I en hal ikke langt fra hverken motorvej eller Søften bliver der to gange om ugen trænet professionel wrestling. Søften Nyt var forbi til en snak om, hvorfor wrestling er meget sværere end det ser ud til, og hvorfor 12-årige Mikkel synes det er fedt, at få lov til at kaste rundt med voksne.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Jeg vidste ikke, at DPW – Dansk Pro Wrestling – er hjemmehørende i Søften, og at de træner i byen to gange om ugen. Det var først, da jeg så plakaterne i den lokale Rema 1000, at jeg fandt ud at, at de skulle lave et show i SKIC i Søften (Søften Kultur og Idrætscenter, red.) i maj 2022. Ret hurtigt fandt jeg ud af, at træningen foregår på Stenhøjvej 2, lige uden for bygrænsen og som nabo til det lokale ismejeri.

Det var med bankende hjerte, at jeg gik ind ad døren til hallen, hvor træningen foregår, for hvem ville jeg møde derinde? Jeg kunne høre nogle høje brag fra hallen, inden jeg trådte ind, og jeg forestillede mig nogle halvvrede gutter, der kastede rundt med hinanden i arrigskab, men hold da op, hvor tog jeg fejl.

Inden for mødte jeg kun venlige ansigter, glade smil, en usædvanlig forfinet teknik og en glæde ved wrestling som sport. En sport, som Mikkel “Nitro Green”, Kim “Chaos” og Johnny “Casanova” fortalte om i løbet af de timer, jeg besøgte træningen, og hvorfor Peter Bundgaard stiller sin hal til rådighed for Dansk Pro Wrestling uden beregning mod at hans 12-årige søn, Mikkel (ja, han hedder også Mikkel), får lov til at være med indimellem.

Jeg træder ind ad døren, og går den korte vej ind til selve hallen. I ringen er to wrestlere i gang med at øve, mens 12-årige Mikkel står og kigger på.

Her kan du se videoen fra, da jeg kom på besøg:

Video: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

En lang tur til Søften

“Velkommen til, Anders, dejligt du kunne komme forbi,” byder Peter mig velkommen, han er i gang med at brygge kaffe, så wrestlerne har noget at styrke sig på, når de ikke er i ringen for at træne.

Peter, Hvorfor holder Dansk Pro Wrestling (DPW) til i dine lokaler?

“Min søn, Mikkel, og jeg var til et wrestlingshow i Hadsten, hvor jeg bagefter kom i snak med Kim “Chaos” Tinning, som står bag DPW. Under coronaepedemien havde de mistet deres træningslokaler i Randers, og så tilbød jeg dem at komme her, for hallen stod ledig efter jeg havde flyttet mit firma. Den eneste betingelse, jeg har stillet er, at min 12-årige søn får lov til at være med indimellem,” fortæller Peter, mens Kim kommer hen for at sige goddag.

Mikkel og Peter - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Mikkel ser ikke ned på sin far, Peter, men han er glad for, at faren tilbød Dansk Pro Wrestling at kunne træne i deres hal, for så har han fået mulighed for at være med. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Vi sætter os ned, for mens træningen stadig fortsætter i ringen, så skal jeg have Kim til at fortælle mig lidt mere om wrestling, og hvor længe han har været i gang.

“For mig startede det tilbage i 1994 sammen med to venner fra Aarhus. Vi havde oplevet wrestling i fjernsynet, og jeg havde også selv gået til brydning, men jeg var begyndt at kede mig i sporten. I wrestling kan du gøre meget mere, og lave et stort show, til glæde for publikum og de medvirkende. Det gode ved wrestling er også, at her er der plads til alle lige meget, hvor stor du er eller hvor gammel du er. Jeg har været i gang i næsten 30 år,” fortæller Kim, mens Mikkel “Nitro Green” kommer ned fra ringen og også gerne vil snakke med.

Kim er meget flinkere end han ser ud - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Kim er en virkelig rar fyr at interviewe, men jeg er ikke sikker på, at det ville gå mig ret godt, hvis jeg skulle dyste i en wrestling kamp mod hans alter ego – Kim CHAOS. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

“Jeg hedder Mikkel, er 27 år gammel og bor i Aalborg, og jeg træner så ofte jeg kan være med her i Søften. Jeg har wrestlet siden 2013, og jeg har været i udlandet flere gange med min figur “Nitro Green”, og deltaget i mange shows herhjemme. Det kræver meget af dig og en stor disciplin, hvis du skal wrestle. Du skal have en god kondi, og så skal muskelmassen være i orden, så dine knæ og led er beskyttet, når du bliver kastet rundt i ringen, og så er jeg bare glad for, at vi kan træne her i Søften, tæt på motorvejen,” siger Mikkel.

Mikkel Nitro Green - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Du skal være en karakter og have en karakter, når du er i ringen som Wrestler. Mikkel er ´Nitro Green` i ringen med maske og make-up, når han bare er Mikkel, så fortæller han velvilligt om de mange oplevelser, som wrestling har givet ham. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Det med træningsstedet bliver nævnt flere gange i løbet af besøget, for der er ikke rigtigt nogen af de tilstedeværende, der bor tæt på træningsfaciliteterne. Kim bor i Vellev, Mikkel i Aalborg, Johnny i Randers og Uffe, som er helt ny og kun har trænet med i et par måneder, han kører den lange vej fra Vejen to gange om ugen.

Det er en lang tur at køre, Uffe, hvad er det, der gør at du er begyndt at dyrke wrestling i Søften?

“En af de spændende ting er, at det er enormt krævende fysisk at være med. Du bruger din krop og fysik hele tiden, når du er i ringen. Alle kan være med, men du skal kunne give noget af dig selv, for at være med og så er tillid uhyre vigtig. Wrestling er en nichesport, som ikke ligner noget andet. Du er med i et show, hvor publikum ikke ved, hvad der kommer til at ske, hverken i ringen eller på gulvet rundt om ringen. Det synes jeg er spændende at være med til, og så prøver jeg, at lære alt det jeg kan af de rutinerede kræfter her i klubben,” siger Uffe.

Uffe kaster med Mikkel `Nitro Green`- Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Uffe kaster rundt med Mikkel. Det ser vildt ud, men begge rejser sig bagefter, som intet var sket. Teknikken skal være i orden, når du dyrker wrestling, ellers kan du komme frygteligt til skade. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Er wrestling falskt?

Jeg har selv set wrestling, dengang jeg boede i USA, og da jeg var yngre, der fulgte det det også, når det blev vist i fjernsynet. Ofte har det været tydeligt at se, at wrestlerne ikke slår og sparker hinanden, men det har stadig været et flot show at se på. Nogle kalder det falsk, andre synes det er fantastisk, så derfor spørger jeg Kim om, hvad han siger til de, som kalder wrestling falskt.

“Wrestling er et show, og du kan sammenligne det lidt med at gå en tur i biografen. Du ved godt, at skurken ikke bliver skudt i virkeligheden, men du føler dig underholdt alligevel. Wrestling er soap opera for voksne. Det er et flot og velkomponeret show. Når det er rigtigt flot udført, så kan du sammenligne det med et flot danseshow. Hvor danserne også arbejder sammen, for at give publikum den bedste oplevelse. Det samme gør vi, når vi optræder. Ja, vinderen af kampen er udpeget på forhånd, og ofte aftales det inden, hvad der skal laves i ´kampen`, men det er for at lave det bedste mulige show for publikum. Det handler også om tillid og kommunikation, mens vi står i ringen,” siger Kim.

Du bliver nødt til at forklare, hvad du mener med tillid og kommunikation?

“Tilliden er det vigtigste, når du wrestler. Hvis du ikke stoler på din modstander, så virker det ikke og så kan det gå helt galt i ringen. Du skal huske på, at du ikke kæmper mod din modstander, når I står overfor hinanden. Du arbejder sammen med ham eller hende, som står foran dig. Du skal kunne arbejde sammen med modstanderen, ellers bliver det ikke et godt show for publikum. Derfor er kommunikationen mellem dig og din modstander meget vigtig, så I begge ved, hvad der skal ske, og hvem der gør hvad, også så publikum kommer med og bliver gejlet op i showet. Publikum kan ofte være 50% af oplevelsen i et show,” siger Kim, inden Johnny ´Casanova` er kommet ned fra ringen, og også gerne vil give sit besyv med.

“Når jeg ikke wrestler, så er jeg Johny Nielensted fra Randers, men når jeg kommer i ringen, så er jeg Johnny Casanova. Du skal kunne spille en rolle, være en god performer, kunne gøre dig selv interessant og være med på alt det glimmer, der er omkring et wrestling show. Det er også, hvad der gør at wrestling er rigtigt fedt. Det publikum ser, det er en fight mellem to wrestlere, og det som sker i ringen er et samarbejde om, at give publikum det, de gerne vil se,” siger Johnny.

Johnny Casanova - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Johnny Nielensted og hans modstykke i ringen – Johnny Casanova.

Jeg spørger ind til det med at wrestling er for alle og på alle niveauer, for hvordan kan en som Kim, der har wrestlet i snart 30 år være i kamp med en som Uffe, der har været i ringen i to måneder?

“Det er superkrævende igen og igen at skulle lære at lave de samme fald, de samme slag og flyve rundt i ringen. Når du så føler, at du er blevet god til det, så skal du bare øve noget mere, så du får forfinet din teknik. Der er altid noget nyt at lære. Jeg har gjort det i 28 år, og jeg øver mig stadig, men derfor er jeg glad for, at kunne give min viden videre til andre, så Uffe og andre nybegyndere lærer noget, hver gang de kommer til træning. Jeg vil også gerne starte et hold for børn og unge i 10-års alderen og frem, men det arbejder vi videre med til efteråret,” siger Kim.

Her kæmper Mikkel ´Nitro Green` og Fritz Eik “Ragnar the Viking” mod hinanden, eller kæmper er så meget sagt. De øver sig i, at det ser ud som om, at de bliver hårdt ramt i kampen. Video: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Teknik og mod

Jeg står og kigger op i ringen, lige nu er det Mikkel på 12 og Mikkel på 27, der begge står i ringen. Den ældre Mikkel skal lære den yngre Mikkel nogle slag, spark og kast, og som du kan se på billedet herunder, så ser det voldsomt ud, men den yngre Mikkel rejste sig op umiddelbart efter, og var slet ikke blevet ramt af den granvoksne Mikkel.

Mikkel kommer ikke til skade - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Mikkel på 12 var ikke helt sikker på, at han havde lyst til at være med til denne øvelse, men han tog modet til sig, og selvom det ser voldsomt ud, så rejste Mikkel sig op uden at blive ramt for alvor. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

“Se på Mikkel på 12, der står i ringen lige nu. Han har lært at turde spørge, om han må være med. For ham og os andre, der handler det om at finde modet til at gøre og turde de mange ting, som vi gør i ringen. Det ser voldsomt ud, men husk på, at det er et show. Vores arbejde, når vi lærer fra os, det er at give Mikkel og andre modet til at turde være med, så han tør at prøve flere og flere øvelser, træning efter træning, og så han kan være med i et show. Så han føler sig sikker som wrestler og tør være med os andre, og vide at han ikke kommer til skade, hvis han gør de ting, vi lærer ham. Grundlæggende handler det om teknik og tillid til hinanden,” siger Johnny, inden det er hans tur til en omgang i ringen igen, mens Mikkel stiller sig over i hjørnet og ser efter, hvad der sker inde i midten af ringen.

Jeg spørger ham, hvorfor han synes, det er fedt at være med til træningen i at wrestle?

Han svarer mig, mens han fastholder blikket på midten af ringen, hvor Mikkel den ældre, eller ´Nitro Green` og Johnny ´Casanova nu kaster rundt med hinanden:

“Fordi, det er fedt at kaste rundt med de voksne, hvor mange 12-årige får lige lov til det,” siger han, mens han kigger på mig, som om, at det burde jeg da vide. Jeg smiler til ham, siger tak for i dag til de fem wrestlere, som jeg har mødt i dag. Samtidigt ærgrer jeg mig noget over, at jeg ikke kan komme og se deres show den 28. maj i Søften Kultur og Idrætscenter, efter hvad jeg har oplevet til en træningsaften med DPW, så er jeg sikker på, at showet bliver en fest.

Se med her, hvor Johnny, Mikkel og Uffe viser et af de elementer, som i hvert fald ikke er fake eller falskt i en wrestling kamp:

Faktaboks:
DPW – Dansk Pro Wrestling er hjemmehørende på Stenhøjvej 2 i Søften, hvor de træner to gange om ugen – torsdag fra 18 – 20 og lørdag fra 10 – 12. Et show med DPW varer cirka 2 timer, hvor de mange wrestlere fra DPW optræder mod hinanden. Du kan læse meget mere om DPW på https://danskprowrestling.dk.
DPW plakat - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

Se også