Annoncer

Lørdag formiddag den 12. august havde Handelstandsforeningen i Hinnerup – Hinnerup Handel – arrangeret Byfest på torvepladsen midt i Hinnerup, og ligesom i 2022 stod solen højt på himlen, og rigtigt mange mennesker var dukket op til nogle festlige timer, hvor der var masser af musik, smagsprøver og hyggeligt samvær.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Solen stod højt på himlen lørdag formiddag klokken 10 da borgmester Lars Storgaard åbnede dette års udgave af byfesten i Hinnerup.I hans tale kom han ind på at Hinnerup er et rigtigt dejligt sted at bo, både for de mange mennesker, der allerede bor her, men også de mange tilflyttere, som hele tiden kommer til byen og området, og at byrådet lægger planer for udviklingen af området. 

Efter åbningen spurgte jeg Lars Storgaard om, hvad en byfest egentlig betyder for en by?

“Jeg synes, at det er fantastisk, når Hinnerup Handel går sammen om at arrangere en byfest. Til daglig når vi skal handle, så har vi travlt og skal videre. Når der er byfest, så stopper vi op, trækker vejret og taler med folk, vi ikke lige ser i dagligdagen. Møder gamle og nye bekendtskaber, og så er det altid godt, når der er liv i en midtby,” siger Lars, inden han skal en tur rundt på pladsen og selv tale med folk.

Borgmesteren og brandmændene - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Som borgmester er det vigtigt at komme ud blandt borgerne i Favrskov, og Lars Storgaard var også rundt ved de fleste boder og tale med alle, der havde lyst, her var det brandmændende han besøgte for at høre lidt mere om deres dagligdag. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Lidt derfra står filialdirektøren fra Djurslands Bank, Jan Labich, han går i dagens anledning rundt med en rygsæk, hvorfra han giver gratis kaffe til dem der vil have i det varme vejr på pladsen. Han taler med Jørgen Mundt fra brandstationen i Hinnerup, da jeg spørger dem begge to om, hvorfor banken og brandstationen er repræsenteret til Byfesten i Hinnerup.

“Vi har nu været i Hinnerup som bank i syv år, og der har siden den første dag været en fantastisk opbakning fra Hinnerup og omegn, og det er der heldigvis stadigvæk. Derfor er vi også glade for at se så mange glade mennesker på pladsen her og foran Claus Hvass, hvor børn og unge viser deres talenter frem på BMX og løbehjul. Vi i banken er glade for at være en del af Hinnerup og medlem af Hinnerup Handel, hvor vi i fællesskab arrangerer byfesten i dag, til glæde for os alle,” siger Jan, inden jeg spørger Jørgen Mundt, hvorfor han bruger en lørdag formiddag på at stå ved en brandbil i Hinnerup Midtby.

“Vi blev spurgt, om vi ville komme forbi med en brandbil, og som du kan se, Anders, så er den i høj kurs blandt store og små. Brandstationen er også en del af lokalmiljøet, og vi vil gerne vise den frem og lade store og små sidde i den, og få en snak med mig og mine kolleger om livet som brandmand. Vi skal også bruge nye brandfolk indimellem, og når vi er med i dag, så kan det måske også skabe en interesse hos dem vi taler med,” siger Jørgen.

Jan Labich og Jørgen Mundt - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Der skal altid være tid til en snak til byfesten, her er det Jan Labich fra Djurslands Bank og Jørgen Mundt fra Brandstationen der får sig en snak om løst og fast. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Hygge på pladsen

Jeg går en tur rundt og kigger på pladsen foran Superbrugsen. Det er ikke kun forretninger fra Hinnerup, der er på pladsen. Living4U i Foldby, SKIC fra Søften er også at finde, sammen med et stort telt fra HOG, hvor der er tombola. Nordea er også at finde og det samme gælder ejendomsmæglerne Nybolig, Danbolig  og John Frandsen. De lokale spejdere har gang i bål, og Lions Club sælger øl, pølser og sodavand, og der er lange køer foran boden det meste af dagen. Bagved boderne har Missonshuset åben, og hvor der dagen igennem laves pandekager på bål ude foran.

Bobspil til Byfesten - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Bobspil, hoppeborgen og bordfodboldspillet var i høj kurs blandt de fremmødte i alle aldre. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

På det lille torv foran Superbrugsen er bobspil, hoppeborg og andre lege og spil i gang, og det hele bliver brugt af børn, unge og ældre. Uddeleren fra Superbrugsen står selv og kigger på det hele fra deres egen stand lige ved indgangen til butikken. Her har de lavet en bod med gratis smagsprøver og samtidigt kan der også købes mad lavet på grillen. Det er ikke medarbejderne, der hjælper til i dag, men bestyrelsen for Superbrugsen, og det er også det første, Jacob Ring nævner, da jeg spørger ham om dagens arrangement.

“Vi er her for at være en del af fællesskabet i byen. Når parkeringspladsen er lukket ned som i dag, så kommer der ikke ret mange mennesker i forretningen, men det gør ikke noget, når vi i fællesskab i Hinnerup Handel kan skabe en byfest af denne størrelse. Jeg har også fået bestyrelsen bag forretningen til at hjælpe til i dag, og der kommer hele tiden mennesker forbi til en snak og en smagsprøve,” siger en glad Jacob, der selv var på vej rundt og kigge på pladsen og de mange boder, som er opstillet til byfesten.

Midt i det hele er Hinnerup Garden gået i gang med at spille, og det lyder så godt, at folk stopper med at snakke og samler sig om musikken og de tre numre, som Hinnerup Garden spiller i det varme vejr.

Se med her fra Byfesten i Hinnerup den 12. august 2023 – Video: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Imens går jeg ind i butikken lige ved siden af, her har Christina F til huse. Det er en dametøjsforretning, som har dør ud til parkeringspladsen og til Hinnerup Garden, der spiller lige uden for.

Jeg møder ejeren af forretningen, Christina Fisker, som selv er i butikken i dag, for at hjælpe de mange kunder, der kommer til de gode tilbud i anledning af Byfesten.

“Jeg har glædet mig til at se, hvor mange mennesker vi kunne trække til byfesten i dag, men nu hvor vejret heldigvis også hjælper os, så er det allerede rigtigt mange, som kigger forbi, og de kommer også herind til os i butikken,” siger en smilende Christina, inden jeg spørger hende om, hvorfor hun er en del af fællesskabet i Hinnerup Handel.

“Vi skal stå sammen i fællesskab for at vi har et godt og nært butiksliv her i byen, og de handlende er gode til at bruge os. Derfor er jeg også glad for at kunne hjælpe med til at skabe en byfest som i dag. Jeg har stået for salget af billetterne til damefrokosten, og da billetterne blev givet fri i mandags, der var der kø uden for butikken, og jeg havde udsolgt på to dage. Jeg kan ikke selv deltage i damefrokosten, men jeg er glad for, at den og hele arrangementet i dag er en stor succes,” siger Christina.

Christina F til byfest - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
På en varm dag var der køligt i forretningen hos Christina F, og der kom mange kunder gennem forretningen til Byfesten i Hinnerup, en fest Christina er glad for at være med til at arrangere. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Tøj, løbehjul og cykler

Jeg går over det lille torv foran Folkekirkens Nødhjælp, tøjforretningen Claus Hvass og Djurslands Bank, og kommer om til parkeringspladsen. Den er i dagens anledning blevet lukket af, og i stedet er der flere ramper sat op, da der dagen igennem er cykel og løbehjul show på ramperne, og de børn og unge, der selv har løbehjul med, må også gerne prøve, når de professionelle ikke kører.

Jeg møder Thomas, eller Thomas Tarzan, som han kalder sig selv i en pause mellem to shows, han fortæller at han selv startede med at køre BMX i 80´erne og er blevet i miljøet siden.

“Vi er egentlig bygget op omkring Omega Skate Club, og vi hedder Access BMX Freestyle Team, selvom vi i dag også har løbehjul og skateboard med. Det er et mix af streetkultur og ungdomskultur vi laver. Jeg arbejder selv som linjefagslærer på Tjele Efterskole, hvor vi har bygget et miljø op omkring løbehjul, BMX og skateboardere, hvor unge kan lære mere, og det er vi også rigtigt glade for at kunne vise frem for jer her,” siger Thomas, lige inden han skal til at sætte gang i det næste show.

Løbehjul og BMX show - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Masser af tilskuere, løbehjul, cykler og udøvere på parkeringspladsen foran Claus Hvass, hvor der dagen igennem var shows og optræden af talentfulde unge mennesker på BMX-cykler, løbehjul og skateboard. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

I indgangen til Claus Hvass tøjforretningen står Claus Hvass selv og kigger på og taler med Jacob Ring fra SuperBrugsen.

“Hej Anders, er det ikke fantastisk at se alle de unge mennesker hygge sig og lave tricks. Det er mig, der kom med forslaget omkring det her event, og heldigvis kommer der mange og kigger på. Foruden min forretning, så har det her min interesse og lidenskab. Jeg er også rigtig glad for at se, at der kommer så mange og bakker op om byfesten, og er glade for de arrangementer, som vi holder i Hinnerup Handel,” siger Claus, inden han skal ind i butikken til kunderne igen.

Jacob og Claus nyder byfesten - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Selvom Jacob Ring og Claus Hvass også havde hver deres butik at skulle passe, så var der også tid til at nyde BMX show og en snak om byfesten. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Danseshow og mad fra SKIC

Jeg går tilbage til den store plads, hvor det næste underholdning er gået i gang, det er Line Falchs danseskole fra Søften, hvor eleverne viser det de har lært i den forgangne sæson. Line er også selv med i et nummer, hvor alle kan være med, og det er helt tydeligt at danseshowet går rent ind hos publikum her foran John Frandsens stand til byfesten.

Line Falchs danseskole - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Line Falch opfordrede alle til at være med i et af de numre, som ellers elever fra hendes danseskole i Søften optrådte med, men i det allersidste nummer fik de der havde lyst lov til at være med og danse. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

Efter danseshowet taler jeg med Line Falch om hvorfor en danseskole fra Søften er med til byfesten i Hinnerup:

“Mine elever og jeg selv elsker at komme ud og vise, hvad vi kan. Vi var også med sidste år, og det er også en god mulighed for at vise det frem, som de har lært. Det kan også inspirere andre til at være med, når sæsonen snart starter igen,” siger Line, mens flere forældre også gerne lige vil have en snak med hende om den kommende sæson, og hvornår den starter.

I teltet ved siden af står Erik Jørgensen fra SKIC (Søften Kultur- og Idrætscenter), han har smagsprøver med fra køkkenet, og de er meget populære, for efter danseshowet vil folk gerne have en snak og smagsprøve fra SKIC og Living4U, som står i teltet ved siden af.

“Vi er med for første gang i år, for at fortælle om, hvad det er vi kan med fester og mad i SKIC i Søften, og jeg har talt med mange i dag om at de gerne vil holde fest eller have mad fra os, og så har vi også et samarbejde med Living4U om forskellige arrangementer, blandt andet, en ginsmagning her i september, så det har jeg også lavet lidt reklame for i løbet af dagen,” siger Erik med et smil.

SKIC til Byfest i Hinnerup - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Glade smil hos SKIC, hvor der dagen igennem var mange mennesker forbi og sige hej og spørge til, hvad SKIC i Søften har at tilbyde. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Jeg går forbi Claus Braüner hos Living4U, der vinker og siger hej, men ikke har tid til et interview, da interessen om prøvesmagning af vin er stor blandt de fremmødte på pladsen. I stedet går jeg ned til teltet, hvor HOG har stillet deres tombola op. 

HOG og Tombola og Tombola - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Tombolaen hos HOG var et kæmpehit, og der var masser af præmier at vinde, som de mange frivillige var behjælpelige med at dele ud. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Det er meget populært, og bag de frivillige er der stadig rigtigt mange præmier at vinde, og Søften Nyt køber også 20 lodder og vinder to præmier. Da Magnus Nielsen fra HOG kommer med præmierne, så spørger jeg ham om, hvorfor HOG deltager i byfesten.

“HOG skal også vise sig frem for byen, når vi kan, så det ikke altid er i hallen eller på fodboldbanerne, og så elsker folk tombola. Det giver også os en mulighed for at få ryddet lidt op i gemmerne, og vi kan samle nogle flere penge ind til idrætslivet. Der er masser af dejlige mennesker, der kommer og møder os, forretningerne og firmaerne her i byen, og sammen skaber vi det fællesskab, som er så vigtigt for en by som vores. Jeg har selv været frivillig i 41 år, og er glad for at hjælpe, hvor jeg kan, og være med til at give ung som gammel et smil på læben, også når de vinder i vores tombola,” siger Magnus med et smil inden han skal udlevere flere præmier til vinderne i HOGs stand til dette års udgave af Byfesten i Hinnerup.

Hvorfor journalister ikke kan få alt med i en artikel…
Når der skal reporteres fra en byfest eller andre festlige lejligheder, så er det nødvendigt for journalisten og afveje, hvad der skal med, og hvad der ikke kommer med i den endelige artikel.

I det her tilfælde, har Søften Nyt prøvet at tale med så mange som muligt, og referere fra det oplevede. Det betyder også, at nogle indslag bliver udeladt. Derfor er Hinnerup Mødes ikke med, samt flere andre af de lokale foreninger og forretninger, som også var tilstede til Byfesten i Hinnerup. 

Det betyder ikke, at de ikke er vigtige, men når en artikel skal skrives, så er der valg, der skal træffes, så du som læser også får en god oplevelse med artiklen.

I daglig tale hedder Handelstandsforeningen i Hinnerup – Hinnerup Handel – men navnet er ikke brugt her, da det for andre end lokale læsere kan være svært at gennemskue, men at de fleste ved eller har hørt om, hvad en handelstandsforening er.

2 comments

  1. Hej Anders.
    Fin beskrivelse, men synd du ikke nævnte, eller oplevede Søftens egen store talent, sangerinden Kristina Lynggaard, som sang så smukt i teltet fra kl. 11 til 12.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også