Boganmeldelse:  Rynker kan også være smukke

Elisabeth Bjerrum Madsen har skrevet en bog om at vokse op på to forskellige plejehjem, hvor far var bestyrer og mor også arbejdede, og hvor livet var meget anderledes end hos hendes jævnaldrende. En opvækst, som også har gjort, at hun selv i dag arbejder på et plejehjem, hvor hun selv føler sig hjemme.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Prøv at tænke på, hvor du voksede op? Var det i et parcelhus? På en gård? I en lejlighed eller et helt fjerde sted. Der hvor du voksede op, var der højst sandsynligt nogle få rum, som du kunne boltre dig i og hvor du kunne lege med dine søskende, hvis du har sådan nogle.

Elisabeth Bjerrum Madsen voksede også op i et hjem, men det var et lidt større et af slagsen, som du og jeg kender, nemlig et plejehjem. Faktisk prøvede hun at bo på to forskellige alderdoms- og plejehjem, mens hun var barn. Fordi hendes far først var bestyrer på et alderdomshjem i Rønde og fra Elisabeth var seks år gammel, på et plejehjem i Sdr. Bjert ved Kolding.

Opvæksten har Elisabeth skrevet en bog om. Den hedder Egebotøsen (plejehjemmet i Sdr. Bjert hed ´Egebo`), og hun kommer rigtigt godt rundt om historien omkring de tidligere alderdomshjem, plejehjem og nu plejecentre.

Både med fortællingen omkring hendes barndom i Rønde og Sdr. Bjert, men også hendes voksne liv som ansat som demens koordinator på Hinneruplund Plejecenter i Hinnerup, Favrskov Kommune.

Det er ikke kun historien om hjemmene, det er lige så meget de mennesker, der boede på hjemmene dengang og i dag. Hvordan udviklingen har været i, at beboerne dengang ikke fejlede ret meget, når de kom på plejehjem, men til gengæld døde tidligere. Hvor behandlingsmulighederne for mennesker i dag er meget højere, og derfor lever vi længere, men vi fejler også mere, når vi kommer på et plejecenter.

Der er en rigtig fin veksling mellem erindringer og historie i den 114 sider lange bog, som ikke rigtigt er til at slippe igen, når du først begynder på den.

Ikke at bogen er fyldt med sprogblomster og finurligheder, men de mange historier fra opvæksten, hvor Elisabeth skriver om de mange mennesker, hun kom til at kende hver eneste dag, når hun kom hjem fra skole. De mange medarbejdere, der hver dag passede på og plejede de ældre mennesker på plejehjemmet, gør, at jeg gerne vil læse mere.

Alle de professionelle aktører, som præst, læge, frisør med ondulationsvæsker (og hvorfor ældre kvinders hår fik et skær af lilla). De mange samtaler, julemiddage, besøg og landevejsriddere, som Elisabeths forældre inviterede indenfor, og hvorfor rynker også kan være smukke, det gør bogen meget læseværdig.

Historierne om beboerne giver også et stort indblik i de mennesker og skæbner, der bor og opholder sig på et plejehjem. At det er et hjem for mennesker og at der ligger rigtigt mange historier på plejehjem, som ikke bliver fortalt til ret mange andre end beboernes nærmeste.

Elisabeth bruger hele tiden sig selv, både i erindringerne og de mange narrestreger hun formåede at lave som barn, men også når hun tager læseren med ind i sit arbejde i dag, og forklarer forskellene på dengang og i dag.

At der var mere tid, flere ansatte og mindre registrering dengang. Hvor det i dag skal gå meget hurtigere, men at hun samtidigt har en meget stor kærlighed til de beboere, som hun selv plejer hver dag. En kærlighed hun også har opnået, ved at hun boede så tæt sammen med ældre mennesker som barn, en kærlighed der gør, at hun føler sig hjemme, når hun er på arbejde.