Af Lone Boye og Grethe Villadsen – begge byrådsmedlemmer for Socialdemokratiet i Favrskov Kommune

Kultur- og Fritidsudvalget satte allerede i sidste valgperiode en proces i gang for at få kortlagt, hvordan tilstanden er på vores fodboldbaner. Siden da har det nuværende udvalg øget samarbejdet med klubberne med henblik på at bedre fodboldbanernes tilstand.

Fodboldbanerne er flittigt brugt af både børn og voksne, og det skal de gerne fortsætte med at være. Det kræver, at vi afsætter de midler, der skal til for at vedligeholde og genoprette banerne. Det tog byrådet højde for i forbindelse med budget 2022-25. Her blev der, udover midler til genopretning, afsat 300.000 kr. årligt til driftsopgaver i forbindelse med vedligehold.

Af de afsatte rådighedsbeløb er der aktuelt anvendt ca. 1,6 mio. kr. på kortlægning, spuling, ekstra pleje og reparationer af fodboldbanerne.

Socialdemokratiet ser det som utrolig vigtigt, at vi i Favrskov Kommune kan tilbyde gode faciliteter for idrætten.

Derfor har det været en prioritering for os at få alle baner gennemgået med henblik på udarbejdelse af en plan for, hvordan de forskellige baner skal vedligeholdes. Det er nødvendigt, når vi ønsker at banerne skal leve op til en tilfredsstillende standard.

Behovet herfor skal også ses i lyset af de øgede regnmængder, som vi allerede ser nu, og også må forvente at se fremadrettet. Det har i processen været givtigt, at repræsentanter fra fodboldklubberne har deltaget positivt, arbejdet og været med til at prioritere i de forskellige fodboldbaners behov.

Det er en fornøjelse, at vi nu får fodboldbanerne op til en bedre standard. Det fortjener spillerne og alle de frivillige, der er en del af fodboldklubberne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også