Af Anders Godtfred-Rasmussen
Onsdag den 15. januar havde Favrskov Kommune og Favrskov Forsyning indkaldt til borgermøde om placeringen af en ny genbrugsplads i den sydøstlige del af Favrskov Kommune. Sagen drejer sig om, at planen fra kommunen og forsyningsselskabets side er, at den eksisterende genbrugsplads i Hadsten og den eksisterende plads i Hinnerup skal nedlægges og samles i en ny og topmoderne genbrugsplads, der udfra det forslag, som er blevet fremlagt, og som blev diskuteret på borgermødet, skal ligge tæt op af landsbyen Haldum.
I landsbyen Haldum er der en styregruppe, som fra starten har været i mod planerne, og de har haft flere møder med forvaltningen og politikerne om, at de ikke mener, at det er en optimal placering af en ny genbrugsplads.
I de nye fremlagte planer for placeringen af genbrugspladsen ved Haldum, der er den flyttet så langt mod nord, som det menes muligt udfra den jord der er udset til at skulle huse genbrugspladsen, og kommunen vil også flytte en del af Lynghøjvej, for at give mere plads til genbrugspladsen og flytte den længere væk fra landsbyen.
Embedsmændene, politikerne og ledelsen fra Favrskov Forsyning viste også et forslag nummer to, som er placeret lidt nordligere mod Hadsten og tæt på et af de nye boligområder, som skal ligge mellem Hadsten og Hinnerup i fremtiden.
Hvis du er interesseret, så kan du læse meget mere om projektet på denne hjemmeside, som Favrskov Kommune har oprettet til projektet, her kan du også downloade de dokumenter, der er udgivet omkring projektet indtil videre. Det er også muligt at finde oplysninger omkring projektfasen og indsende et høringssvar inden den 26. januar 2025. Hjemmesiden findes via dette link.
Styregruppen fra Haldum har også selv foreslået et andet område, hvor genbrugspladsen kan ligge, et området der ligger klods op forslag nummer to, som blev præsenteret på borgermødet.
Forslaget blev taget godt i mod af kommunen og Favrskov Forsyning, og det blev nævnt, at det ville indgå som et høringssvar, som kommunen og forsyningsselskab vil kigge på efter den indledende høringsfase er overstået.
Efter pausen var der mulighed for spørgsmål fra salen, og i de spørgsmål og svar, der blev nævnt, var der meget fokus på, om nu lys og lyd forhold var indtænkt fra starten, så de nærliggende beboere ikke ville blive generet af det. Spørgsmål om, hvorfor der skal bruges op mod 75 millioner på en ny genbrugsplads, om de penge ikke kunne bruges bedre, og spørgsmål om, at nu hvor en borger i Hinnerup var vant til at kunne gå til genbrugspladsen, hvad skulle han så gøre, når han ikke har en bil og transportere sig selv i til stedet.
Klimaet, oversvømmelse ved store regnmængder og trafikken til og fra den nye genbrugsplads var der også spørgsmål til fra salen, og her blev der svaret, at klimasikring er indtænkt i det foreløbige projektforslag, at ved hjælp af trafikmålinger og nye boligområder, der planlægges etableret, der regner de med, at trafikken vil stige fra ca. 6000 biler i dag til 12.000 biler i døgnet om 15 år.
Det var tydeligt at mærke på de spørgende i salen, at alle ikke var tilfredse med svarene, og efter mødet talte Søften Nyt også med Anton Svidt fra styregruppen i Haldum, som glæder sig til at det forslag, som gruppen har præsenteret, vil blive taget alvorligt fra forvaltningen og forsyningsselskabets side (en selvstændig artikel med Anton vil blive offentliggjort inden længe).
Personligt bliver jeg kun ramt af en ny genbrugsplads ved placeringen, at jeg skal køre længere, for at komme af med mine genbrugsting og haveaffald, det kan jeg og de fleste andre beboere i denne del af kommunen sagtens leve med. MEN, det er forståeligt, at når en ny genbrugsplads skal placeres klos op og ned af en landsby, at der skabes usikkerheder omkring hele projektet, og hvor meget Haldum vil blive påvirket af det. Det ikke kun være lys, lyd og larm fra en genbrugsplads, der vil lukke klokken 20:00 om aftenen, men også trafikmæssigt og hvilken betydning det har for boligpriser og det at leve på landet.
Processen om den nye genbrugsplads er sat i gang, og den politiske beslutning om en ny genbrugsplads blev taget tilbage i 2022, så den kommer, men det bliver spændende at følge, hvor den kommer til at ligge. Normalt ligger genbrugspladser i industriområder, det ser du fx i Hammel, hvor støj og lys ikke generer andre beboere, men her, vil det komme til at have gener, når du lægger pladsen tæt på en landsby.
Det er ikke nemt, at gøre alle glade, og slet ikke i denne situation, men Søften Nyt vil følge sagen fremover, og i første omgang tale med Anton Svidt fra styregruppen omkring deres nye forslag til en placering. Så følg med her, og i de andre lokalmedier i Favrskov Kommune, samt på kommunens hjemmeside. Processen er i gang, og beslutningen om en placering skal tages. Det er den ikke, som flere politikere sagde til mig til mødet, så hvor genbrugspladsen skal ligge, det er ikke fastlagt. Lige nu ser det bare ud til, at den kommer til at ligge ved Haldum.
Faktaboks om projektet Favrskov Kommune har besluttet, at genbrugspladserne i Hadsten og Hinnerup skal nedlægges, og at der skal bygges en ny fælles genbrugsplads mellem Hadsten og Hinnerup. Placeringen er endnu ikke politisk besluttet, og kommunen og Favrskov Forsyning har nu sat gang i processen mod at bygge en ny plads. Du kan læse mere om projektet på denne hjemmeside – klik på linket. |