Af Anders Godtfred-Rasmussen
Du finder nok ikke en større fortaler for velfærdsstaten end mig, jeg er vokset op i velfærdsstatens Guldalder, hvor skole, læge, sygehus og de mange andre goder har været der fra starten af mit liv i 1973. Det var næsten 30 år efter min mor, der er født i 1943 og min far i 1939.
To mennesker, der har haft den største betydning for mit liv, for uden dem, der var jeg ikke blevet født, uden dem havde jeg ikke mødt min kone og uden dem, havde jeg ikke fået mine fire børn.
Alle født på Aarhus Universitetshospital i Skejby, ni kilometer fra vores hjem i Søften, og til to af fødslerne, der var noget komplicerede, der stod der personale klar til at hjælpe. To af vores børn er født med dobbeltsidig læbe-, gumme- og ganespalte, og her har der fra to timer efter fødslen stået en specialsygeplejerske klar fra regionen til at vejlede i processen omkring de mange operationer, tandreguleringer og samtaler med talepædagoger, der efterfølgende har været.
Aarhus Universitetshospital redede også mit liv, da jeg kom hjem med malaria efter en tur i Mozambique i regntiden i 2008, og jeg blev indlagt på infektionsmedicinsk afdeling.
I dag er jeg 51 år gammel, og er virkelig glad for den velfærdsstat, som mine forældre og efterfølgende generationer har været med til at opbygge. Opskriften er, vi overfører en pæn del af vores løn til det offentlige, som så sørger for at passe på os, vores afkom og give dem en uddannelse. Til gengæld betaler de skat og så kan den næste generation være med til at betale for uddannelse, sygdom, pensioner og de mange andre opgaver, som det offentlige system sørger for.
Jeg er dog begyndt at komme lidt i tvivl på det seneste, for ovenstående er og var behandling af børn og voksne i en tidlig alder, hvad kommer der til at ske, når jeg selv eller min kone også mine børn når min alder og engang skal pensioneres?
Eksisterer velfærdsstaten så længere? Jeg er begyndt at komme meget i tvivl, specielt efter at have oplevet den behandling, som min mor har fået de sidste mange måneder.
Min mor er 80 år gammel (bliver 81 den 11. december 2024), og siden hun gik pension i slutningen af 00´erne, der har hun passet hjem, dyrket motion og holdt Søften ren for affald, sammen med min far på deres daglige gåture. Min mor har altid holdt sig i gang, og selvom hun fysisk ikke syner af meget, så er hun meget robust og har en fænomenal form af en 80-årig.
For tre år siden blev hun ramt af begyndende Alzheimers, men hun har formået at holde det på afstand via medicin og sin ukuelige livsvilje, som med daglige gåture, rengøring, havearbejde (også hos min søster og jeg) har holdt demensen på afstand. Desværre har hun også fået epilepsi igen, som hun også havde, da jeg var barn, og den sygdom har det også været muligt at holde i ro med medicin de senere år, men her i efteråret er det gået galt.
Hun har fået flere og flere epileptiske anfald, men hun har ikke fået hjælp. Jo, når anfaldende er blevet for voldsomme, så er der kommet en læge, som har fået hende indlagt, og cirka et døgns tid efter, når hun har fået det bedre, og er kommet til sig selv og fået væske og mad indenbords, så er hun blevet udskrevet igen.
Nu tænker I nok, hvor er det godt, at der kun er 9 kilometer til sygehuset i Skejby, og fra Søften kan vi jo se hospitalet knejse i horisonten ind mod Aarhus.
Men, vi bor i Favrskov kommune, en kommune, der er tilknyttet Randers sygehus. Så min far, min søster og jeg har haft talrige køreture til Randes sygehus siden min mors første indlæggelse i september og til den seneste og sjette indlæggelse her i december, hvor hun for første gang har fået lov til at blive overflyttet til hospitalet i Skejby, hvor de som de eneste i området har en neurologisk afdeling, som kan undersøge og hjælpe min mor.
Jeg har ikke noget at klage over, over den behandling min mor har fået i Randers, de har gjort hvad de kunne, men de har også flere gange sagt, at de ikke kan gøre noget for hende, fordi de ikke har ekspertisen. Flere gange har de også haft kommunikation med hospitalet i Skejby, uden noget dog er sket. Senest oplevede min far en læge, der ikke vidste, hvad han skulle gøre, da min mor igen fik et alvorligt epilepsianfald, mens lægen var på stuen.
Idiotien i, at vi skal køre til Randers for at komme på sygehuset, når der ligger et andet lige ved siden af, det vil jeg slet ikke komme ind på i dette indlæg, jeg er ved at undersøge hvorfor, og så skriver jeg om det, når Region Midt har svaret på min forespørgsel, men det med, at min mor ikke bliver undersøgt til bunds, når hun gentagne gange har været indlagt for det samme, det har jeg svært ved at acceptere.
Hver gang har vi skulle starte fra nul, hver gang har vi skulle forklare om hendes hverdag og hvordan hun er frisk, når hun ikke får anfald. Hver gang har vi skulle tale med læger, sygeplejersker og falckreddere om, hvorfor hun sendes til Randers og ikke til Aarhus.
Jeg er bekymret, selvfølgelig mest for min mor, men også for mig selv, for det virker til, at du skal være rask, være under 50 eller have en sygdom, som vi kan fikse her og nu, for at kunne få den hjælp. Du skal ikke være snart 81, her er der ikke meget hjælp at hente for at kunne få det bedre, men i stedet bliver du kastet rundt i et system, hvor den ene hånd ikke rigtigt ved, hvad den anden laver.
Min far var på besøg ved min mor i går, her oplevede han at få at vide, at han nok skulle regne med, at hun skulle hjem i dag, fordi de havde givet hende noget andet medicin, som forhåbentlig skulle virke, og så kunne hun jo komme hjem. Samtidigt fik hun et nyt epileptisk anfald, så jeg håber hverken for min far eller min mor, at hun kommer hjem igen i dag. På et eller andet tidspunkt står min mors hjerne af, så kan den ikke klare belastningen af de mange anfald, og så bliver hun enten til en grøntsag og ligger i en seng, eller hun dør.
Jeg håber på det sidste og at når det sker, så kommer det forhåbentligt til at gå hurtigt for hende, for der er ingen af os i familien, der kan klare det her meget længere. Se hendes smerter, se hendes gentagende anfald og se det svigt, som det offentlige giver min mor. Hun var selv narkosesygeplejerske på Aarhus Kommunehospital i en menneskealder, og har altid givet sig fuldt ud for andre mennesker, nu har hun brug for hjælp, og den får hun ikke.
Det er skammeligt, og det er systemet, som svigter, ikke læger eller sygeplejersker eller andet plejepersonale, for de gør, hvad de får besked på, det er et systemsvigt.
Hvis du selv har oplevet det, eller har pårørende, der har været igennem det samme, eller noget, der ligner så skriv endelig til mig, så vi kan tage det op sammen, for det kan ikke være rigtigt, at systemet svigter, når vi har allermest brug for det.
Jeg venter nu spændt på, hvad kommunikationsafdelingen i Region Midt vender tilbage med at svar på, hvorfor vi bliver sendt til Randers, når sygehuset i Skejby ligger så tæt på, og derefter går jeg til næste instans, hvorfor systemet er bygget op på den måde.
Jeg er ikke sur på systemet, for systemet arbejder inden for nogle politikeres velvilje og økonomisk styring, som igen er bestemt fra Christiansborg. MEN jeg er meget, meget skuffet, og jeg vil have en forklaring på, hvordan det først er ved den sjette indlæggelse i Randers, at min mor bliver overført til det sygehus, der bedst muligt kan hjælpe hende, i stedet for gang på gang at sende hende hjem med et ´god bedring`, og så et par dage eller en uge senere modtage hende igen, uden at vide, hvad de skal gøre med hende.
