skal værkerne stilles op, og kunstnerne skal være enige om placeringen. Det kan du læse om i denne artikel, og se og høre enkelte kunstnere forklare deres værker.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Jeg møder en låst dør ind til Uhresalen, da jeg et par dage inden ferniseringen af kunstnergruppen Primus´ ny udstilling, KROP, kommer forbi salen for at se og høre kunstnerne gøre deres værker klar til udstillingen. Heldigvis åbner døren, da jeg banker på. Det er Hanne Stockholm, som godt tør lade mig komme ind da jeg får forklaret hende mit ærinde.

Inden for i salen skåler medlemmerne af kunstnergruppen Primus med hinanden, da Carsten Poulsen fylder 75 år i dag, og ønsker at fejre det sammen med gruppen. Samtidigt med går de rundt i salen for at finde ud af, hvilke værker der skal hænge hvor. De er ikke helt enige, og undervejs, da en af gæsteudstillerne, Morten Tropp, dukker op med en større kunstinstallation på hjul, så ender det med, at han må pakke den sammen igen, da der ikke er plads i salen til den, men han vender senere tilbage med andre værker til udstillingen.

Se og lyt med, når kameraet følger kunstnerne rundt i Uhresalen:

Jeg tager fat i Hanne igen, for at høre lidt om, hvad hun skal udstille i Uhresalen:

“For mig symboliserer korset også kroppen, hvis du tænker tilbage på ham der hang på det for et par tusinde år siden, og derfor har jeg lavet tre forskellige kors med tre forskellige navne. De frygtelige cigaretpakker og røntgen billeder hedder “Journal 01-18”, gravstenene hedder “Domicil”, for her ender vi jo i sidste ende, og spejlene hedder “Selfie”, og her kan du se på dig selv, mens du ser resten af udstillingen i baggrunden, og eventuelt tager et billede af det,” fortæller Hanne.

Parkinson i kunsten

Bag Hanne er kunstneren Carsten Poulsen med familiens hjælp i gang med at få hængt hans værker op i det hjørne, som han har fået. På gulvet sidder Carstens kone, og er i gang med at tape, hvad der ligner, gamle aviser sammen, men ved et nærmere øjekast er det udfyldte krydsord og soduku fra mange aviser, og her fortæller Carsten, hvorfor han bruger det i sit værk:

Carsten har Parkinson, og han prøver at vise gennem sin kunst sit liv med sygdommen.

“Mine billeder viser min historie med Parkinson. Det ene billede viser alle de noter og tidspunkter, jeg skulle skrive ned omkring, hvornår jeg tog medicin. Et andet viser steder med trapper uden gelænder, som vi med sygdomme har besvær med at forcere. Et tredje billede viser pilleæsker med giftigt slik, som jeg kalder det. De 15 piller jeg skulle tage om dagen, om de gør, at jeg får det bedre, men måske samtidigt forværrer noget andet,” siger Carsten, inden jeg går videre til det næste hjørne i salen, hvor Kika Møller er i gang med at få sine værker til at hænge lige på væggen.

Madrasser, en liggestol og skaller på ler

Kika, Hvad skal vi glæde os til at se dig udstille med?

“Jeg har tre værker med på udstillingen, to der er formet som en madras og en liggestol. Værkerne hedder ´Kropslig Journal´, ´Kropsligt Notat´ og ´Min Svededug`. Du kan se mit aftryk i både stolen og i ´Kropslig noter`, hvor jeg smurte mig selv ind i rød maling, inden jeg lagde mig på det. Jeg gør meget i eksperimenterende kunst og gerne i natur materialer. Madrasserne på væggen er lavet under coronaepidemien, hvor vi skulle holde os for os selv og være isolerede. Vi bruger 1/3 af vores liv på en madras, det er vores sted derhjemme eller når vi er på rejse, og derfor et symbol på isolationen,” fortæller Kika.

På min videre færd rundt i salen møder jeg Kirsten Holm, der har lavet kunstværker af ler i rigtigt mange år. Hun udstiller både i Danmark og udlandet, men bor i Hinnerup og har været med i Primus siden dengang, hvor gruppen hed ´Hinnerup Kunstnerne`.

“Mine udstillede værker hedder ´Krop mod Krop`. Leret danner en krop og skallerne har en krop. , jeg prøver at inkorporere den danske natur i mine værker, og det svære er hele tiden at få en brænding af leret, hvor overfladen kommer til at passe på det, som skal ligge ovenpå. De værker, jeg laver skal gerne vise naturen og kulturen i forening, og så er det virkeligt spændende at arbejde med ler og andre naturmaterialer,” siger Kirsten.

Strækmærker er ikke grimme

Den sidste kunstner jeg taler med er Jane Susanne Andersen fra Ulstrup, hun har ét værk med på udstillingen, og her fortæller hun om den nøgne kvinde hun udstiller:

Jane Susanne, hvorfor er du med i PRIMUS?

“Det er fordi, at det er en dejlig kunstnergruppe at være med i, med kunstnere som overvejer, hvad det er at kunsten skal gøre ved os. Der er ingen i denne gruppe, der laver noget fordi det skal være pænt, men fordi de gerne vil have os til at tænke, og overveje vores liv. Det er det, som jeg synes, at kunsten skal. Det er kunstens opgave, at få os til at tænke, at opleve og at sanse over vores liv. Derfor har jeg også lavet en kvinde, der stiller det spørgsmål, at hvem har bestemt, at strækmærker skal være grimme?” siger Jane Susanne.

Med det spørgsmål i tankerne, går jeg rundt i salen og kigger på de andres kunstneres værker, hvor de fleste nu er hængt op. Jeg kan ikke selv komme til ferniseringen Skærtorsdag, men jeg kan glæde mig til, at se den færdige udstilling på et tidspunkt i løbet af de næste måneder, inden alle værkerne bliver pillet ned igen lige inden sommerferien. På vej ud tager jeg en selfie ved spejlet på væggen ved udgangen, og det vil jeg også opfordre dig til at gøre, hvis du kommer forbi og ser udstillingen i Uhresalen i Hinnerup Bibliotek og Kulturhus.