Af Morten Bang, medlem af byrådet i Favrskov og Formand for Kultur- og Fritidsudvalget.
I forbindelse med årets budget har byrådet afsat midler til en række vigtige bygningsmæssige forbedringer. Først og fremmest vil et nyt gulv i Hal 2 i Rønbæk idrætscenter blive en realitet. Derudover bliver der gennemført renoveringer i HH-Hallen med nyt gulv og maling i gymnastiksalen samt en modernisering af indgangspartiet. Disse forbedringer vil gøre en stor forskel for både idrætsudøvere og besøgende og løfte standarden for vores faciliteter.
Og det betyder også at den gode dialog og arbejdet med at gøre hallerne i Hinnerup til en selvejende institution nu er besluttet og er en del af årets budget. Dialogen fortsætter og dermed kan de driftige folk i Hinnerup overtage driften af hallerne i løbet af 2025.
Det er en vigtig milepæl i Hinnerup og ikke mindst for det fantastiske foreningsliv, der dagligt benytter hallerne. Med denne beslutning har vi sikret, at persongruppen bag (HOG og Hinnerup Gymnastik) kan overtage driften af hallerne, hvilket skaber nye muligheder for idrætten og fællesskabet.
Der ligger mange timers arbejde bag, og jeg vil gerne rette en stor tak og kæmpe ros til de driftige og engagerede folk i HOG og Hinnerup Gymnastik, som længe har kæmpet for denne mulighed. Det er deres vision og vedholdenhed, der har gjort det muligt at tage dette store skridt mod en endnu stærkere fremtid for idrætslivet i Hinnerup.
En styrkelse af lokalt engagement og idrætsfaciliteter
At hallerne nu bliver en selvejende institution betyder, at vi overlader driften til dem, der kender faciliteterne bedst – nemlig brugerne selv. Det giver en unik mulighed for at skabe en mere fleksibel og behovsorienteret drift, hvor klubberne selv har direkte indflydelse på, hvordan hallerne udvikles og vedligeholdes. Med dette ejerskab kan vi sikre, at hallerne bliver præcis de idrætscentre, som foreningerne ønsker – både nu og i fremtiden.
En langsigtet investering i fællesskabet
Sideløbende med denne overtagelse er der en gruppe af engagerede og dygtige ildsjæle der arbejder på at finde den bedst mulige anvendelse af de 8 mio. kr., der tidligere er afsat til ”Oaseprojektet”. Pengene skal sikre de bedst mulige vilkår og forbedringer af omklædnings- og klubfaciliteterne i primært Haldum-Hinnerup hallen, hvilket vil imødekomme HOG Fodbolds ønske om bedre rammer for deres aktiviteter.
En stor tak til ildsjælene bag
Endnu en gang vil jeg gerne takke de mange engagerede ildsjæle i HOG og Hinnerup Gymnastik, der har været drivkraften bag denne proces. Deres arbejde og passion er afgørende for, at vi nu står med en beslutning, som ikke kun sikrer bedre faciliteter, men også skaber en stærkere fremtid for hele foreningslivet i Hinnerup.
Jeg ser frem til at følge udviklingen og glæder mig over, at vi i byrådet har kunnet støtte op om denne vision.
Det er ikke bare en investering i bygninger, men i mennesker og fællesskaber. Og jeg er sikker på, at dette skridt vil få idrætslivet i Hinnerup til at blomstre i mange år fremover.
FAKTA – Fordele ved selvejende haller:
- Øget ansvarlighed: Ved at overdrage driften til HOG og Hinnerup Gymnastik får vi en model, hvor brugerne selv kan styre faciliteterne, hvilket fremmer ansvarlighed og ejerskab.
- Bedre tilpasning til lokale behov: Selvejende institutioner kan hurtigt tilpasse deres tilbud, så de matcher borgernes ønsker og behov, hvilket skaber større tilfredshed.
- Effektiv ressourceudnyttelse: Hallerne kan driftes mere effektivt, da de vil have mulighed for at prioritere midlerne, hvor det giver mest mening for brugerne.
- Styrket samarbejde med foreninger: Overdragelsen vil fremme samarbejdet mellem foreningerne og kommunen, hvilket kan føre til nye initiativer og aktiviteter, der gavner hele lokalsamfundet.
- Innovative løsninger: Med større selvstændighed kan HOG og Hinnerup Gymnastik være mere åbne for innovative idéer og tiltag, der kan tiltrække flere brugere og styrke vores idrætskultur.