Kan du huske, dengang der ikke lå en tømmerhandel i erhvervskvarteret i Søften? Det er mere end 30 år siden, for den 24. marts 2023 har Tina og Allan Madsen fra XL Byg 30 års jubilæum på adressen Omega 1 i Søften, og det har Søften Nyt mødt dem til en snak omkring.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Mange af os har ikke haft det samme job i 30 år, kan du så forestille dig, hvordan det må være at arbejde sammen med dine kone eller mand i snart 30 år, dag ud og dag ind? Det har Tina og Allan gjort, når XL byg i Søften fejrer 30 års jubilæum fredag den 24. marts 2023.
“Eller næsten 30 år, for Allan og jeg fandt først hinanden i 1995, men det er rigtigt, at det den 24. marts er 30 år siden, at min far, Erik Rasmussen, åbnede dørene til forretningen her,” siger Tina Madsen, da Søften Nyt nogle dage inden jubilæet er forbi for at høre lidt om, hvordan det er lykkedes dem at holde sammen på ægteskab og forretning i så mange år.
“For os to har det været en livsstil,” siger Tina, mens hun prøver at finde øjenkontakt med Allan.
Han er i gang med at kigge på en skærm. Lige udenfor er der en større lastbil, der skal læsse varer af, og det skal han lige holde øje med. Han har dog ikke helt glemt samtalen og tager over for Tina:
“Det er stadig en livsstil, for vi er sammen i de fleste af døgnets timer, men det har aldrig været et problem her i forretningen eller derhjemme,” siger Allan inden Tina tager over:
“Vi har lige haft sølvbryllup, og her nævnte vores børn i talen, at de aldrig har følt sig forsømt. Selvfølgelig er der meget, som går op i arbejde, og to af dem har også selv lagt mange timer her, men vi har prioriteret at holde mange ferier sammen med vores børn, og være der så meget for dem, som det har været muligt. Allan og jeg arbejder bare også virkeligt godt sammen her og derhjemme,” siger Tina.
En trælast i Søften
Inden Erik Rasmussen åbnede for Byg og Mal, som forretningen dengang hed, havde han og familien en mindre forretning i Hinnerup, der handlede med maling og værktøj. Den lå i de lokaler, hvor tøjforretningen Claus Hvass i dag har til huse.
“Tapethuset, hed forretningen dengang. Min far fik den faktisk udvidet kort tid inden, at vi byggede de her lokaler, men det var ikke nok. Han mente dengang, at for at kunne overleve, så var forretningen nødt til at blive større, og det er ikke helt dårligt set dengang. Da der samtidigt skulle laves et stort erhvervsområde her i Søften, så blev min far den første til at købe en grund og få lov til at bygge,” siger Tina.
Hun forklarer, at hendes far også fik ændret lokalplanen for lige netop den grund, som XL ligger på i dag:
“Lokalplanen siger, at der ikke må være almindelige forretninger på de yderste grunde ud mod Aarhusvej, men ifølge, hvad min far har fortalt, så gik han til borgmesteren, og fik ham og kommunen overtalt til at ændre lokalplanen for lige netop denne grund,” siger Tina smilende.
Gode i et svært marked
Byggemarkedsbranchen er og har været udsat for megen konkurrence i de 30 år, og internettet har ikke gjort det nemmere for forretningerne, men XL Byg i Søften lever stadig i bedste velgående med seks ansatte og to ungarbejdere.
Tina og Allan, hvad det I kan her i Søften, sammen med jeres medarbejdere, siden kunderne bliver ved med at komme igen og igen?
“Vi forsøger hele tiden at tilpasse os til, hvad kunderne gerne vil have, og så har det også en stor betydning, at vi er med i kæde. Før hed det Råd og Dåd, nu er det XL Byg. Det er en frivillig kæde, hvor vi får en god hjælp fra kædekontoret, og så er de skarpe til at fange tendenserne på markedet, hvor vi er gode til at yde service her i forretningen,” siger Allan.
For service er et meget vigtigt parameter, som både Allan og Tina understreger flere gange:
“Vi er gode til service, og til at få en god snak med vores kunder. Det er også vigtigt, at vi har faguddannet personale, der gør deres ypperste for at hjælpe kunderne. Alle kunder går med en mobiltelefon i lommen, og spørger til rigtigt meget, men vi prøver at være på forkant. Vi leverer en service her, hvor du kan komme og spørge om det meste inden for vores område. Det finder du ikke på nettet,” siger Tina.
Tina og jeg er gået op i forretningen, fordi Allan skulle hjælpe nogle kunder med noget cement, og så skulle lastbilchaufføren også lige have hjælp med at få det sidste ud af lastbilen. Her arbejder cheferne også på gulvet, og Tina er på vej ud og hente en pakke på lageret til en kunde, da telefonen ringer og en af de ansatte, Sten Olsen, tager over i stedet for.
Da Sten er færdig med at ekspedere, spørger jeg ham om det at arbejde i XL Byg i Søften?
“Jeg elsker det, jeg har ikke været her så længe, men jeg har kendt forretningen siden den åbnende. Jeg boede indtil for nyligt på Merkurvej i Søften, så jeg er kommet her selv i alle årene, og i den tid, jeg har arbejdet her, så har jeg ikke fortrudt, at jeg skiftede fra mit gamle fag og til at stå i butik,” siger Sten.
Hvad er det, der gør det godt ved at arbejde her?
“Kontakten med kunderne, hjælpe dem med at vælge det rigtige værktøj, den rigtige grill og med at tone malingen i den helt rigtige nuance. Jeg ved da fra mig selv, at vi kan finde rigtigt meget på nettet, men da jeg kom her som kunde, da var det også for at få en service, som jeg ikke år ret mange andre steder, og den prøver jeg selv at give videre til kunderne hver eneste dag,” siger Sten, inden jeg spørger Tina om, hvad der så skal ske på jubilæumsdagen?
“For 30 år siden, der havde vi Kresten Poulsgaard til at servere pølser den dag vi åbnede, det kan vi ikke rigtigt på fredag, men i stedet kommer den lokale kok René Adler og serverer pizza fra en Morsø Forno Spin, der faktisk endnu ikke er kommet i handlen endnu. Der er selvfølgelig også en øl eller en sodavand, hvis nogen skulle have lyst til det fredag eftermiddag,” siger Tina med et smil.
[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]
Ja en del vand er løbet i havet siden du arbejdede for mig i Kølvrå Allan, kunne godt kende dig, sjovt at du er rndt netop i Søften hvor jeg voksede op. Kh. Jette
Ja, det er livets tilfældigheder, godt at høre fra dig. Kig ind, hvis du kommer til Søften.