Der var flere overraskelser i vente, da Søften Landsbyråd holdt årsmøde i Søften Kultur- og Idrætscenter tirsdag den 21. november. Blandt andet, at Landsbyrådet skifter navn til Lokalforening Vores Søften, og at Natteravnene får et tilskud til deres utrættelige arbejde med unge mennesker i Søften, og så fik tilhørerne også det seneste nyt omkring ombygningen af E45-motorvejen få kilometer fra Søften.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
E45 lyder næsten som et e-nummer, der kunne være et tilsætningsstof i din mad, men det er nummeret på den motorvej, der få kilometer mod øst løber forbi Søften i nord- og sydlig retning. Søften Landsbyråd havde til årsmødet den 21. november inviteret Robin Højen Madsen fra Vejdirektoratet til at informere om udbygningen af Østjyske Motorvej fra Aarhus S til Aarhus N. Vejen kommer til at præge trafikken mod Aarhus i årene frem mod 2027.
Det er et kæmpe puslespil som Vejdirektoratet og de forskellige entreprenører skal lave de kommende år, når der stadig skal være plads til trafik, mens veje og anlæg til motorvejen bliver bygget.
Du kan læse meget mere om projektet via det her link, hvor Vejdirektoratet løbende lægger mere og mere information ud undervejs i projektet.
Der er ikke nogen tvivl om, at det bliver svært for bilister eller cyklister i de kommende år, men Robin fortalte at Vejdirektoratet og entreprenørerne vil gøre, hvad de kan for at få trafikken til at glide bedst muligt.
“Dog bliver fx afkørslen fra nord mod Søften lukket i en kortere periode, hvor de biler så skal finde anden vej til Søften. Samtidigt bliver den sydlige cykelsti på Aarhusvej lukket og flyttet over vejen til den den nordlige, så alle cykler på samme side men i hvert deres spor, indtil det nye anlæg bliver færdig,” siger Robin, der viser planen frem til forsamlingen, hvor Vejdirektoratet regner med at være færdige med anlægget i slutningen af 2026, og med den endelige færdiggørelse midt 2027, hvor slidlag skal lægges på asfalten.
Landsbyrådet skifter navn og bestyrelsesmedlemmer
Efter Robin havde svaret på de sidste spørgsmål omkring motorvejsprojektet, var det tid til at høre fra Søften Landsbyråd, om hvad der er sket det seneste år.
Søren Dal fra Landsbyrådet gennemgik i sin beretning de mange områder, som der arbejdes med i Favrskov Kommunes fjerde største by. Fx at planerne for idrætsanlægget i Søften Syd er kommet tættere på, om helhedsplanen for området ved REMA 1000 og Netto er tættere på at blive færdigt.
Søren nævnte, at den trappe som mange beboere i Søften gerne ser bliver anlagt fra Engen i Søften og op ad bakken til hallerne ved SKIC, stadig ikke er tæt på at blive til noget. På trods af at det for mange specielt ældre borgere i byen kan være svært at komme op ad bakken, når det er vådt. Der arbejdes videre med planerne, så der forhåbentlig kan komme noget nyt omkring det til årsmødet i 2024.
Bestyrelsen foreslog at Søften Landsbyråd ændrer navn til Lokalforening Vores Søften, for at vise, at landsbyrådet ikke er et råd for byen, men mere en forening for hele byen, som samler foreningslivet og samarbejdet med Favrskov Kommune.
Efter at vedtægterne var læst igennem viste det sig, at der ingen problemer var med at få forsamlingen til at stemme for ændringen af navnet. Derfor hedder Søften Landsbyråd nu Lokalforening Vores Søften fremover.
På regnskabssiden kom foreningen ud med et mindre underskud, men fordi der er penge på kontoen, giver det ikke umiddelbart problemer. Medlemmerne af bestyrelsen havde også i årets løb uddelt et tilskud til Natteravnene i Søften, og jeg talte efter mødet med Michael Damkjær Sørensen omkring uddelingen.
Hvorfor vælger I at støtte Natteravnene i Søften?
“Som paraplyforening for byen, synes vi, at det er et værdigt formål at støtte. Jeg er personligt med i begge foreninger, så jeg holdt mig uden for, da bestyrelsen skulle stemme om det, men hele bestyrelsen synes, at Natteravnene gør god gavn i byens aftenliv blandt de unge mennesker. Derfor vil vi gerne støtte det gode formål økonomisk i 2023 og 2024 med i alt 2.000,-,” siger Michael.
Tilbage til mødet, her var det tid til valg af bestyrelsesmedlemmer, og da det mangeårige medlem, Lena Leth Jensen,havde valgt at forlade bestyrelsen, var det tid til at finde et eller flere nye medlemmer. Heldigvis var der en blandt publikum, Lonny Lønsmann Christensen, der rakte hånden op og stillede op til bestyrelsen, og hun blev valgt ind, så bestyrelsen når minimumsantallet på fire medlemmer.
Efter mødet talte jeg med Lonny om, hvorfor hun gerne vil være medlem af bestyrelsen i Lokalforening Vores Søften.
“Jeg har boet i Søften i nogle år, og jeg er glad for at være med til at få ting til at ske, og være med til at arrangere nogle aktiviteter for andre. Det er egentlig derfor, at jeg gerne vil være med i foreningen. Jeg synes også, at det er vigtigt at stille op, når der er brug for hjælp. Jeg er i forvejen frivillig i Søften Revyen, og er glad for at hjælpe, når det er muligt,” siger Lonny.
Da mødet var ovre, og de fire nye medlemmer af bestyrelsen af Lokalforening Vores Søften stod tilbage, spurgte jeg dem om, hvad byen egentlig kan bruge foreningen til.
“Jamen, hvis du har en god idé til noget, som vi skal have ændret, eller noget vi skal have kigget på i byen, så kom endelig og sig det. Så tager vi den op over for kommunen, eller hvem vi skal tale med det om og prøver at løse eventuelle problemer. Kommunen og politikerne er heldigvis nemme at få fat i og tale med, og det er også derfor, at vi flere gange om året har møder med både kommune og politikere. Så vi kan sørge for, at de ting, som vi skal have lavet i Søften, forhåbentligt kommer øverst i bunken,” siger Søren Dal.
Vi støtter Søften Nyt
Se og Læs flere artikler fra Søften Nyt
Onsdagens Ord: Kan du kun få hjælp på hospitalet, hvis du er rask?
Du finder nok ikke en større fortaler for velfærdsstaten end…
Frækkere end Politiet tillader…40 år senere
Frækkere end politiet tillader med Eddie Murphy havde premiere i USA…
Læserbrev: Bedre fodboldbaner takket være rettidig omhu og stærkt samarbejde
I Favrskov Byråd har et enigt byråd stemt for sagen…
103.000 kroner kroner til børneafdeling på Aarhus Universitetshospital
Henrik Pilgaard og hans mange medhjælpere, der den 7. september…
Onsdagens Ord – hvad betyder lokalpolitik og journalistik for dig?
Om et år er der valg til byrådet i Favrskov…
Læserbrev: Jeg vil høre din stemme!
Den 18. november 2025 skal vi sammen sætte retningen for…