Annoncer

I de seneste 12 år har politik betydet rigtigt meget i Thomas Storms liv, som byrådsmedlem for Venstre i Favrskov. Hvis han bliver valgt i den kommende periode, så vil han arbejde endnu hårdere for udvikling af hele kommunen, og at det frivillige foreningsliv i kommunen får yderligere hjælp og støtte til det frivillige arbejde.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Efteråret er i fuld gang, farverne på blade og buske er skiftet fra grøn til røde og brune nuancer, og her sidst på eftermiddagen på Ravskærvej i Søften prøver Thomas Storm og jeg at finde det sidste dagslys til de billeder, som skal bruges til artiklen om Thomas, og hvorfor han er politiker.

Thomas bruger en ´Ellert` i sin valgkampagne (en ´Ellert` er en tidligere danskproduceret elbil, red.), og det er den, han lige er trådt ud af, da vi taler om, hvorfor han egentlig er politiker:

“Det er jeg, fordi jeg først og fremmest gerne vil gøre en forskel for børn og unge i Favrskov Kommune. De har været min topprioritet siden jeg kom i byrådet, sammen med det frivillige foreningsliv. De områder brænder jeg for, og jeg kommer til at bruge flere kræfter på dem, hvis jeg bliver valgt til en ny fireårig byrådsperiode, siger Thomas Storm, inden vi går indenfor i huset på Ravskærvej for at fortsætte interviewet.

Thomas bruger en Ellert som blikfang - Søften Nyt.
Thomas Storm i Ellerten, som bruges som blikfang i hans kampagne til Kommunalvalget i 2021. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

Privat og politiker Thomas
Thomas Storm er 51 år, og har boet i Søften og før det Hinnerup i mange år. Han er gift med Ditte og sammen har de to børn, og så har han to større børn, der er flyttet hjemmefra og bor i Aarhus. Thomas er skandinavisk salgschef i en virksomhed, der producerer og sælger rengøringsartikler til fødevarevirksomheder både i Danmark og i resten af verden.

“Jeg er virkelig glad for, at kunne have mit arbejde ved siden af politikergerningen, det giver mig hver dag et indblik og indsigt i det private arbejdsmarked i Danmark og Skandinavien. Det kan jeg bruge i mit politiske liv og når jeg sammen med resten af Vesntres byrådsgruppe og byrådet er med til at tage beslutninger omkring borgernes liv og levned i Favrskov Kommune,” forklarer Thomas.

Er der forskel på privat og politiker Thomas?

“Egentlig ikke, for jeg er det samme menneske, når jeg er der hjemme og når jeg er ude og agere som politiker. Det er nogle gange en udfordring, da jeg er meget pragmatisk anlagt og arbejder for løsninger. Jeg siger det, jeg mener, og jeg arbejder udfra det og står ved det. Politikersnak, hvor der ofte bliver talt udenom, det har jeg meget svært ved, selvom jeg da nok også selv har gjort det ind i mellem,” siger Thomas med et smil på læben.

Søften og Hinnerup er hans udgangspunkt som politiker, og det er her han som familiefar og politiker prøver at være noget for lokalsamfundet, men stadig med fokus på Favrskov Kommune som en helhed.

“Før jeg blev politiker, der var jeg selv dybt involveret i frivilligt arbejde, og jeg kan selv se hvilken forskel det frivillige arbejde gør for børn og unge og os alle sammen. Lige meget om det er i Søften, Thorsø, Hammel, Hadsten, Hvorslev, Hinnerup eller Ulstrup. Uden det frivillige arbejde, så var sportsforeningerne, spejderklubberne og jagtforeningerne ilde stedt, derfor er det vigtigt for mig, at Favrskov kommune støtter op om det frivillige arbejde, og sørger for, at der bliver udviklet på området. Fx at foreningerne bliver taget mere med på råd, når der skal tages beslutninger, så vi politikere er sikre på, at alle bliver hørt,” siger Thomas.

Valgmateriale Thomas Storm - Søften Nyt.
Kampagnematerialer skal der til i en valgkamp, og Thomas Storm har delt flyers og slik ud i lokalområdet, for at gøre opmærksom på sig selv og Venstres byrådsgruppe. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

Plejer findes ikke i mit ordforråd
Thomas har nu fået talt sig varm, og selvom han siger at han er lokalmand i området, så har han fokus på hele kommunen, når det fx drejer sig om boligpolitik.

“Der bliver oftest talt om udstykning til parcelhuse, når der tales boligpolitik i kommunen, men boligpolitik er meget andet. Mange steder sidder der ældre borgere, som gerne vil ud af det store parcelhus, men har svært ved at finde noget andet i lokalområdet. Det skal vi som politikere være bedre til at huske på og arbejde med. Det gælder ikke kun her i lokalområdet, men i hele Favrskov Kommune. Mange af de mennesker gør stadig et stort stykke frivilligt arbejde i lokalområdet, som mistes, hvis de tvinges til at flytte, derfor er det vigtigt at vi politikere har det med i vores overvejelser, når nye boligområder planlægges,” siger Thomas.

Hvad ville du gøre anderledes, hvis du var borgmester?

“Den nuværende er god til at samle byrådet om de store beslutninger, men hvis jeg var borgmester, så ville jeg være mere ude lokalt og samarbejde med lokale institutioner og virksomheder i kommunen. Hvad har de behov for, og hvordan kan vi som politikere hjælpe og understøtte dette alt efter hvilken del af kommunen, som det drejer sig om. Vi skal sikre plads til udvikling. Hvis vi bare siger, at vi gør som vi plejer, så sker der ingen udvikling, men kun stilstand. Jeg kan ikke lide stilstand, hverken som person eller politiker”.

Nu snakker du som en politiker, i meget overordnede vendinger, men prøv lige at få det ned på jorden, og kom med et eksempel?

“Det tales meget om, at den vestlige del af kommunen bliver glemt i forhold til den østlige del, som Søften hører til. Vi bliver nødt til at have en ny tilgang, hvor vi tager de fantastiske muligheder, som vi har i de forskellige steder i kommunen og bruger dem i vores markedsføring af kommunen, både turistmæssigt men også boligmæssigt. Vi kunne fx kigge på hvilken fantastisk natur, som den vestlige del har at tilbyde. Vi skal også være bedre til at tiltrække nye virksomheder i den vestlige del og i den østlige. Virksomheder, som kan samarbejde med eksisterende firmaer og lære af hinanden, og dermed hjælpe hinanden. Det skal vi fokusere på. Vi er ikke ens i kommunen, og det bliver vi forhåbentligt heller aldrig, for så mister vi gnisten og muligheden for den brede kommunale udvikling,” siger Thomas.

Thomas fortæller om, hvorfor du skal stemme den 16. november…og lidt om, hvem han synes, du skal stemme på. Video: Anders Godtfred-Rasmussen.

Fokus på det gode liv

Frivillighed, udvikling, vi må ikke sige “plejer”, er det det, som Thomas Storm står for politisk?

“Hæ, hæ, nej sådan kan det vist ikke stilles op. Jeg prøver at vise, at jeg vil alle i Favrskov ´det gode liv`. For mig er det gode liv, at alle borgerne i kommunen trives og kan udvikle sig i forhold til, hvem de er som menneske. Vi har nogle udfordringer i kommunen og de problemer, som nogle borgere oplever, det skal vi være bedre til at løse. Der er mange, der har problemer med sårbarhed, og vi bruger flere og flere penge på socialområdet. Jeg er sikker på, at vi kan blive bedre til at gentænke området, uden at jeg har den endelige løsning. Det kræver samarbejde. Et samarbejde som vi er gode til på de fleste områder i kommunen. Jeg vil dog bare gerne gøre det endnu bedre. Bedre for børn og unge, for frivilligheden via fx Frivilligcenter Favrskov, og at vi bliver bedre til at tiltrække virksomheder til kommunen, så vi kan tilbyde flere arbejdspladser,” siger Thomas.

Blokken er tom for spørgsmål til politikeren og privatpersonen Thomas Storm, men på falderebet er der en ting mere, som jeg gerne vil spørge Thomas om, noget som han har nævnt et par gange i samtalen undervejs, men som vi ikke er kommet nærmere ind på, da det ikke er et emne, som han umiddelbart kan gøre noget ved, som politiker i Favrskov Kommune, nemlig adgangen til sygehusene for borgerne i kommunen.

“Jeg finder det umiddelbart lidt skørt, at hvis jeg bliver syg, så skal jeg køre til Randers for at komme på hospitalet. Jeg kan praktisk talt se Skejby Sygehus fra min have, så det er ren galimatias, at jeg skal køre mere end 30 km til Randers, når vi i postnummer 8382 har et sygehus i baghaven. Jeg kunne godt tænke mig, at det system blev lavet om, så borgere bliver tilknyttet sygehuse efter postnumre og ikke efter kommune. Det vil også give bedre mening andre steder i Favrskov, som ligger tættere på andre sygehuse. Jeg kan ikke ændre det selv, men jeg vil opfordre den kommende borgmester at påpege det overfor det kommende regionsråd. Det her er en lille ting i det store hjul, men det kan være med til ´det gode liv` i Favrskov kommune bliver endnu bedre,” forklarer Thomas Storm.

Thomas Storm stiller op for Venstre - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også