Annoncer

Den lokale kunstnergruppe, Primus, har ikke kunnet udstille siden 2019, men fra skærtorsdag den 14. april er det igen muligt at opleve de lokale kunstneres kunst i Uhresalen, når de holder fernisering fra 14 – 17. Søften Nyt har mødt Susan Ogstrup og Lene Kolff til en snak om, hvad vi kan glæde os til at se på til udstillingen.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Jeg er på besøg i garagen hjemme hos Susan Ogstrup i Søften, hvor hun har sit atelier. På bordet foran mig står en hel del figurer i forskellige former og farver. På gulvet lidt derfra er det hvide figurer, som Susan ikke er færdige med endnu. Faktisk er ingen af de mange figurer færdige fortæller hun mig:

“Jeg mangler stadig at bearbejde overfladen på figurerne, så det du ser her er ikke færdigt endnu, det må du vente med til udstillingen i Uhresalen i Påsken. Figurerne her er kroppe, som har hvert sit udtryk, form og farve. De er lavet, fordi temaet for årets udstilling er ´Krop`, og vi 10 kunstnere hver især udstiller værker med fokus på det kropslige,” siger Susan.

Form og figurer - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Form og figurer er meget forskellige, det er farverne også, og når figurerne er helt færdige, så får de deres helt unikke udtryk forklarer Susan Ogstrup fra ateliet i Søften. Foto: Anders Godtred-Rasmussen.

Den ene halvdel af de værker, som hun skal have med på udstillingen er figurerne, den anden halvdel er grafiske zink ætsninger, fra gamle zink plader, fra den lokale blikkenslagers skrotbunke, men de skal være en overraskelse, så dem får jeg ikke lov at se, til gengæld viser hun mig de forme, som hun bruger til at lave figurerne i, og forklarer, hvordan figurerne bliver til:

“Jeg har lige lavet de her støbeforme i silikone, så jeg kan hælde gips i dem og så ender jeg med de figurer, som du kan se her på bordet. Jeg laver også nogle i PU skum og former den efterfølgende med en kniv, og beklæder dem med gips, farve og en efterfølgende finish, men der er et stykke vej endnu, inden de er færdige,” siger Susan.

Jeg spørger hende om, hvorfor hun laver skulpturerne, og her kan du se og høre hende forklare det:

Video: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Lene er kunstner med nål og tråd

I Grundfør bor Lene Kolff med sin mand, i et lille fint gult hus, som har mange år på bagen. Lene Kolff smiler også, da vi taler om det: “Så passer det jo også til mig og min alder”.

Lene i døren - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Det er ikke nemt at få Lene Kolff til at smile på billeder, heldigvis er hun et meget varmt og glad menneske, når muligheden er for at møde og tale med hende, om hendes kunst og meget andet. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Der er en rigtig hyggelig stemning inden for. På væggene hænger meget af Lenes egen kunst, og i stuen er det tydeligt, at temaet for årets Primus udstilling er ´Krop`, selvom der også er kunst af andre kunstnere i hjemmet.

Værker på væggen - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Lene Kolff har lavet mange værker til året udstilling med Primus, det bliver spændende at se, hvilke hun udstiller i Uhresalen i Hinnerup fra Skærtorsdag den 14. april 2022. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Lene, hvad er Primus egentlig?

“Vi er en kunstnergruppe, der går mange, mange år tilbage. Da jeg kom hjem fra New Zealand i 1990, blev jeg medlem af Hinnerup Kunstnerne, og det er den gruppe, som siden blev til Primus. Vi udstiller hvert år i påsken og i år frem til sommerferien i Uhresalen i Hinnerup. Der har været en vis udskiftning i gruppen, men lige nu er vi 10, som glæder os til at vise vores værker frem,” siger Lene, mens vi går frem og tilbage mellem stuen og værkstedet, hvor hun bruger mange timer på de af sine værker, som hun laver med nål og tråd.

Hun viser meget frem, for hun har arbejdet længe på udstillingen, nu hvor den har været aflyst to gange i 2020 og 2021.

“Som du kan se herinde, så har jeg været i gang i mange år med min kunst. Jeg laver mine værker med genbrugsmaterialer. Gamle tæpper, kjoler og stof, og så laver min mand en ramme til,” siger hun, mens hun viser et værk frem, hvor hun fortæller, at illustrationerne er fra gamle modeblade.

Dameblad i kunsten - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Når ældre modeblade bliver brugt i kunst, så kan det sådan her ud. Lene Kolff bruger kun genbrugsmaterialer i hendes værker, og det kommer til udtryk på mange forskellige måder. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Hvad vil du gerne vise?

“At fordybelse og langsomhed ikke er helt dårligt. Jeg kalder det også helbredende kunst, fordi du bruger lang tid på det. Det har hjulpet mig, når jeg har været syg i længere tid. Det har jeg også holdt foredrag om, og jeg kan se i vores samfund i dag, at det flygtige er ved at blive afløst af langsommelighed og fordybelse, så det må gerne udbredes noget mere,” siger Lene, inden hun viser flere værker frem, som du kan se i denne video:

Video: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

“Jeg glæder mig virkeligt til, at vi alle kan vise vores kunst frem igen, det har været to hårde år, men nu kommer lyset og glæden igen. Mit barnebarn på syv siger, at ´min mormor maler med nål og tråd`, det fortæller meget godt, hvordan jeg laver min kunst, og så glæder jeg mig også til at se, hvad de andre i Primus præsenterer til udstillingen i Påsken og frem,” siger Lene.

Det gør jeg også, fortæller jeg hende, inden jeg siger farvel og på gensyn. Ferniseringen er Skærtorsdag den 14. april, og der er åbent alle dage i påsken, hvor flere af kunstnerne selv vil være til stede, og hvis du ikke kan nå at komme forbi der, så lukker udstillingen først den 30. juni.

Her er et uddrag fra Pressemeddelelsen fra kunstnergruppen Primus:


Primusgruppens medlemmer har i mere end 30 år udfordret hinanden med et nyt tema hvert år. I år er temaet KROP. 


Gruppens medlemmer vil på udstillingen udstille værker, der tager udgangspunkt i begrebet krop. Der må associeres frit over temaet.


Gennem tiderne har kunsten, lige siden renæssancen tog sin begyndelse i 1400-tallet, fremstillet   menneskekroppen, ud fra de forskellige perioders menneskesyn. Når Michelangelo og Leonardo da Vinci tegnede en krop, så gjorde de det ud fra den ny erhvervede viden om, at mennesket var opbygget efter guddommelige proportioner med det gyldne snit som grundlag. Nu om stunder kan det hæslige eller det sensuelle være udgangspunkt for en fremstilling af kroppen.
Vi har vores egen krop helt inde på livet. Uanset om vi sidder i sofaen og plejer en vom eller valfarter til fitnesscenter hver anden dag, så trænger kroppen sig på 24 timer i døgnet. Og vi interesserer os tiltagende for den. Så hvorfor ikke tage fat og endevende den lidt. Dette er nogle af tankene bag årets tema.
PRIMUS ´KROP´- Søften Nyt - Foto: Kunstnergruppen PRIMUS.
Billede fra pressemeddelelsen omkring årets udstilling i Uhresalen, som kunstnergruppen Primus står bag. Foto: Primus.

Se også