Fredag den 19. og lørdag den 20. blev der afholdt den traditionsrige sommerfest i Søften, arrangeret af SGF Venner. Sponsorcykelløbet fredag aften var en stor succes med 234.050,- indkørte kroner og hele lørdagen var der aktiviteter på plænerne ved klubhuset i Søften, og det hele sluttede med en brag af en fest lørdag aften, hvor hjælpen i baren og til festen kom fra nabo klubben i Korsholm.
Af Anders Godtfred Rasmussen
Det er svært som journalist at skulle beskrive en sommerfest, når jeg selv har været med til arrangere den som formand for SGF Venner, men det er ikke kun bestyrelsen bag Vennerne der skal have æren for en vellykket sommerfest, det skal de mange frivillige der hjalp til før, under og efter festen også, sammen med de mange borgere i og uden for Søften, der var med til at få sommerfesten til at blive en succes også have, samt sponsorerne, der gav præmierne til cykelløb og amerikansk lotteri.
Forud for sponsorcykelløbet fredag den 19. august klokken 18 – 20, er der gået flere måneders planlægning, så alt var på plads til de mange deltagere og gæster på pladsen. Ugen op til løbet var der stillet telte op, kablerne til strømmen var rullet ud, skydetelt og boksebold var sat op, og ruten og de mange frivillige, der passer på cykelrytterne på den 3,5 kilometer lange rute havde stillet sig på plads, så rytterne kunne føle sig sikre på ruten rundt i Søften.
Søren Møller var konferencier, Christian og Anders fra REMA 1000 varmede rytterne op og Gert Nielsen og Mads Skov Larsen fra ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen sørgede for, at rytterne kunne holde væskebalancen i de to timer løbet varede.
Under løbet var der liv på pladsen, og der blev tanket godt op i øl- og pølsevogn, hvor de frivillige fik langet masser af øl og sodavand over disken, sammen med de 600 pølser og brød, der blev solgt i løbet af aftenen, sammen med de mange kager, kaffe og te, som alle kunne forsyne sig fra.
De 242 cykelryttere endte med at cykle 234.050,- kroner ind til foreningslivet under Søften Gymnastik Forening, et beløb der var 55.000,- højere end i 2023, og med 60 flere cykelryttere, der stillede til start.
Læs med her inden sommerfesten
Efter løbet blev de mange præmier uddelt, og enkelte blev udskudt til lørdag, da der var knas med sammentællingen, men humøret var højt blandt alle, og så var der også en lejlighed til at komme tilbage for dem, som ikke havde fået deres præmie i første omgang. Fredag aften klokken 23 kunne SGF Venner lukke ned for en succesrig første dag til sommerfest.
Skydetelt, boksebold, volley og hoppepuder
Allerede fra morgenstunden var de første i gang med at rydde de sidste ting op fra fredagens festivitas, så pladsen kunne være klar til det store indryk af gæster fra klokken 10:00, hvor den lokale revy også satte årets billetter til salg. Der var gang i salget fra starten af, og i de to timer salget var åbent, der lykkedes det at få solgt mere end halvdelen af billetterne til årets forestilling – ´En Konge Revy`.
På festpladsen var der samtidigt gang i børneloppemarked, hoppepuder, fodboldkampe og lidt senere kom den årlige volleyturnering i gang. Der var ikke mange hold, der stillede til start, men dem der var med havde en fest.
Eftermiddagen gik med hygge, leg, uddeling af præmier, amerikansk lotteri og masser af fodbold på de omkringliggende baner, og så kunne der også spilles bordtennis i solen, der var fremme hele dagen.
Driftige frivillige fik i løbet af eftermiddagen dækket borde og gjort klar til aftenens fest, hvor det lokale band RAM JAM skulle underholde de mange gæster, der blev bespist af mad fra SKIC, og hvor baren blev betjent af indkaldt hjælp fra frivillige i Korsholm IF, som så efterfølgende får hjælp til deres fest fra frivillige i Søften.
Søndagen står på oprydning
Søndag morgen klokken 7 stod de første klar til at rydde op, for efter to dages festligheder på banerne, så skulle alt pakkes væk igen. Fra morgenstunden var der gang i de frivillige, og efterhånden som nogle af festdeltagerne fik øjne i løbet af formiddagen, så kom der flere og flere frivillige til at hjælpe med nedtagning af scener, telte og generel oprydning, så banerne ved klubhuset kunne fremstå lige så fine som inden sommerfesten gik i gang.
Som formand for SGF Venner og journalist, der har kigget på undervejs, er det en stor glæde at se, at så mange valgte at bruge deres tid som frivillige før, under og efter sommerfesten, men også at det igen har kunnet lykkes at skabe en fest for byens borgere, og at så mange har valgt at kigge forbi og støtte op om et arrangement, som er årets store begivenhed i Søften.
I 2025 har cykelløbet 30-års jubilæum, og mon ikke der bliver gjort noget ekstra ud af sommerfesten til næste år, og forhåbentlig bliver der rekordeltagelse til cykelløbet om et års tid, og SGF Venner vil også gerne have flere forslag og ideer til, hvordan sommerfesten kan gøres endnu bedre når den tid kommer i uge 33 i 2025.
Et sidste indspark fra bestyrelsen i SGF Venner er, at vi rigtigt gerne vil være nogle flere hænder, til at få det hele til at lykkedes, så hvis du kan afse i snit 2 timer om måneden, så meld dig gerne under fanerne som hjælper, så bliver vi endnu flere til skabe flere aktiviteter for Søften.
Annonce – Vi støtter Søften Nyt