“Harmoni ka´ spilles på fire tangenter” på Præstemarkskolen

Fjerde klasserne på Præstemarkskolen i Søften fejrer, at det nu igen er muligt at arbejde sammen på tværs af årgangene, og derfor er de i fuld gang med at øve på et nyt skuespil, hvor Noraco og Vodic har skurkerollerne, og hvor fem børn til sidst sejrer over de onde videnskabsmænd. Der er premiere for skolens elever og børnenes forældre den 7. april, og herunder kan du læse mere om, hvorfor fjerde klasserne bruger to uger på et teaterstykke.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Da jeg kommer ind i fællesrummet i Bakkehuset på Præstemarkskolen i Søften, står der en flok børn helt stille og lytter til en lærer. På gulvet, hvor de står, er der tapet en firkant, som skal gøre det ud for den scene, som snart skal bygges op til at huse teaterforestillingen “Harmoni ka´ spilles på fire tangenter”, som fjerde klasserne skal opføre for resten af bakkehuset, Korsholm skole og fjerdeklasse forældrene den 7. april 2022.

Børnene står helt stille i firkanten, mens de bliver instrueret i skuespillet af Tine Graversen, der er en af lærerne fra lærerteamet på fjerde årgang, som står bag forestillingen og underviser børnene i drama. Tine giver instrukser, og viser selv børnene, hvordan de skal agere på den foreløbige scene på gulvet, så de igen og igen får indøvet deres roller på scenen.

Baggrund for teaterstykket

Ina Borup Hansen, som sammen med Tine, er de primære lærere, som står bag teaterprojektet, tager mig med hen til et stille hjørne i Bakkehuset, hvor hun fortæller mig om det fælles projekt på tværs af årgangen.

Ina, hvorfor laver i det her teaterstykke med fjerdeklasserne?

“Vi gør det, fordi drama også er en del af danskfaget, og i stedet for at eleverne kun skal læse om teater og drama, så er det en god fællesskabende aktivitet for årgangen, at lave et fælles skuespil, som de så efterfølgende skal fremføre for resten af bakkehuset og deres forældre. Vi har en tradition for at lave skuespil her i huset, og jeg og Tine har gjort det med tidligere årgange. Nu synes vi, i ly af coronakrisen, at da vi ikke har haft mulighed for at arbejde sammen på tværs af klasserne de sidste par år, så var det tid til at lave noget, der ryster årgangen rigtigt godt sammen igen. Det er også dejligt at se, at det nu er andre elever, der blomstrer, der normalt ikke er så meget fremme i skoen,” siger Ina.

Hvordan er det at være tilbage som lærer og kunne lave alternativ undervisning til den normale ved tavlen?

“Det er dejligt at kunne lukke op for det spontane og kreative igen. Vi laver også andre dramaøvelser med alle eleverne, også dem der ikke er på scenen, og det giver mange smil på læberne, specielt hos dem, der blomstrer med opgaven. I dag lavede vi improvisation, hvor eleverne prøvede at skifte mellem at have høj og lav status. Øvelsen var at et barn havde smadret en rude hos skoleinspektøren, og så skulle de prøve, hvordan det er at skifte status mellem at være inspektør og være barn. Det handler om at opbygge karakterer, øve stemmeføring og kropsprog,” forklarer Ina.

Hvordan oplever du, at børnene tager i mod det?

“95% af børnene synes, at det er rigtigt sjovt, men der er nogle få, der har svært med at vi gør undervisningen anderledes. Det er heller ikke alle, der har det godt med at skulle være på scenen, og derfor har vi prøvet at lave nogle forskellige opgaver til børnene. Nogle er skuespillere, andre er dansere, og for dem, der ikke direkte er med i teaterstykket. Der skal nogle lave scene og kulisser, andre skal lave reklame for forestillingen, og så har vi en enkelt børnejournalist, Emma, som beskriver hele processen, og viser den frem for alle elever og interesserede. Det gør vi for at vise dem alle, at der er mange opgaver i et teaterstykke, der skal løses, og essensen er, at ingen kan undværes, at alle har en plads at udfylde,” siger Ina.

Journalisten og danserne

Emma er den næste i køen, der gerne vil tale med mig om teaterstykket, og mens vi går hen til det klasseværelse, hvor de tekster hun har skrevet og de billeder hun har taget, hænger, så taler vi lidt om, hvorfor hun gerne ville stå for, at være journalist omkring teaterstykket:

“Jeg elsker at skrive, og når jeg ikke er i skole, så skriver jeg mange historier derhjemme. Derfor tænkte de voksne, at det var en rigtig god opgave for mig. Jeg skriver om hele forløbet, hvad de andre laver, og så hænger vi det op på vinduet udenfor, så alle kan se med i og omkring, hvordan det hele foregår,” forklarer Emma, der er 10 år gammel og går i 4.b.

Da jeg siger tak til Emma for hendes hjælp, og vi er på vej ind i Bakkehuset sammen med hende igen, bliver vi trukket ind i et andet rum af en flok piger, der gerne vil vise, hvad de skal fremvise i teaterstykket.

“Vi skal danse og lege at vi er børn, der har det sjovt. I løbet af dansen, der bliver vi fanget af grå bobler, så vi skal fanges af tristheden, som skal gøre hverdagen og verden grå for os igen,” siger Smilla fra 4.b, inden et par drenge starter musikken og pigerne viser dansen frem (der er ingen lyd):

Efter de har vist dansen, taler jeg lidt med dem om, hvordan det er at lave skuespil i stedet for at have almindelig undervisning:

“Det er rigtigt dejligt at øve skuespil i næsten alle timer i de her uger, det er kun idræt og svømning, som vi stadig har, resten af tiden bruger vi på forestillingen, og så glæder jeg mig rigtig meget til at vise det frem for vores forældre, og resten af Bakkehuset,” siger Sofie på 10 og som går i 4.b.

Karl fra 4.b er enig i hvad Sofie siger, men vil også gerne tilføje noget:

“Det er spændende at være med til, og prøve at lave noget andet, end de vi plejer, og så er jeg glad for at slippe for de almindelige timer og alle lektierne imens,” siger han med et smil, inden jeg forlader de glade piger og drenge, som nu har frokostpause.

Handlingen

Det har lærerne egentlig også, men jeg får fat i Tine og Ina igen, for at høre lidt om, hvad stykket “Harmoni ka´ spilles på fire tangenter” egentlig handler om.

Tine har ikke tid til at tale med mig, da hun skal være gårdvagt i frikvarteret, men jeg får lov til at tage et billede af dem på den interimistiske scene, inden Ina fortæller mig om handlingen i stykket:

“Samfundet i Danmark har været lukket ned i to år på grund af corona og covid, og vi har alle været vant til ikke at kunne lave og gøre de ting, som vi har haft lyst til, og som giver os lys i øjnene og glæde i livet. Så nu skal der tages revanche, og alle er igen i gang med fritidsaktiviteter og de ting, der får hverdagen til at være sjov og spændende. Vi er glade, men det er de to videnskabsmænd “Noraco og Vodic” (en omskrivning af corona og covid, red.) ikke, de vil gerne sætte verden i stå igen, og have folk til at blive indadvendte, isolerede og triste og grå. De mener, at der er alt for meget glæde og godt humør, og sammen med deres to hjælpere, Z og Q, som alligevel ikke kan bruges til andet end dumme quiz spørgsmål, og er tilovers i alfabetet, og kan ikke bruges til andet end at være på tværs. De fire vil omvende samfundet, så de igen får overtaget og får folk til at isolere og bekymre sig. Heldigvis er der fem børn, der undgår smitten fra de grå bobler, og sammen med de fire tangenter eller magiske feer, som de egentlig er, Playa, Amiga, Larisa og Fantasia (leg, venskab, latter og fantasi, red.), hjælper de børnene til at overmande de onde videnskabsmænd og får spredt latteren igen, så latteren og glæden smitter alle og vi kommer tilbage til det glade samfund, hvor vi kan gøre de ting, som vi kan lide,” fortæller Ina over hendes frokost, mens jeg siger tak for fortællingen, besøget og glæden over, at vi alle kan være samlet igen, og at det er muligt for lærere og elever igen at kunne være sammen på tværs af klasser og årgange i skolen.