Annoncer

Af Anders Godtfred-Rasmussen

I sidste uges Onsdagens Ord skrev jeg en klumme, om et mere eller mindre kaotisk borgermøde om den kommende folkeskole, der skal bygges i Norring. Her var der en politiker, der havde meget svært ved at svare på simple spørgsmål. Samt en forvaltning, som ikke havde forberedt sig på, at borgerne nok ville have lidt mere at vide om det kommende projekt, såsom hvor det skal ligge i Norring.

Sidste uges Onsdagens Ord kan læses her (åbner i ny fane)

Jeg har fået en hel del reaktioner på den klumme, mest positive, heldigvis, og det fik mig til at tænke over begrebet borgerinddragelse. 

I Foldby-Norring er der et lokalråd, som holdt generalforsamling i Foldby forsamlingshus lige efter borgermødet om Folkeskolen den 20. januar. Jeg deltog i mødet, for at høre om, hvordan de lokale indbyggere i området deltager i lokalrådet.

Mødet kom lige så meget til at handle om den kommende nye folkeskole, som beboerne i Foldby og Norring er glade for, men de sad egentlig tilbage med flere spørgsmål end svar, da borgermødet var ovre. Det endte også med, at lokalrådet ville nedsætte et udvalg, der skal tage sig af og følge med i udviklingen om byggeriet af den nye folkeskole.

Det er et eksempel på borgerinddragelse, hvor borgerne føler, at de bliver inddraget for sent i processen 

Jeg har selv været med i en gruppe her i Søften, som for nogle år siden opfordrede kommunen til at bygge små huse på små grunde, når det eksisterende fodboldanlæg i Søften skal nedlægges.

Da vi indsendte høringssvaret, fik vi efterfølgende oplyst, at det var da fint, at vi ville sende noget ind, men de beregninger vi havde lavet, det kunne de ikke bruge til noget. Begrundelsen var, og den er citeret efter hukommelsen, sagt af en embedsmand i kommunen…”Vi er meget bedre til at regne og planlægge projekter, end I er”.

Selvfølgelig håber jeg, at kommunen er bedre til at regne på store projekter, end jeg er, men derfor kan de da godt tage et høringssvar seriøst.

Der er derfor også en grund til, at flere og flere borgere søger sammen, og prøver at danne udvalg eller styregrupper, som går sammen for at følge en sag. Jeg synes, at det er væsentligt, for når først en politisk beslutning er taget om noget, så er det meget svært, at få det ændret igen.

Jeg har dog også oplevet en politiker, som mente at vi som borgere skal følge politikernes råd og vejledning, for det har vi valgt dem til. Hvis vi ikke er enige, så må vi bare stemme på nogle andre til det næste valg.

Selvfølgelig har vi valgt politikerne til at tage de svære beslutninger, men derfor er det da også vigtigt, at vi som borgere interesserer os, og tager en sag op, hvis vi mener, at forvaltningen og politikerne er på gal kurs. Ligesom styregruppen i Haldum. Der ikke mener, at genbrugspladsen skal ligge ved Haldum, men et andet sted, hvor den, ifølge dem, ikke forstyrrer så mange mennesker. 

Borgerinddragelse er vigtigt, ligesom lokaljournalistik er det, og det håber jeg da også, at du som læser synes.

Tak fordi du læser med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også