Annoncer

I mere end to år havde Thomas Bak fra Søften GFs fodboldafdeling drømt om at kunne arrangere et banko arrangement i hallen i Søften Kultur og idrætscenter. Den 21. maj 2022 lykkedes det, og det var en stor succes for både fodboldafdelingen og de 400 deltagere.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Allerede klokken 13:00 lørdag den 21. maj 2022 var de første deltagere til det store bankoarrangement, som Søften GFs fodboldafdeling nu endelig efter tre års tilløb kunne åbne for. Selve bankodelen skulle først i gang klokken 16:00, men forinden var der arrangeret forskellige aktiviteter, så ventetiden ikke skulle føles så lang.

Klovnen Karla kiggede forbi med ballondyr til de mindste og til alle barnlige sjæle, og så kunne der fiskes præmier fra fiskedammen. Der var også arrangeret amerikansk lotteri i den ene ende af hallen, hvor køen ret hurtigt blev lang. Da mange gerne vil vine en af de mange fine præmier, som fodboldafdelingen havde samlet ind fra klubben sponsorer.

Her mødte Søften Nyt også Tine Jessen og Bettina Gørlev Petersen, som havde taget deres børn med i hallen i dag, og også var kommet tidligt, for at kunne være sikker på en god plads.

Tine og Bettina, hvor er I her i dag?

“Vi er her for at hjælpe med at støtte op om det nye idrætsanlæg, som forhåbentlig kommer snart. Det er også vigtigt for os, at støtte op om alle de lokale tiltage i byen, som styrker fællesskabet i byen,” siger Tine, inden Bettina tager over.

“Det er så hyggeligt, at være med her i dag, og at arrangementet er lavet for at støtte op om et rigtigt godt formål, det gør det hele endnu bedre,” siger Bettina, inden det er deres tur til at købe lodder i det amerikanske lotteri.

Tine og Bettina bakker op - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Tine Jessen og Bettina Gørlev Petersen havde glædet sig til at spille banko sammen med 400 andre, og børnene glædede sig lige så meget til en hyggelig eftermiddag i Søften Kultur og Idrætscenter. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Vi gør det igen næste år

Jeg kigger lidt efter arrangøren bag arrangementet. Det er egentlig hele fodboldafdelingen, der står bag, men tovholdere har været Thomas Bak, der både er bestyrelsesmedlem i fodboldafdelingen, og en stor ildsjæl i det frivillige arbejde i klubben. Han har stået for at arrangere bankoarrangementet, og han er lidt svær at få i tale, ikke fordi han ikke vil, men han skal lige have de sidste detaljer på plads, inden bankospillet starter.

Hvad har du af forventninger til i dag, Thomas?

“Jeg forventer op mod 400 glade mennesker i hallen, som egentlig kommer for at hygge sig og have det mega sjovt. De kommer forhåbentligt ikke kun på grund af banko, men også for at være sammen med andre og hygge sig i fællesskabet her i dag,” siger Thomas.

Hvordan har optakten til arrangementet været?

“Det har været virkeligt hårdt, men også rigtigt dejligt. Jeg har nok ikke været så god til at dele opgaver ud til andre, men det må jeg lære af til næste år. For jeg tror, at vi holder bankospil i hallen igen, for jeg kan mærke, at der allerede er en god stemning omkring det. Jeg har næsten ikke kunnet passe mit eget arbejde de seneste fire uger, for at løse opgaven her. Det har været hårdt, men det er ikke så vigtigt, når jeg kan mærke på stemningen og på deltagerne, at det kommer til at blive godt i dag,” siger han smilende.

Hvem har du fået til at råbe numrene op i dag?

“Det gør vores lokale drenge fra Rema 1000, Christian og Anders. De er også en stor del af vores by, og som vi bruger og handler ved. De kommer og råber op, og vi er rigtigt glade for, at de også vil hjælpe os i dag,” siger Thomas, inden han går videre for at løse de sidste detaljer, inden bankospillet skal i gang.

Thomas "Banko" Bak - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Banko arrangementet blev holdt for at samle penge ind til det nye idrætsanlæg, som alle borgere i og uden for Søften for glæde, når kommunen på et tidspunkt forhåbentlig for lov til at overtage jorden til anlægget. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

I stedet for kommer jeg i snak med Mette Sterup fra Natteravnene i Søften. Hun stiller op og hjælper i dag, fordi Natteravnene skal dele bankopræmierne ud, så hun har taget sin mand, Keld, og en kollega, Annika, med fra Natteravnene.,

Mette, hvorfor er I med i dag?

“Det er vi, fordi vi også gerne hjælper til når Søften GF holder aktiviteter for fællesskabet i byen, og så vil vi også gerne reklamere lidt for os selv. Vi vil så gerne være nogle flere Natteravne til at gå rundt i byen og skabe tryghed. Så vi er flere, der får få ture, i stedet for i dag at være få, der går mange ture. Vi er 12 aktive i dag, men vil gerne være 30, så det kun er nødvendigt at gå to ture om året per person, og så vi får dækket alle weekender, helligdage, sommerferie og andre tidspunkter. Men først og fremmest er vi her fordi det er et sjovt event, som bakker op om hele byen, og så vil vi gerne støtte Søften GF, som gør så meget for idrætslivet i vores by,” siger Mette Sterup.

Mette, Annika og Keld - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Tre glade Natteravne fra Søften, der hjalp til med præmieoverraskelser til bankoarrangementet, og så håbede Mette, Annika og Keld, at nye medlemmer til Natteravnene ville melde sig til dagens arrangement. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Rema drengene

Klokken nærmer sig 15:30, og Christian Møller Henriksen og Anders O. Riis fra Rema 1000 i Søften kommer ind i hallen, og de får ikke lov til at gå mange meter, før de første mange mennesker gerne vil sige hej og have en lille snak, ganske som de er vant til fra butikken i Søften.

Jeg følger dem hen til deres plads, og spørger dem om hvorfor de har sagt ja til at være opråbere til bankospillet?

“Vi elsker at støtte lokalt, og til et sådant arrangement som det her, det ville vi gerne være en del af, så da Thomas kom og spurgte, så kunne vi kun sige ja,” siger Christian inden Anders fortsætter:

“Som vi allerede kan se nu, her kort tid inden, at vi skal i gang, så er hallen fyldt med glade mennesker. Det er helt fantastisk. For et par uger siden, der sagde Thomas “Banko” Bak, at han ikke regnede med, at der ville komme nogen, for han havde næsten ingen billetter solgt. Se nu bare i dag, nu sidder der 400 mennesker og bakker op om det her arrangement. Det er jo lige det, som Søften er så gode til, og det er vi rigtigt glade for at kunne være med til og bakke op om,” siger Anders.

Føler I, at I som lokale købmænd er en del af byen?

“Ja, det gør vi, og det kan vi også mærke til dagligt og i dag, når der er så mange, der gerne vil snakke med os, allerede inden vi er kommet i gang,” siger Christian smilende.

Anders nikker genkende til Christians ord, men han vil også gerne tilføje noget:

“Når Thomas “Banko” Bak kommer og spørger, så er det klart, at vi siger ja. Så håber vi bare begge to, at vi kan finde ud af det, uden at bankospillerne bliver sure på os,” siger Anders grinende, inden Thomas “Banko” Bak skal aftale med dem, hvem der gør hvad under opråbningen.

Christian og Anders fra Rema 1000 - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Christian og Anders var klædt i flot blåt inden de skulle være opråber og nummerfinder til dagens bankoarrangement. De håbede begge på, at deltageren ville bære over med dem, hvis de nu kom til at lave en fejl i løbet af eftermiddagen. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Bankospillet trækker ud

Klokken 15:45 har de fleste sat sig ved de mange borde, og Thomas er klar til at byde velkommen og forklare reglerne for de forventningsfulde bankodeltagere. Der er tre omgange i hvert spil, 1 række, 2 rækker og pladen fuld, med indlagte side gevinster og ekstra præmier undervejs.

Klokken 16 starter spillet, og det er meningen at de 20 spil skal være slut klokken 18:00. Sådan går det ikke helt, efter 45 minutter er vi stadig i gang med spil fem, men humøret er højt i hallen, også blandt de mange børn. De har mulighed for at leje i gymnastiksalen eller i den anden hal, hvis talopråbet bliver for kedeligt.

Undervejs i spillet, hvor Christian læser op og Anders gentagne gange får at vide, at han skal ryste posen med numre, bliver der lagt ekstra præmier ind, og på et tidspunkt for alle med nummer 90 en præmie.

Banko plader - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Alle havde betalt 100 kroner for at deltage og fik hver 3 bankoplader. Flittige fingre havde klippet rigeligt med papir til, at numrene på pladerne kunne dækkes, hvis det rigtige nummer blev trukket. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Tiden går og går, og alle bliver klar over, at det ikke er muligt at nå til klokken 18, men alle er stadige ivrige for at vinde de mange, mange præmier fra lokale sponsorer, og præmier bliver der vundet i hele salen. Selv Søften Nyts udsendte kan gå hjem med en præmie for fuld plade, og mine sidekammerater fik en pakke med grød hver som sidepræmie.

Undervejs underholder Thomas, med løst og fast, og det er først, da Søften GF fodboldafdelingsformand, Morten Lübker, tager ordet, at Thomas bliver lidt paf. Morten siger tak for det store arbejde i at arrangere dagens bankospil, og han overrækker en glad og fåmælt Thomas et par flasker vin og en blomst.

Morten og Thomas - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Fodboldformand Morten Lübker sagde tak til Thomas Bak for det store arbejde og den store indsats, som Thomas havde lagt i at få bankospillet til at blive en succes. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Spillet kommer hurtigt i gang igen, og da det sidste spil nummer 20 er færdigt, og klokken nærmer sig 19:30, og mange er trætte, meget trætte, så trækker Thomas den sidste kanin op ad hatten, og giver alle spillerne et sidste spil, hvor hovedpræmien skal gives væk. Et Apple Watch og et par Airpods fra Apple.

En præmie, som de fleste gerne vil vinde, og da der til slut bliver råbt banko to steder i hallen, og der skal trækkes lod om præmien, så sidder min sidemand tilbage og mumler lidt skuffet over, at sidste nummer skulle have været 49 i stedet for 47, for så havde han vundet.

Vi kan ikke vinde alle sammen, og taberen i lodtrækningen om hovedpræmien fik en trøstpræmie på 500 kroner til Sport24, og til allerslut opfordrede Thomas os til at hjælpe til med oprydningen.

Selvom alle nu var trætte og gerne ville hjem, så var der en trofast skare, der sørgede for at borde og stole hurtigt blev ryddet op, så arrangørerne ikke skulle stå med så meget selv.

En lang dag var slut i bankoens og fællesskabets tegn, og jeg fangede Thomas Bak for en sidste kommentar, inden det hele var ryddet op:

Hvordan er dagen gået, Thomas?

“Det har været en gigasucces. Det overstiger min vildeste fantasti, at der kom så mange mennesker, og at vi også fik solgt alle lodder i det amerikanske lotteri. Jeg tror, at vi har lavet 40.000 kroner i dag, det er jeg virkeligt godt tilfreds med. Se bare hvad borgerne i Søften også kan. De hjælper med at rydde op efter arrangementet, så vi bliver hurtigere færdig og alle kan komme hjem. Det var været virkeligt godt at være med til i dag, og jeg glæder mig til at gøre det igen næste år. Tak til alle, der har hjulpet til, og været med til at gøre det til en god dag for SGF Fodbold i hallen i dag,” siger Thomas “Banko” Bak.

Se en kort video fra bankoarrangementer og fornem stemningen blandt de mange deltagere kort tid inden, at alle skulle være klar til at spille banko.

Video: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Se også