Annoncer

28 gymnastikhold, 500 gymnaster og instruktører og måske dobbelt så mange tilskuere var tilstede i Søften Kultur- og Idrætscenter over seks timer lørdag den 25. Marts 2023, da Hinnerup Gymnastik Samvirke holdt deres årlige gymnastikopvisning.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Søften Kultur- og Idrætscenter, eller i daglig tale, SKIC, er et rigtigt populært sted, at holde store arrangementer. Så populært, at trafikken går helt i stå og det er svært at finde en parkeringsplads ved hallerne, når de store arrangementer løber af stablen.

Lørdag den 25. Marts var igen en af disse dage, hvor der allerede fra klokken 9:30 var tryk på at finde en plads ude og inde i hallerne. For Hinnerup Gymnastik Samvirke, HGS, havde inviteret til den årlige forårsopvisning, hvor mere end 500 gymnaster og instruktører over seks timer skulle vise, hvad de havde lært hen over vinteren.

Som altid startede opvisningen med fælles indmarch, hvor alle hold var i gang og efterfølgende holdt formanden for HGS, Rikke Meineche, en tale, hvor hun takkede de mange frivillige instruktører og hjælpere, som er nødvendige for at kunne afholde et arrangement som opvisningen, men også at holde klubben kørende til daglig. Tre af de mange instruktører blev også fejret med blomster, for deres henholdvis 26, 30 og 40-årige virke i klubben.

Derfor tog Søften Nyt også fat i 30-års jubilaren, Tage Alf Jensen, til en snak om, hvorfor han har været frivillig i så mange år i HGS:

“Det er en lang historie, men hvis jeg skal gøre den kort, så er det fordi at gymnastik har været på dagsordenen i alle årene i vores familie. Jeg er slet ikke gymnast, men da mine egne drenge skulle i gang med at spille fodbold og håndbold, som jeg altid har gjort, så nægtede de. Min kone var gymnast i sine unge dage, og var allerede dengang instruktør og frivillig på et mor/far/barn hold, og det fik jeg så lov til at være hjælper på, og vores drenge kom i gang med gymnastikken dengang, og det har holdt ved siden,” forklarer Alf.

Tage Alf Jensen har været instruktør i 30 år - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Alf Tage Jensen har 30-års jubilæum i Hinnerup Gymnastik Samvirke, og kom fra begyndelsen med ved et tilfælde, fordi fruen derhjemme allerede var instruktør. Alf har droslet sine aktiviteter i foreningen ned, men er stadig instruktør for et stort drengehold en gang om ugen.
Foto. Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Hvordan har det været at være frivillig i den samme forening i 30 år?

“Jeg er lidt forundret over, at jeg har været med så længe, men jeg kan se en af mine drenge være på gulvet i dag med mit barnebarn, så tiden er gået på den ene eller anden måde. Det har været en stor fornøjelse at være med som hjælper, som bestyrelsesmedlem og formand, og nu igen som almindelig instruktør. Jeg har ikke lyst til at slippe det, da det giver mig så meget glæde i hverdagen. Førhen havde jeg flere hold i løbet af ugen, men nu er det kun et, hvor jeg heldigvis har 10 unge hjælpere. Hvis de ikke var med, så var det ikke muligt at have et hold på 40 drenge hver uge,” siger Alf, inden han igen skal koncentrere sig om, hvad der sker på gulvet til opvisningen.

Frivillige er der mange af

Midt i hallen er der en hel del børn i gang med at vise, hvad de har lært, og mellem dem er der 10 unge piger, der hjælper med at holde børnene i gang, og vise tilskuerne, hvad de har lært. For som Alf sagde, så er det nødvendigt med rigtigt mange frivillige, når så mange hold skal vise, hvor dygtige de er blevet.

Det taler jeg også med næstformanden for HGS, Annelise Schultz Krogshave, om, som selv har været med i bestyrelsen i otte år og som frivillig endnu længere:

“I HGS er vi mere end 1000 medlemmer fordelt på 40 hold, og 200 af dem er fordelt på mor/far/barn holdene, som vi har i de haller og gymnastiksale, som vi får haltimer til her i Søften, Hinnerup og Korsholm. Det største problem er at få voksne instruktører nok, så vi har også kun hold, hvor vi er sikre på at have instruktører til, ellers bliver de ikke oprettet,” siger Annelise.

Annelise Schultz Krogshave er næstformand i HGS - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Annelise Schultz Krogshave finder hver dag glæde i at være frivillig i Hinnerup Gymnastik Samvirke, og bruger meget tid på hvert år, at være med til at finde ny instruktører på den mange hold, som gymnastikforeningen tilbyder i de mange haller og gymnastiksale, der findes i den gamle Hinnerup Kommune.
Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Hvorfor er du frivillig i HGS?

“Fordi jeg elsker gymnastik, og samtidigt at kunne være fælles om noget sammen med andre mennesker. Her i HGS går vi virkelig op i breddeidrætten, og det tiltaler mig rigtigt meget. Her er det ikke de bedste, der bliver satset på. Vi er en gymnastikforening, hvor alle kan være med, på det niveau de nu har, de skal bare være glade for at komme ud og røre sig,” siger Annelise.

Hvordan får I nye frivillige?

“Vi kigger ofte på de gymnaster, der har en vis alder, og som vi har i forvejen, og så tager vi en snak med dem, så vi får en fødekæde af nye instruktører i gang. Du kan fx se Anja, som er på gulvet lige nu, hun er 14 år gammel og er både instruktør og gymnast på et andet hold. Hun er en af dem, som Rikke holdt tale om til indmarchen. At det med at være frivillig, det er noget, der skal læres fra barnsben af, så det bliver en del af ens DNA. At forældrene opfordrer deres børn til at hjælpe til, og måske tage en instruktør tjans i stedet for et job. Det kan godt være, at det ikke giver en indtægt, men der er andre værdier i spil, når du er frivillig,” siger Annelise.

Anja Worm HGS - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Anja Worm er 14 år og har i flere år været frivillig hjælper og instruktør i Hinnerup Gymnastik Samvirke, og hun er glad for at kunne hjælpe foreningen, men får også selv meget ud af at være frivillig, og selv gå til gymnastik. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Nogle minutter senere er Anja og det hold, som hun er instruktør på færdige, og da hun er i gang med en velfortjent pause, inden hun selv skal på gulvet igen, så spørger jeg hende om, hvorfor hun bruger sin fritid på, at hjælpe andre børn med at blive bedre til gymnastik:

“Jeg elsker at være instruktør, det er så fedt, og jeg er så glad for at hjælpe til. Jeg er instruktør på to hold og går selv på et tredje, så der går en del tid med det. Det giver mig bare også meget, at være frivillig, og så får jeg også erfaring med børn, og kan vise dem, hvorfor det er vigtigt at være frivillig,” siger Anja.

Annelise står ved siden af og nikker til ordene, så hun får dagens sidste spørgsmål:

Hvad tænker du om gymnastikopvisningen i dag?

“Det er kulminationen på en hel sæson. Der er flere deltagere og instruktører, der er kommet til mig og sagt, at de ikke rigtigt har kunnet sove i nat, fordi de har været så spændte. Jeg tænker selvfølgelig også meget på, om det hele nu klapper, som det skal. Vi er heldigvis rigtigt mange frivillige, som hjælper hinanden, så det hele går som det skal. Vi er mange om det, og jeg har bare min lille rolle i det store puslespil, men vi er der for hinanden, her i HGS, både til daglig, men også når vi holder opvisning som i dag,” siger Annelise.

SKIC fra oven - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Selv efter de fleste hold var færdige med deres opvisning i Søften Kultur og Idtætscenter, holdt der mange biler omkring hallerne, Præstemarkskolen og tilkørsvejene, og heldigvis foregik trafikken i god ro og orden, men som det kan ses på billedet, så mangler der virkeligt parkeringspladser i Søften, når der er store arrangementer i hallerne. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også