Annoncer

Normalt hører vi om Bundu, Mortensen, Thorsteinsson og Hvidt hver uge, når fodbolden ruller på grønsværen i Superligaen, men denne torsdag i april, var det grønsværen på Neptunvej som superliga spillerne fra AGF havde taget i brug, da de kom forbi og trænede og gav autografer til de mere end 200 fremmødte fodboldspillere fra SGF.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Vejrguderne var helt sikkert med de mere end 200 fodboldspillere, deres forældre og de seks fremmødte superligaspillere fra AGF onsdag den 27. april, da SGF´s fodboldafdeling havde inviteret til træning og konkurrencer på fodboldbanerne på Neptunvej i Søften.

Der blev skudt, sparket og taget rigtigt mange billeder og selfies af og med de seks spillere fra AGF, Patrick Mortensen, Mustapha Bundu, Benjamin Hvidt, Jón Dagur Thorsteinsson, Jack Wilshire og Eskild Dall, og det var en glad formand for Søften GF fodbold, Morten Lübker og ungdomsformand, Mark Laigaard, som Søften Nyt mødte på sidelinjen.

“Det er virkelig imponerende at se så mange spillere, trænere og forældre, der bakker op om vores arrangement i dag, og så er vi meget glade for, at det har været muligt at trække så mange superligaprofiler til Søften. Jeg kan se, at medlemmerne er glade for at møde deres idoler og få lov til at blive trænet af dem,” siger Morten Lübker, mens Mark Laigaard nikker genkende til ordene og svarer, da jeg spørger:

Hvorfor holder i det her arrangement?

“For nyligt kom det frem, at Søften GF fodbold nu er den største fodboldklub i Favrskov kommune målt på medlemmer, og det synes vi skulle fejres sammen med vores medlemmer. Derfor er der pølser, is, slik og sodavand i dag, og konkurrencer og mulighed for at træne sammen med spilleren og få deres autograf bagefter. Jeg ved, at mange af spillerne har glædet sig til at møde profilerne fra AGF, min egen søn har ikke sovet hele natten, fordi han glædede sig til at møde dem i dag,” siger en smilende Mark Laigaard.

Glade formænd i Søften GF Fodbold - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.dk
Mark Laigaard og Morten Lübker og resten af bestyrelsen i fodboldafdelingen i Søften GF står bag dagens arrangement, sammen med mange andre frivillige, der hver dag knokler for at lave gode rammer for medlemmerne, og som nu kan glæde sig over at fodboldafdelingen i Søften er den største fodboldklub i Favrskov Kommune målt på medlemmer. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

AGF mod Randers i klubhuset

I mens fem af de seks superligaprofiler træner sammen med spillerne på banerne rundt om klubhuset i Søften, så har Benjamin Hvidt sat sig til rette foran to TV-skærme i klubhuset. Om onsdagen er der normalt e-sport i lokalerne, hvor der bliver spillet Fifa 22. I dag havde spillerne mulighed for at spille mod Benjamin Hvidt, og i den første dyst som Søften Nyt overværede, der vandt AGF 6 – 2 over Randers, hvor Benjamin Hvidt var sejrherren.

Benjamin, normalt træner du på fodboldbanen og skal hjælpe andre til at blive bedre, nu spiller du Fifa 22 mod dem i stedet for, hvordan er det?

“Det er vist første gang jeg har prøvet det til et sådant her arrangement, det plejer at være ud på græsset, at jeg træner børnene, men det er ret sjovt at være med til. E-sport er meget populært de her dage, så jeg nyder at være med, selvom det er anderledes, end det ellers er, når vi er ude og træne i de lokale fodboldklubber. Jeg synes, det er rigtigt hyggeligt, at komme ud i de her klubber og møde fans, spillere og deres trænere, og prøve at give en anderledes træning, end de er vant til, og at jeg så dyrker e-sport i dag, det er super sjovt,” siger Benjamin Hvidt, inden han skal spille mod den næste i rækken, der gerne vil prøve at slå ham i Fifa 22.

Benjamin Hvidt spiller Fifa - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Benjamin Hvidt slog Mads Wett 6 – 2 i Fifa 22, og bagefter stod flere drenge i kø for at få lov til at spille mod superligaspilleren. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Ude på græsset foran klubhuset står Rene Frost, han er chef for klubsamarbejdet mellem AGF og de klubber, som AGF har lavet en samarbejdsaftale med, han står og kigger på de mange spillere og vil også gerne fortælle, hvad det betyder for AGF, at besøge fodboldafdelingen i Søften sammen med flere superligaprofiler:

“Vi er rigtigt glade for at komme til Søften i dag. En gang om måneden drager flere spillere fra superligatruppen i AGF ud for at møde vores samarbejdsklubber, og spillerne nyder også at komme ud og se hverdagen i de klubber, som mange af dem selv udspringer af. Spillerne er selv startet et sted, og de ved godt selv, hvor meget det betyder for de her børn, at møde nogle spillere som har slået igennem og spiller på det højeste niveau i Danmark. Vores spillere er også glade for at komme ud og møde deres fans, og så kan det forhåbentligt også gøre, at vi får flere fans på lægterne på stadion om søndagen,” siger Rene Frost, inden jeg går videre mellem de mange spillere og støder ind i Patrick Mortensen, og som gerne vil tale om, hvad det betyder for ham, at komme til Søften. Det kan du lytte til her:

Patrick Mortensen hilser på - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Et stort smil fra Patrick Mortensen, der var meget glad for at kunne give spillerne fra Søften en stor oplevelse denne torsdag eftermiddag, og efterfølgende næsten fik skrivekrampe i hænderne efter de mange hundrede autografer, som spillere og forældre stod i kø for at få. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Derefter var det tid til autografer til de mange fremmødte, og der var ingen der gik forgæves, alle fik en autograf på papir, en bold, en trøje eller en fodboldstøvle, og flere gik mere end en gang, her kan du se en kort video af forløbet:

Video: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Eftermiddagen endte med fællesfoto med alle spillere, trænere og superligaprofiler, og Morten Lübker var glad for, at alle var tilfredse efter et par timer i selskab, med nogle af de bedste spillere, som AGF kan vise frem:

“Som klub giver det også noget til os, at vi kan se at vi får noget ud af samarbejdet med AGF, og så har det været en stor oplevelse for alle de fremmødte, at kunne træne med spillerne, få en autograf og tage et billede med deres idoler. Jeg er glad for, at eftermiddagen har været en så stor succes, og samtidigt er jeg også stolt over, at vi nu er den største fodboldklub i hele Favrskov Kommune,” siger Morten, inden han selv skal være med til at rydde op efter arrangementet, for selvom han er formand, så hjælper han også til i det daglige arbejde i klubben.

Det er ikke nemt, når der skal tages fællesbillede, og slet ikke, når der skal så mange spillere med på billedet, og der er så mange forældre, der samtidigt også vil have et billede af dem alle sammen. Video: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Se også