Da jeg startede på journalisthøjskolen i 2012, der var jeg ikke ret god til grammatik. Jeg havde meget svært ved at sætte et komma korrekt, og jeg dumpede faktisk også den første eksamen i det, inden jeg tog et grammatik kursus over flere weekender, og det lykkedes mig at bestå den efterfølgende eksamen.
Jeg skriver de ord, fordi både sprog og vores tegnsætning, når vi skriver, har ændret sig meget siden min tid på journalisthøjskolen. Eller jeg synes egentlig ikke, at det har ændret sig, men når jeg spørger mine børn og andre, og slår op på internettet omkring det, så har det ændret sig rigtigt meget.
Bare se på den her smiley eller emoji, eller hvad vi nu skal kalde den. For mig er det den klassiske smiley, som viser, at jeg er glad…
FORKERT!!! Fandt jeg ud af for nylig. Jeg spurgte mine børn omkring det, og de fortalte mig, at den smiley ser trist ud, og ikke er en, som de vil bruge.
Så lærte jeg det…og nu hvor jeg var i gang med at spørge, så synes de egentligt også, at det var meget underligt, at jeg sluttede alle mine sætninger med et punktum, når jeg skrev til dem på messenger eller i en sms. For det er altså ikke normalt, fik jeg at vide. At skrive et punktum, så slutter det, så kan det ikke fortsætte.
Det skulle jeg lige pludselig greje i min 50-årige hjerne, nu var det endelig lykkedes mig at bruge tegnsætningen korrekt, og nu skal jeg så vænne mig af med det igen, og er der andet, jeg skal holde styr på samtidigt, spurgte jeg om?
Jeg fik at vide, at det selvfølgelig kun gælder i tekstbeskeder, ikke når det er en arbejds- eller skolerelateret tekst, eller når jeg skriver en artikel. Det er kun i en tekst besked, at tegnsætning og stavning ikke er så vigtigt (nogle gange er det svært for mig at tyde, hvad min ældste dreng skriver til mig, så forkert stavet er det, men jeg er stoppet med at snakke med ham om det…).
Det skal jeg altså lige vænne mig til, også at det med at SKRIVE NOGET MED STORT OG BRUGE !!! Det troede jeg var grimt på nettet, men nu viser det sig, at skrive noget med stort, det betyder ikke at råbe længere, men at det kan være sjovt eller en form for udråb. At lave udråbstegn er også en god ting nu…det har jeg også lige skullet vænne mig til.
Så sprog og ord og tegnsætning ændrer sig med tiden, og det er egentligt også meget godt, også selvom det er svært for mig at forstå, at når nogen siger at gøre nogen en bjørnetjeneste, så er det en tjeneste, der gør mere skade en gavn. For de yngre mennesker, der kan det være positivt.
Jeg oplevede også en gang på journalisthøjskolen, at en af de yngre elever sagde til underviseren, at “hold da op du er Nazi”. Indvendigt blev jeg utroligt skuffet og ærgerlig over, at vedkommende kunne finde på at bruge et så slemt ord til en underviser. Jeg kunne og kan stadigvæk ikke komme mig over, at bruge et ord som Nazi om et andet menneske, der gav mig nogle svære lektier for, men for det yngre menneske var det bare en form for talemåde, fordi hun synes at vi skulle lave alt for meget.
Jeg oplever stadig, at jeg bliver klogere, jo ældre jeg bliver, men jeg kan nu alligevel godt lide det sprog vi har og bruger i dagligdagen, og at det udvikler sig, det må jeg bare lære at leve med.
