Annoncer

Ole Akhøj og Stig Preuss var begge fotograf lærlinge for mere end 50 år siden, og nu udstiller de sammen deres værker i Uhresalen i Hinnerup. Udstillingen er åben frem til den 8. oktober 2022, og her kan du læse om, hvorfor de udstiller og om en lokal ildsjæl, der har hjulpet med at få billederne til at hænge rigtigt.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Den 18. august var der fernisering i Uhresalen i Hinnerup Bibliotek og 6Kulturhus, og denne gang er det en udstilling fra to fotografer, der hver især arbejder med meget forskellige motiver, som alligevel supplerer hinanden godt. 

Jeg var forbi et par dage før til ophængningen af billederne, og for at tale med den lokale fotograf fra Hinnerup, Stig Preuss, og hans gamle ven, Ole Akhøj, som han var i lære med i starten af 1970’erne, og som i dag bor i København. 

Udstillingen hedder ‘Lærlinge`, og titlen henviser til, at de begge var i lære som fotografer det samme sted i starten af 70’erne. 

Stig og Ole i en pause i ophængningen - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Stig Preuss og Ole Akhøj er gamle venner fra dengang i begyndelsen af 1970´erne, nu udstiller de endelig sammen, og billederne kan ses frem til den 8. oktober i Uhresalen i Hinnerup Bibliotek og Kulturhus. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

Igennem deres lange karriere har de begge bevæget sig i forskellige retninger. Ole har fotograferet arkitektur og kunsthåndværk igennem mange år, og han har, blandt andet, udgivet en bog om Christiansfeld (Christiansfeld – En by fuld af betydning, red.). 

De billeder, han har med på udstillingen i Uhresalen i Hinnerup Bibliotek og Kulturhus er fra Møns Klint, hvor han med sin sort/hvide teknik viser stofligheden i klinterne (forklaring følger, red.) Ole er fra Møn og han har derfor en nær tilknytning til øen.

Stig fortæller en anekdote - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Stig Preuss fortæller Ole Akhøj en anekdote fra da Stig mødte maden på billedet. Hvert enkelt billede, som Stig Preuss har taget med på udstillingen har sin helt egen historie, som også er muligt at læse på udstillingen. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Admiralsgade og Mausolus

Stig Preuss har valgt billeder fra Admiralsgade i Bodrum i Tyrkiet, hvor han i de sidste mange år har ferieret i januar måned, og igennem årene har fået et tilhørsforhold til gaden og de mange handlende, og derfor har taget billeder af de mange mennesker, som bor og lever i gaden.

Stig, hvad er der så specielt ved Admiralsgade i Bodrum?

“Gaden og byen er mindst 2230 år gammel, og området er opkaldt efter Mausolus, som fik bygget et mausoleum, og derved er det opkaldt efter ham. Ruinerne af mausoleummet ligger i gaden, og derved har det en lang historie bag sig,” forklarer Stig.

Hvorfor har du så taget billeder af området?

“Selvom jeg er pensionist i dag, så er jeg stadig fotograf. Når jeg er der, og går rundt i området, handler jeg ved de lokale forretninger. Jeg køber frugt ved grønthandleren, bliver barberet, får repareret mit tøj og køber ind hos den lokale købmand. De har alle en historie, og den har jeg prøvet at vise med mine billeder og den lille tekst, som følger mine billeder,” forklarer Stig.

Stig viser mig rundt i salen, hvor de fleste fotografier stadig står på gulvet, og venter på at blive hængt på væggen, og imens fortæller han mig om de personer, som kan ses på billederne. Historien får du ikke her, den kan du selv læse, hvis du besøger i Uhresalen i Hinnerup.

Ikke Michael Aastrup Jensen - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Nej, Michael Aastrup Jensen fra Venstre er ikke flyttet til Bodrum i Tyrkiet og er blevet barber, det er Stig Preuss´ egen barber, når han ferierer i Bodrum, og som han også fortæller en lille historie om på udstillingen i Uhresalen. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Møns Klint

Jeg tager derefter fat i Ole, som står og kigger på om hans fotografier af Møns Klint hænger lige på væggen, og jeg spørger ham om, hvad det er han vil vise med de sort/hvide fotografier fra den kendte klint.

Ole fortæller om udstillingen - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Ole Akhøj fortæller om sine billeder til deltagerne i Ferniseringen, og at det egentlig var Stig, der sørgede for at Ole lærte noget, da de var lærlinge i starten af 1970´erne. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

“Jeg kommer selv ofte til Møns Klint, og med mine fotografier vil jeg prøve at vise stofligheden og de mange grå toner i det hvide kridt på klinten,” siger Ole.

Hvad mener du med at vise stofligheden?

“Når du kigger på klinten, så er det ikke bare en hel hvid jævn flade. Prøv at sammenligne det med et stykke bart papir, der er ikke noget at se. Når der kommer gråzoner, revner, sprækker og småsten, så bliver overfladen mere taktil. Du kan næsten mærke det, når du kigger på det. Så får kridtet den der specielle stoflighed, ligesom gips kan få, når det bliver patineret,” siger Ole.

Jeg siger tak for i dag til dem begge, og aftaler at jeg kommer tilbage igen til ferniseringen et par dage senere.

Stoflighed - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Ole Akhøjs billeder på udstillingen er alle lavet i Sort/Hvid, og hvis du går tæt på, så er det virkeligt muligt, at se de mange former, kanter og lys, som Møns Klint giver den besøgende. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Niels Jørgen Mortensen

Til ferniseringen den 18. august i Uhresalen er der mødt 25 mennesker frem til at se udstillingen, og høre de historier, som Stig og Ole har fortalt mig et par dage tidligere.

Alle fotografer hænger skarpt og lige på væggene, og både Birgit Stensgaard fra biblioteket, Stig og Ole har budt velkommen til udstillingen, går de mange mennesker rundt og kigger på fotografierne, læser Stigs tekster, nyder et glas vin eller vand og fornemmer, hvad det er som de to fotografer og kunstnere vil vise med deres billeder.

I det ene hjørne står Niels Jørgen Mortensen fra Søften. Han er en del af udstillingen, uden at de tilstedeværende egentlig ved det. For ham hjalp Stig og Ole med at hænge billederne op nogle dage forinden, så alt kunne være klar til ferniseringen.

Både Stig og Ole har i deres velkomst sagt en stor tak til Niels Jørgen, og han er selv glad for at være tilbage og nu have tid til at kigge på de mange billeder, og have tid til at læse teksterne på væggen.

“Det er lidt sjovt at kigge på det færdige resultat i dag. Nu hvor det hele hænger som det skal, så får jeg selv rigtigt meget ud af, at gå rundt og kigge på fotografierne og læse teksterne om de mange handlende i Tyrkiet. Jeg er frivillig her på biblioteket og går til hånde, når de har brug for hjælp til udstillinger og andet, der foregår her i Uhresalen,” siger Niels Jørgen, mens vi går rundt sammen og kigger på udstillingen.

Niels Jørgen Mortensen - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Niels Jørgen Mogensen er glad for at kunne hjælpe kunstnerne med deres værker. Han når ikke at se nogen af dem, mens de hænger op, så derfor er han med til Ferniseringen, så han har tid til at se kunstværkerne fra Stig Preuss og Ole Akhøj. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

Og udstillingen, den hænger i Uhresalen på Hinnerup Bibliotek og Kulturhus frem til den 8. oktober, så hvis du missede ferniseringen, så er der god mulighed for at komme og nyde de mange billeder frem til den anden lørdag i oktober. Du kan også købe billederne, hvis du synes du mangler et af dem til samlingen, så tag en tur på biblioteket i Hinnerup og nyd de mange fotografier på væggene.

Du kan også se en video herunder fra før og efter ferniseringen:

Video: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også