Annoncer

I Hadsten bio viser de ikke kun de store film, som alle har hørt om, her vises også smalle film, som er svære at finde andre steder, samt film, der har mange år på bagen. Den næste i rækken som Tommy Prang Vonsyld sætter op er ´Escape from New York`, som bliver vist den 14. april 2023.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Hadsten Bio er en biograf, jeg har været rigtigt mange gange i, og selv en onsdag eftermiddag, hvor det kun er Tommy Prang Vonsyld og jeg, der er der, så giver det gode minder om stedet og om film, selv når der ingen aktivitet er i lokalerne.

Jeg har bedt Tommy om et interview i anledning af, at han den 14. april sætter en 42 år gammel film op i Hadsten Bio. Det er ´Escape From New York` med Kurt Russel, en politisk scifi-thriller. Anledningen er, at der er SciFiCon i Randers(Science Fiction messe, red.) den 15. og 16. april, og messen skulle sættes i gang med en Science Fiction film.

Hvorfor blev det ´Escape from New York`?

“Jeg ville gerne sætte en fed science fiction film op, og det skulle ikke være de gængse som `Rumrejsen 2001` eller Robocop, så jeg fandt frem til ´Escape from New York`, hvor også James Cameron stod for special effects, inden han selv blev en kendt instruktør. Filmen handler, kort fortalt, om at hovedkarakteren, spillet af Kurt Russel, skal redde den amerikanske præsident ud fra Manhattan. Filmen foregår i 1997, og på det tidspunkt er hele Manhatten omdannet til et stort maximum security fængsel, og så går den vilde jagt, som du må se resten af den 14. april. Forinden holder filminstruktøren Peder Pedersen et oplæg om filmen,” siger Tommy.

Hvad betyder film for dig?

“Som barn drømte jeg selv om at være filmskuespiller og lave film, mens jeg rendte rundt og spillede fodbold og gik i biografen i Randers. Jeg var utroligt meget optaget af uhyggelige film. Jeg så rigtigt mange film, og jeg kan huske dem alle, og hvem jeg så dem med. Så da jeg kom tilbage fra København efter at have arbejdet med film i 20 år, så skulle jeg også lave noget med film i min fritid,” siger Tommy.

Han kontaktede Hadsten Bio, da han så, at de manglede frivillige, og spurgte dem om, hvad de kunne bruge ham til.

“De ville gerne, at jeg skulle være med til at lave biografens ´smalle film` koncept. ´Smalle film` i Hadsten Bio er et koncept, hvor biografen ønsker at vise store prisvindende film, som har smal distribution herhjemme – og i verden generelt. Film der typisk kun finder vej til de forskellige kunstbiografer. Smalle film er et koncept, der stadig kører i Hadsten Bio den første mandag i hver måned. Det var jeg med til at sætte gang i, og samtidigt har jeg en god evne til at finde folk til at holde oplæg. Det var jeg med til indtil slutningen af 2017, siden da har jeg fået lov til at sætte anderledes film op i biografen, og indtil videre er det blevet til 27 forskellige film,” forklarer Tommy.

Tommy og Escape from New York - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Tommy Prang Vonsyld har allerede flere film i tankerne, han gerne vil sætte op i biografen, og han fortalte også til interviewet, at han er blevet ringet op af to filminstruktører, der gerne vil høre om Tommy ikke kan rykke Hadsten Bio til København, for de mener, at de mangler de arrangementer, som Tommy laver, i København. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Hvilke film har du sat op?

“Dødens Gab var den første, og hvor jeg fik Jacob Krogsøe til at holde oplæg om filmen tilbage i 2015, i 2021 var det Gladiator, hvor Jacob Krogsøe havde en samtale med Sven Ole Thorsen inden filmen. Sidste år lavede jeg et Elvis event, og senere på sommeren sætter jeg en fodbold film op ´Escape to Victory`, med blandt andet Sylvester Stallone og Michael Caine, og hvor den danske fodboldspiller Søren Lindsted, der medvirkede i filmen, kommer og holder oplæg. Sidste år til SciFiCon satte jeg ´Flash Gordon` op, hvilket også var en stor succes,” siger Tommy.

Fodboldfilm til sommer

Han fortæller, at Elvis eventet var egentlig for at få sin mor med i biografen, og til fodboldarrangementet til sommer er det hans far, han havde i tankerne.

“Min far, Helge Vonsyld var en del af det legendariske Randers Freja hold, der blev Landspokalmestre i slutningen af 1960´erne, og han nåede også landsholdet. Derfor kunne det være interessant at sætte en fodboldfilm op i Hadsten Bio, så han og hans kammerater og alle andre interesserede kan komme og se den. Der skulle også være et oplæg, og det det lykkedes af få Søren Lindsted til at gøre det, selvom han var svær at finde. Han er med i filmen, og vil fortælle om det og om hans egen karriere,” siger Tommy.

Escape to Victory i Hadsten Bio - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Fodboldfilmen “Escape to Victory” vises fredag den 9. juni, og der er stadig flere billetter tilbage at få.
Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Hvorfor er du frivillig i Hadsten Bio?

“Det er jeg i bund og grund, fordi jeg elsker film og hele universet omkring det, og så er det også ren egoisme. Jeg vil gerne have andre med, og få dem til at sige, ´hvor er det fedt, lad mig se mere`. Der er et stort fællesskab omkring film, som jeg godt kan lide. Jeg har også selv være med i spillefilm, kortfilm, musikvideoer og reklamefilm, så jeg har også stået på den anden side af kameraet, og være med til at lave det. Nu er jeg med til at arrangere film i stedet for,” siger Tommy.

Hvilke film har du været med i?

“Ahaha, det kan du selv slå op på nettet, men jeg håber igen at være med til at lave en horrorfim i Randers sammen med Peder Pedersen, men det ligger ude i fremtiden, lige nu synes jeg bare at du skal tage i biografen den 14. april klokken 18:30 og se ´Escape from New York,” siger Tommy Prang Vonsyld.

Tommy og koppen - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Tommy Prang Vonsyld har fået lavet tyve kaffekopper til filmen, hvor koppen er helt sort, når der ikke er noget i, men når den bliver fyldt op af en varm drik, så kommer titlen på filmen frem. Koppen kan købes til filmvisningen, hvis der er flere tilbage.
Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også