Af Morten Bang, medlem af byrådet i Favrskov for Danmarksdemokraterne og Formand for Kultur- og Fritidsudvalget.

I Favrskov Kommune har vi en særlig gave, som ikke alle samfund er forundt: et levende, mangfoldigt og engageret kultur- og fritidsliv.

Ved årets ”Favrskov Korfestival” blev det tydeligt, hvor meget de frivillige kræfter betyder for vores fællesskab, og hvor rige vi er på alsidige kulturelle tilbud. En stor TAK skal lyde til de mange frivillige ildsjæle, der dag efter dag bruger tid og kræfter på at skabe disse sangfællesskaber. Deres indsats bringer folk sammen på tværs af alder, køn og interesser – og giver alle et rum, hvor de kan dele glæde, musik og samhørighed.

At synge sammen er noget helt særligt. Det er en oplevelse, der kan give gåsehud og skabe smil, varme og glæde. Sangen forbinder os på måder, ord ikke kan, og den udgør en vigtig del af vores kulturelle DNA. 

Ligesom vores lokale idrætsforeninger, der samler folk i motionens og sportens ånd, samler korene os om musikken og sangen. 

Både i idrætten og kulturen mødes alle i fællesskabet, og begge fællesskaber styrker os som individer og som samfund.

Tænk engang, hvad vores samfund ville mangle uden denne frivillige indsats. Uden kor og kulturarrangementer, uden idrætsklubber og fritidstilbud, ville vores hverdag miste noget fundamentalt. 

Vores hverdag ville blive fattigere på oplevelser, der styrker vores sammenhold og livskvalitet. Derfor er det vigtigt, at vi som kommune værner om og støtter disse fællesskaber. Det er en investering i fællesskab, samhørighed, livskvalitet og oplevelser for alle.

Tak til alle de frivillige, som år efter år får os til at mødes, til at synge, til at bevæge os og til at skabe nye oplevelser sammen. 

I bidrager alle med noget, vi ikke kan undvære. 

Annonce – Vi støtter Søften Nyt

  • www.frankhoedt.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også