Annoncer

Lørdag den 7. september var det anden gang at Henrik Pilgaard afholdt et velgørenhedsarrangement hos Hinnerup Bilcenter, og denne gang går de mange indsamlede kroner ikke kun til syge børn på Aarhus Universitetshospital, men også til sorggruppen Skyggebørn.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Høj sol, lugt af brændstof og varme dæk og rigtigt mange mennesker havde fundet vej til Hinnerup Bilcenter lørdag den 7. september, hvor Henrik Pilgaard for anden gang havde arrangeret indsamling til fordel for syge børn på Aarhus Universitetshospital og i år ville sorggruppen Skyggebørn også blive begunstiget med de midler, der ville blive samlet ind i løbet af dagen.

Videoen viser nogle af de mange forskellige biler, som var tilstede på dagen den 7. september, og husk endelig at skrue op for lyden, mens du ser videoen. Video: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

De mange special biler kørte i en lind strøm til og fra Hinnerup Bilcenter, for der var hele tiden lange køer til at køre en tur de mange forskellige biler.

Midt i det hele stod Henrik Pilgaard med et stort smil om munden, og han var nærmest målløs over den store opbakning han fik til arrangementet:

“Prøv lige at se alle de mennesker og biler, der er kommet, Anders, og alle de frivillige vi har samlet sammen til at hjælpe. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige, jeg er bare rigtigt glad for, at det er lykkedes at stable arrangementet på benene igen. Inden bilerne begyndte at køre, der var der allerede samlet 40.000,- kroner ind. Jeg håber på, at vi når 100.000,- i løbet af dagen, så der er penge at dele ud af på hospitalet og til Skyggebørn,” siger Henrik.

Hvorfor har du valgt at tage en ny organisation som Skyggebørn med ind til arrangementet?

“Det har vi gjort, fordi da jeg hørte om det store arbejde, som Skyggebørn gør for sorgramte børn, så var det oplagt at give dem halvdelen af de indsamlede midler, som vi får ind i dag. Det er helt i Merles ånd, og hendes mor og stedfar, Anja og Thomas, synes også at det var en god idé,” siger Henrik.

Henrik fortæller, at han i 2022 var fodboldtræner for et pigehold, hvor en af pigerne, Merle, kort tid efter døde af kræft, og det var derfor, at han i 2022 afholdt det første arrangement, hvor du kunne prøve at køre i en bil for 150,- kroner, og alle pengene til syge børn på Skejby sygehus.

Hvorfor var det ikke til kræftramte af pengene skulle gå til?

“Det var Merles mor, Anja, der sagde, at hun hellere ville have at midlerne skulle gå til en afdeling på hospitalet, som ikke får ret meget i forvejen, og derfor besluttede vi at give pengene der i stedet for til kræftafdelingen,” siger Henrik, inden han selv skal til at køre i sin egen bil rundt på ruten.

En racerbil og en Camaro

Lige efter at Henrik er kørt afsted i sin Audi, kommer der en sort Chevrolet kørende tilbage fra en tur med to drenge. Det er Mads Hoe, der sidder bag rattet. Han kommer ud af bilen, for at hjælpe drengen på bagsædet ud.

Hvad er det for en bil, du har med i dag, Mads?

“Det er en sort Chevrolet Camaro fra 1967, det er min fars bil, som han har haft siden 2002 og brugte et par år på at få bygget op igen. Så har vi brugt den som sommerbil siden, og nu hvor Henrik lavede det her arrangement, så ville vi også gerne bakke op om det, for det er et fantastisk godt arrangement, som Henrik har fået lavet,” siger Mads.

Et muskelbundt af en bil fra 1967, og Mads Hoe var også glad for at vise den frem og han havde rigtigt mange i løbet af dagen, der gerne ville prøve en tur i den brølende bil. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen - Søften Nyt.
Et muskelbundt af en bil fra 1967, og Mads Hoe var også glad for at vise den frem og han havde rigtigt mange i løbet af dagen, der gerne ville prøve en tur i den brølende bil. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Hvordan kom du med i dag?

“Det var min søster, Mille Hoe, som selv har sin formel 4 racer med i dag (den kørte ikke, men publikum kunne se på den, red.), og så skal hun også ud og køre ture, når jeg tager hjem inden arrangementet er slut,” siger Mads, inden han gør klar til at køre den næste tur med et spændt publikum.

Jeg går over til racerbilen, hvor Mille Hoe lige er blevet færdig med at vise den frem, og hun har også haft motoren kørende, for det var så højt, at jeg næsten ikke kunne høre, hvad jeg selv tænkte.

Mille, hvorfor er du vild med motorsport?

“Hvorfor jeg godt kan lide det, jeg har det med motorsport, som andre har det med fodbold og håndbold, det er en sport, jeg går rigtigt meget op i. Min bror og jeg har fra barnsben fået lov til at køre ræs derhjemme, først i en lille elbil, derefter en ATV, og min bror fik også en gokart. Det ligger lidt til familien,” siger Mille.

Hun viser sin racerbil frem, og begynder og fortælle om den:

“Den er egentlig beregnet til Formel 5, men den er blevet begrænset til 125 hestekræfter, så den kan køre i Formel 4. Jeg kører syv løb i den om året, og så kører jeg gokart med min kæreste ved siden, sådan lidt for sjov,” siger Mille med et smil.

Mille Hoe kører selv i denne racer i syv løb hvert år, til støttearrangementet ved Hinnerup Bilcenter skiftedes hun til at køre ture i den bil hende bror og hun havde med, en Chevrolet Camaro fra 1967. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen - Søften Nyt.
Mille Hoe kører selv i denne racer i syv løb hvert år, til støttearrangementet ved Hinnerup Bilcenter skiftedes hun til at køre ture i den bil hende bror og hun havde med, en Chevrolet Camaro fra 1967. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Hun fortæller, at hun er glad for, at Henrik ringede til hende, om hun ville komme og vise sin racer frem.

“Ja sagde ja med det samme, det med, at alle beløb går ubeskåret til de gode formål, det er min bror og jeg rigtigt glade for, og derfor har vi ingen problemer med at stille bil, brændstof og os selv, til rådighed for arrangementet. At der så dukker så mange mennesker op, det er fantastisk, Henrik og alle hans frivillige har virkeligt hjertet på det rette sted,” siger Mille.

Skyggebørn

Ved siden af Mille Hoes racerbil står der et beachflag, hvor der står skyggebørn på. Halvdelen af de penge, som bliver indsamlet til arrangementet, de kommer til at gå til sorggruppen Skyggebørn, så de har også stillet en stand op i dagens anledning, hvor interesserede kan komme og høre mere om organisationen.

Jeg kommer i snak med Martin Fasdal, der viser sig at være frivillig i Aarhus afdelingen af sorggruppen Skyggebørn.

Hvorfor er du her i dag, Martin?

“Det er jeg, fordi mine egne børn er Skyggebørn, og fordi jeg altid gerne ville arbejde med mennesker på et eller andet niveau. Jeg har været frivillig i halvandet år, og jeg tænker, at det bliver jeg ved med i mange år endnu,” siger Martin.

Anne Kathrine Kragh arbejder for Skyggebørn, og Martin Fasdal er frivillig. De kommer begge til at medvirke i en anden artikel om sorggruppen Skyggebørn, men de var begge glade for at være med på dagen, og at halvdelen af de indsamlede penge kommer til at gå til sorggruppen Skyggebørn. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen - Søften Nyt.
Anne Kathrine Kragh arbejder for Skyggebørn, og Martin Fasdal er frivillig. De kommer begge til at medvirke i en anden artikel om sorggruppen Skyggebørn, men de var begge glade for at være med på dagen, og at halvdelen af de indsamlede penge kommer til at gå til sorggruppen Skyggebørn. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Du siger, at dine egne børn er skyggebørn, hvad betyder det?

“Deres mor døde i 2017, og de var godt nok voksne på det tidspunkt, men de er stadig skyggebørn, for de har haft en forælder eller pårørende, der er død. Sorggruppen Skyggebørn hjælper børn og unge op til 28 år, hvor du kan komme i en sorggruppe i din egen aldersgruppe, hvor du kan spejle dig i de andre, og tale med andre om de ting, som kan være svære,” siger Martin.

Han har taget Trine med, som selv har oplevet at miste begge sine forældre i 2023.

“Jeg er 19 år gammel, og begge mine forældre døde af lræft med en måneds mellemrum i 2023. De sidste par år, var det mig der passede og plejede dem, da mine andre søskende var flyttet hjemmefra. Jeg lavede mad, plejede dem og hjalp dem så godt jeg kunne, og jeg har fundet ud af, at jeg har haft alt for meget ansvar, så jeg er godt og gevaldigt et skyggebarn, og hvis jeg skulle gøre det om, så havde jeg gjort det på præcis samme måde,” siger Trine. 

Hun smiler, men forklarer, at det er fordi at hun efter hun kom med i Skyggebørn, der har det med at tale om det med andre, der har stået i en lignende situation gjort noget godt for hende.

“Det giver mig normalitet at være med i Skyggebørn. Jeg føler mig faktisk ret normal, også selvom jeg er en totalt outsider i mit liv, for der er ikke særligt mange på 19, der har mistet begge sine forældre. Når jeg mødes med de andre skyggebørn på min egen alder, så har vi det sjovt. Ja, det er en sorggruppe, men den har virkelig hjulpet mig til at være den, jeg er i dag. Jeg er en glad pige,” siger Trine.

Trine fra sorggruppen skyggebørn var glad for at være med den 7. september, både for at fortælle om Skyggebørn og hendes baggrund, men også for selv at prøve nogle af de mange fine specialbiler, som det var muligt at prøve og køre i. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen - Søften Nyt.
Trine fra sorggruppen skyggebørn var glad for at være med den 7. september, både for at fortælle om Skyggebørn og hendes baggrund, men også for selv at prøve nogle af de mange fine specialbiler, som det var muligt at prøve og køre i. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Frivillig

Efter at have hørt på Trines forfærdelige men også livsbekræftende historie og hendes oplevelser i Skyggebørn, så træder jeg inden for i skyggen, for der er virkeligt varmt denne lørdag i september. Herinde står en af de mange frivillige og taler med Henriks forældre, som også er kommet for at give en hånd med.

Forældrene vil gerne snakke, men det er ikke dem, der skal fokus på, det skal der på dagens arrangement og de andre frivillige, forklarer de mig.

I stedet falder jeg i snak med Rebecca Lund Lacour, hun bor til daglig i Silkeborg, men da Henrik ringede og spurgte om hun kunne hjælpe til, så sagde hun ja med det samme.

“Jeg kender Henrik igennem det racerteam, som jeg tidligere har arbejdet for, hvor han var sponsor, og siden han ringede har jeg været med til møderne, og vi fik også vist videoen fra Skyggebørn, som gjorde et stort indtryk på mig,” siger Rebecca, der er glad for at hjælpe andre.

Lisbeth og Arne Pilgaard er forældre til støttearrangementets arrangør, Henrik Pilgaard, men de ville hellere hjælpe til end at snakke med journalisten, det lod de Rebecca Lacour Lund om i stedet - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen - Søften Nyt.
Lisbeth og Arne Pilgaard er forældre til støttearrangementets arrangør, Henrik Pilgaard, men de ville hellere hjælpe til end at snakke med journalisten, det lod de Rebecca Lacour Lund om i stedet – Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

“Der er rigtigt mange opgaver, der skal løses i løbet af dagen, lige nu hjælper jeg med sodavand og kage, og ellers går jeg til hånde. Der er mange mennesker, og jeg føler mig helt beæret for at få lov til at hjælpe til,” siger Rebecca, inden Henrik kommer ind i skyggen for at få en slurk vand inden han skal køre igen.

“Anders, jeg har lige været ude og køre med en dreng, der har været indlagt på hospitalet i Aarhus for nyligt. Han fortalte mig, at det gjorde en forskel for ham, at vi havde givet 16 nye fjernsyn til afdelingen, for nu kunne alle se TV og streame. Det kunne de ikke før, og når du ikke har meget at lave, når du ligger i sengen, så var fjernsynet noget af det, som gjorde drengen glad. Det ramte lige i hjertet, også at han tilfældigvis kommer til at køre med mig i dag, og så fortæller sin historie. Det gør mig så glad, også når vi kan se, at det vi gør, det hjælper andre,” siger Henrik, inden han skal ud og køre i sin Audi igen og samle flere penge ind.

Lamborghini og efterskole

I 2022 stillede Jacob Lausten op med en enkelt bil, en Lamborghini, og i 2024 udgaven af støttearrangementet, der havde han valgt at stille to biler til rådighed, en Ferrari og en Lamborghini. Sidste gang fik jeg muligheden i at prøve en tur, men denne lørdag var der alt for lang kø.

Jacob, hvorfor har du valgt at støtte op om arrangementet igen?

“Det er en fornøjelse at være med, jeg nyder det så meget, og så går det til et godt formål. Jeg møder også samarbejdspartnere, og en masse glade mennesker. Hvis jeg også kan få præget nogle unge mennesker til at se og prøve nogle fede biler, så kan det også være, at de bliver kunder en dag,” siger Jacob, der ikke er meget for at stille sig op foran Lamborghinien, for han siger med et smil, at det spolerer billedet af den flotte bil.

Jacob Lausten havde denne gang to biler med til Hinnerup, en Ferrari og denne Lamborghini. Begge biler var meget ombejlede og på farten i alle de timer arrangementet varede. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen - Søften Nyt.
Jacob Lausten havde denne gang to biler med til Hinnerup, en Ferrari og denne Lamborghini. Begge biler var meget ombejlede og på farten i alle de timer arrangementet varede. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Ikke så langt derfra, der står Rasmus Gade Elm, han forklarer at han og familien er kørt fra Odense, for at støtte op om Henriks arrangement.

“Henrik og jeg gik på efterskole tilbage i starten af 1990´erne, og vi har været rigtigt gode venner siden dengang. Da jeg hørte om arrangement, da blev vi enige om i familien, at vi skulle forbi og se og prøve de mange fede biler, og det har vi ikke fortrudt,” siger Rasmus.

Han forklarer, at han havde læst flere artikler om det forrige arrangement, og at det som Henrik og hans frivillige gør, det havde rørt ham dybt.

“Jeg har selv tre i familien, og flere venner, der har været ramt af kræft og har kræft, så det Henrik gør, det har stor betydning for andre mennesker. Vi kender alle nogen, der har været syge og indlagt på hospitalet, og når vi så kan hjælpe syge børn samtidigt, så kommer vi selvfølgelig,” siger Rasmus.

Han har kun oplevet velvilje, godt humør og stor hjælpsomhed fra de frivillige, fortæller han.

“Vi skulle ud og køre i en BMW, men bremserne var lige gået i stykker, men der var hjælp at få med det samme, de frivillige fandt en anden bil, som vi kunne få en tur i, så vi kommer 100% igen en anden gang. Lige meget om det regner eller sner, så kommer vi og støtter op,” siger Rasmus, som tager fat i Henrik, der kommer gående forbi, de skal lige have lavet en selfie sammen, inden dagen er ovre.

Henrik Pilgaard og Rasmus Gade Elm er gamle efterskolevenner, og da Rasmus hørte at Henrik skulle lave sit arrangement, så tog han familien med fra Odense, og de brugte mange penge på at støtte den gode sag, og han kommer gerne igen næste gang Henrik laver et arrangement. Foto: Rasmus Gade Elm.
Henrik Pilgaard og Rasmus Gade Elm er gamle efterskolevenner, og da Rasmus hørte at Henrik skulle lave sit arrangement, så tog han familien med fra Odense, og de brugte mange penge på at støtte den gode sag, og han kommer gerne igen næste gang Henrik laver et arrangement. Foto: Rasmus Gade Elm.

Henrik, vi nærmer os klokken 16, og arrangementet er ved at være slut, hvad tænker du om dagen i dag?

“Jeg har nydt det, selvom dagen er gået rigtigt stærkt. Det har været så overvældende med alle de mennesker, alle de hilsner og alle de penge, som er kommet ind via donationer, bilerne og mad og drikkevarer. Sidst jeg kiggede tidligere, der var vi på over 130.000,- så mon ikke vi når højere op, når jeg gør det op mandag morgen,” siger en træt Henrik, der udstråler taknemmelighed og glæde.

Tirsdag den 10. september klokken 17 var der indbetalt 155.000,- kroner i alt fra støttearrangementet lørdag den 7. september, men Henrik Pilgaard holder konto og Mobile Pay åbent endnu, hvis flere har lyst til at donere et beløb.

Torsdag den 12. september blev det indsamlede beløb opjusteret til 175.000,- indkørte kroner.

Der kan indbetales på reg. og konto nr. 7263 0001151536 – eller Mobile Pay 27242

Annonce – Vi støtter Søften Nyt

  • www.frankhoedt.com

Frækkere end Politiet tillader…40 år senere

andersgodtfrednov 29, 20246 min read
Frækkere end Politiet tillader…40 år senere

Frækkere end politiet tillader med Eddie Murphy havde premiere i USA den 5. december 1984. Det er en ikonisk film, som har fået nogle opfølgere der…

Læserbrev: Bedre fodboldbaner takket være rettidig omhu og stærkt samarbejde

andersgodtfrednov 28, 20242 min read
Morten Bang - Medlem af byrådet i Favrskov Kommune og Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, og repræsenterer nu Danmarksdemokraterne i byrådet - Søften Nyt - Foto: Morten Bang.

I Favrskov Byråd har et enigt byråd stemt for sagen om genopretning af kommunens fodboldbaner, og det glæder mig at se, hvordan visioner fra budget…

103.000 kroner kroner til børneafdeling på Aarhus Universitetshospital

andersgodtfrednov 22, 20247 min read
103.000 til Børn og Unge Afsnit 2 på AUH - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

Henrik Pilgaard og hans mange medhjælpere, der den 7. september indsamlede 206.000,- kroner sammen til et velgørendhedsarrangement hos Hinnerup Bilcenter, har nu delt pengene ud.…

Onsdagens Ord – hvad betyder lokalpolitik og journalistik for dig?

andersgodtfrednov 20, 20244 min read
Anders Godtfred-Rasmussen - Søften Nyt - Onsdagens Ord

Om et år er der valg til byrådet i Favrskov Kommune, og det betyder også, at borgerne i Favrskov så småt vil opleve, at den…

Læserbrev: Jeg vil høre din stemme!

andersgodtfrednov 20, 20241 min read
Læserbrev: Jeg vil høre din stemme!

Den 18. november 2025 skal vi sammen sætte retningen for Favrskov Kommune. Som borgmesterkandidat for Venstre er det vigtigt for mig at lytte til borgerne,…

Undgå at gå helt KOL

andersgodtfrednov 19, 20244 min read
Sara Fredskilde er sygeplejerske i Favrskov Kommune, og står klar til at hjælpe alle interesserede borgere med information om deres lunger til den nationale lungedag den 20. november 2024 Foto: Anders Godtfred-Rasmussen - Søften Nyt.

Onsdag den 20. november er det national lungedag, og derfor holder Favrskov Kommune et lungedagsarrangement i Inside i Hammel fra 14 – 17, hvor alle…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også