Annoncer

I uge 31 var der fodboldskole for alle i Søften. Her havde fodboldafdelingen vanen tro sørget for at 221 spillere kunne boltre sig på banerne ved fodboldanlægget på Neptunvej og på banen ved Præstemarkskolen. Fodboldskolen er nu så stor en succes, at det er den største i Jylland/Fyn og den fjerdestørste i DGI regi i Danmark.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Jeg har aftalt med Thomas Bak, der er ansvarlig for fodboldskolen i Søften GF, at vi skal lave et interview onsdag formiddag på banerne ved klubhuset på Neptunvej i Søften. Han er dog en svær mand at få i tale, for der er hele tiden et eller andet, som han skal tage sig af, specielt i år, hvor fodboldskolen endnu engang har haft vokseværk.

Det lykkedes mig at få fat i ham, mens Christian Møller fra Rema er i gang med sit appelsinshow foran alle spillere og trænere, og Thomas dermed selv kan puste lidt ud, inden han skal i gang med den næste opgave på fodboldskolen.

Thomas, hvordan er det lykkedes for dig og klubben at stable en så stor succes på benene igen?

“Det har været svært, og vi havde egentligt lovet os selv, at vi ville skære ned på deltagerantallet i år, men allerede midt i maj havde vi 177 tilmeldinger, også har det været svært at skulle sige nej til alle de børn og unge, der gerne vil være med,” siger Thomas.

Thomas Bak har travlt - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Thomas Bak har hovedansvaret for fodboldskolen i Søften i uge 31, og der er rigtigt meget, som han hele tiden skal have styr på. Heldigvis har han mange hjælpere og trænere til rådighed, men det er også nødvendigt, når 221 fodboldspillere er på fodboldskole i en hel uge. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Hvordan har du så kunnet skaffe alle de frivillige, der skal til for at skabe succesen?

“Vi har heldigvis et godt fællesskab i klubben, og derfor er det også lykkedes at skaffe 35 trænere og trænerassistenter til de mange hold på fodboldskolen, og så er der også en hel del flere, der hjælper med at hente mad til spillerne, stå i slikbod og være der for de børn, der indimellem trænger til en pause i klubhuset. Nemt har det ikke været, men med en fælles indsats, så er vi kommet i mål,” siger Thomas.

Har I lavet nye tiltag til årets fodboldskole?

“Ja, vi sidste år havde vi et VM koncept, hvor den bedste kammerat på hvert hold, kunne gå hjem med en fodboldtrøje. I år har vi lavet det om til et AGF koncept, hvor vi i samarbejde med AGF har skaffet en klubtrøje med autografer til en spiller på hvert hold, der i løbet af ugen har gjort en ekstraordinær indsats. En spiller for trøjen med hjem hver dag, og den sidste dag får den bedste kammerat trøjen med hjem,” siger Thomas.

AGF konceptet - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
AGF konceptet på årets fodboldskole går ud på, at der hver dag udpeges dagens kammerat på hvert hold, og vedkommende får så en AGF trøje, som han eller hun kan have på til træningen dagen efter. På den sidste dag, der får en spiller, der har været den bedste kammerat hele ugen, trøjen med hjem. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Han fortæller også om, at i det samarbejde, som fodboldafdelingen har med DGI Østjylland om afholdelsen af fodboldskolen, der har klubben også fået en træningsmanual til at styrke selve træningen på fodboldskolen.

“Vi vil gerne gøre det lidt bedre for hvert år, og derfor har vi også givet et hæfte med øvelser til alle trænerne, så de bedre har kunnet planlægge den daglige træning hele ugen. Så programmet er mere målrettet og skemalagt dag til dag. Jeg kan høre på tilbagemeldingerne fra trænerne og trænerassistenterne, at det har givet dem en større tryghed, og givet dem mere mod på trænergerningen. For det er også dem, vi skal bruge i fødekæden af nye trænere i klubben og på de fremtidige fodboldskoler,” forklarer Thomas.

Læs med her om Louise, der er træner på fodboldskolen og i Søften GF´s fodboldafdeling, og hvorfor hun valgte at blive lærer efter hun var blevet fodboldtræner.

Flere piger er med i 2022

Der bliver talt meget om, at flere og flere piger spiller fodbold, er det også noget i kan mærke på fodboldskolen?

“Ja helt sikkert, sidste år var der 62 deltagere, og i år er der 81 piger med på fodboldskolen. Både fra vores egen klub, men også fra de omkringliggende klubber i området. Vi har fire kvindelige trænere i år, men heldigvis har de mandlige trænere også været gode til at hjælpe til, og så har Helle Bluhm og Thomas Grasbakken fra DGI, og som begge har spillet i Søften, været gode til at hjælpe, når vi har haft brug for det,” siger Thomas, inden han skal hjælpe en af de mange trænere med et spørgsmål.

John Nicolai og Thomas Bak - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Der bliver hevet fat i Thomas flere gange under interviewet, her er det en trænerassistent, der har brug for hjælp, og vi kan ikke gå ret mange meter på banerne uden at en spiller, en træner eller en forældre har et spørgsmål eller to. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Derfor tager jeg fat i Helle og Thomas fra DGI, som egentlig har ferie, men begge gerne vil støtte op fra DGI´s side omkring fodboldskolen.

“Vi er her i dag, for at se til, hvordan det går med fodboldskolen i Søften, det er ret vildt at se, at denne forholdsvis lille by kan stable et så stort arrangement på benene. Søften er den største af de 16 fodboldskoler, som vi arrangerer i Jylland og på Fyn, og den fjerdestørste på landsplan. Det er flot,” siger Thomas, inden Helle også gerne vil tilføje nogle ord om den store succes:

“Hele lokalsamfundet støtter op omkring fodboldskolen, også de lokale sponsorer er tilstede her, kan vi se. Den lokale Rema laver show og varmer spillerne op, ejendomsmæglerne giver vand og is, og frivillige kræfter for det hele til at lykkes. Det er flot, at fodboldafdelingen i Søften kan skabe et så stort og flot arrangement, på det her forholdsvis lille fodboldanlæg,” siger Helle.

Helle og Thomas fra DGI - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Helle Bluhm og Thomas Grasbakken fra DGI er stolte over at være med til at arrangere den største fodboldskole i Jylland i DGI regi og den fjerdestørste i Danmark. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Oplever DGI Østjylland, at der er flere piger, som spiller fodbold?

“I den seneste tid kan vi se på medlemstallene, at der er flere piger, der melder sig ind i fodboldklubberne, og heldigvis er der flere og flere klubber, der har større og større fokus på pige- og kvindefodbold. Spillerne er også gode til at få deres veninder med til fodboldskolerne, og når de oplever fællesskabet, så melder de sig ind i klubberne. Det betyder også rigtigt meget, når klubberne giver de samme forhold til piger og drenge,” siger Helle, inden Thomas tager over:

“Vi har begge spillet på seniorholdene her i Søften, og vi har begge set, at lige meget hvilket køn du har, så bliver der ikke gjort forskel, og det er endnu en grund til, at Søften GF fodbold har så stor en succes,” siger Thomas.

Appelsinshow og hygge

Christian Møller fra Rema er færdig med at varmen spillerne op, og han puster selv lidt efter at have rendt rundt og jongleret med appelsiner sammen med de mange spillere de seneste 30 minutter.

Christian, hvorfor er du her i dag for at lave en anderledes opvarmning for deltagerne på fodboldskolen?

“Fordi det er sjovt at være med. Det bedste jeg ved, der er at se alle de her glade børn på banerne, og hvis mit show op opvarmning kan være med til at give dem en god oplevelse, så gør jeg det gerne. De frivillige her, borgerne i Søften og i de omkringliggende byer, de støtter os og så vil vi også gerne være med til at give noget tilbage. Det er vigtigt for det lokale fællesskab,” forklarer Christian, inden han lige skal lave et jonglør trick med en appelsin for et par af de yngste spillere.

Christian og Tobias fra Rema 1000 i Søften - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Christian Møller og Tobias Nørhave fra REMA 1000 i Søften spredte glæde og mange appelsiner, da de varmede alle spillerne op til fodboldskolen i Søften. Christian er glad for at være med igen i år, og han kommer helt sikkert igen, hvis han bliver inviteret i 2023. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Hyggen er vigtigt på fodboldskolen, selvom spillerne er her for at dygtiggøre sig, for jeg kan høre, at der også bliver hygget i en pause, da jeg har bevæget mig op på fodboldbanen ved siden af Præstemarkskolen.  

Her styrer Per Lauenborg et hold U14 piger, hvor der bliver pjattet og grinet ret meget under vandpausen.

Per, hvorfor træner du piger på fodboldskolen?

“Jeg træner også pigerne til daglig, og jeg er rigtigt glad for at træne piger, fordi jeg synes, de er nemmere at have med at gøre end drenge. De er ofte mere modtagelige og hvis de taber en kamp, hvilket sker indimellem, så går der to minutter. Så har de glemt det, her kan drengene godt gå og surmule i længere tid,” siger Per.

Oplever du, at der er flere piger, der spiller fodbold nu som før?

“Jeg har trænet piger i mange år, men specielt med det her U14 hold, der er sket en stor fremgang. For et år siden, der var vi 12 og nu er vi 22. Generelt kommer der flere og flere piger til klubben. Jeg har ikke tal på hvor mange, men fx er de her piger gode til at tale med hinanden og få flere til at være med i fællesskabet og træne med. Jeg synes, at det er helt fantastisk, at der er så mange piger, der har lyst til at spille fodbold,” siger Per, inden pausen er slut og pigerne igen skal koncentrere sig om øvelserne på banen, og jeg kan gå hjem lidt klogere på, hvorfor fodboldskolen har så stor succes i Søften og glæde mig over, at flere og flere piger vil spille fodbold.

Per og pigerne - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Per Lauenborg er rigtigt glad for at træne pigerne, og de har stor respekt for ham, når han træner dem på banerne ved Præstemarkskolen, men der skal også være plads til lidt sjov og ballede indimellem. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også