Annoncer
[et_pb_section][et_pb_row][et_pb_column type=”4_4″][et_pb_text]

Holdånd, fællesskab og glæden ved at hjælpe kunderne i Rema 1000 i Søften er med til at præge Marc Nielsens dagligdag, både på arbejde og når han har fri.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Jeg er på gåben til Rema 1000, og allerede ved indkørslen på Skolevej er der en livlig trafik af gående og kørende kunder til forretningen i Søften. Udenfor står der varer med ugens tilbud, og på vej igennem butikken er der pænt og ryddeligt, og jeg kan se at der er en del medarbejdere i gang med at fylde varer på de mange hylder.

Jeg møder Marc Nielsen i grøntafdelingen, han er i gang med at sørge for at frugt og grøntafdelingen ser pæn ud, og at der er fyldt op med varer til de mange kunder.

Marc Nielsen Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen
Marc Nielsen kigger altid efter i Rema 1000 i Søften om varerne nu ligger som de skal, så de er så indbydende som muligt, når kunderne kommer. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

Marc er 25 år gammel, født og opvokset i Søften og trods hans relative unge alder, så har han allerede arbejdet i Rema 1000 i Søften i ni år. Det er længere end hans chefer, Christian Møller og Anders Riis har været der, og jeg vil gerne spørge ham om, hvorfor han har valgt at arbejde i Rema 1000.

“Som mange andre medarbejdere her i butikken, så startede jeg som ungarbejder i min fritid, men jeg blev så glad for mit arbejde, at jeg er blevet forfremmet til salgsleder for,” fortæller Marc, mens vi går ud bagved i forretningen, for at finde lidt mere ro til at tale sammen.

Opvokset i Søften
Ude på lageret er flere medarbejdere også i gang, der er en god stemning, selvom de har travlt med at tage i mod varer, men der er alligevel tid til at sende en bemærkning efter Marc om, at hvad han mon skal interviewes om. Han sender et smil tilbage og viser med væggen med Guldholdet på vej ind på kontoret.

Marc og Guldholdet - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen
Guldholdet – det er alle medarbejdere i Rema 1000 i Søften, væggen skal minde medarbejderne om, at de alle er en del af fællesskabet. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

“Den her væg viser holdånden og fællesskabet her i Rema i Søften, og jeg glæder mig hver eneste dag til at komme på arbejde og have det sjovt med kollegerne. Vi har altid meget travlt, og der er fart på, specielt op til jul, nytår og påske, men der er altid tid til en snak og et grin med kollegerne. Det er vigtigt, at vi alle har det godt sammen, og at alle føler de hører til, det gør Christian og Anders også meget ud af at vise alle medarbejdere,” forklarer Marc, mens vi sætter os ned på kontoret.

“Alle vi medarbejdere har en god aldersspredning og erfaring, som gør at vi har fundet en god måde, at gøre hinanden gode på. Vi får det bedste frem i hinanden i hverdagen, og det hjælper også meget, at de fleste af os kommer fra lokalområdet, så vi kender også kunderne, området og vi kan snakke med om, hvad der sker lokalt,” fortæller Marc.

Marc er selv lokal, han fortæller at han er opvokset i Søften og han har spillet fodbold og håndbold i byen siden han var helt ung.

“I dag har jeg valgt håndbolden, og jeg spiller på Team Favrskovs 3. divisions hold. Jeg har prøvet andre klubber, men der har de ikke den samme passion for foreningslivet og fællesskabet, som jeg fået og lært gennem opvæksten i Søften, og som jeg oplever på holdet her i byen. Den fælleskabsfølelse finder jeg også her i Rema blandt mine kolleger, så jeg nyder hver dag at tage på arbejde og når jeg spiller håndbold i min fritid,” siger Marc.

Vil gerne være købmand
De ni år i Rema 1000 i Søften har også fået Marc til at tænke over, hvad han egentlig gerne vil karrieremæssigt med sit liv, og han har fundet ud af, at han gerne vil købmand.

Vi driver butik med højt humør - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen
Selvom medarbejderne godt ved, at det er vigtigt at humøret er højt, når de er på arbejde, så bliver de også mindet om det, når de går ude på lageret, og at de alle er en del af fælleskabet i Rema 1000. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

“Jeg kan mærke, at med den store opbakning jeg har fra Christian og Anders og alle de andre medarbejdere, så vil jeg gerne gå ledervejen i detailhandlen. Som salgsleder her i Rema, der har jeg muligheder for at udvikle mig som leder, og jeg er også kommet på Remaskolen, der er en talentuddannelse internt i Rema 1000 koncernen. Sammen med min uddannelse som markedsøkonom, der vil jeg rigtigt gerne på sigt være købmand, hvis og når der åbner sig en mulighed for det,” fortæller Marc, mens vi bliver afbrudt af Christian og Anders, cheferne i Rema 1000 i Søften, som også gerne vil fortælle lidt om, hvorfor Marc er en værdifuld holdspiller hos Rema.

“Marc er det perfekte eksempel på, hvad Christian og jeg gerne vil med forretningen her i Søften. Han går altid forrest og er skoleeksemplet på vores interne slogan – Vi driver forretning med højt humør – samtidigt med at vi gerne vil være områdets foretrukne ferskvare butik,” siger Anders Riis, inden Christian tager over:

“Marc er stabil, arbejdsom og han har altid et højt humør. Han træder ofte i vores sted, når vi ikke er her. Han er kulturbærer, og han sender vores tanker og ideer videre til vores yngre medarbejdere, som vi ikke ser så ofte. Vi har 100 ansatte her i forretningen, og Anders og jeg sætter en ære i at møde og tale med alle, men det er ikke altid nemt i en travl hverdag, derfor hjælper Marc også til der, når vi har brug for hjælp,” siger Christian.

Sociale Medier
Instagram, Facebook og Linkedin er blevet vigtige værktøjer for Rema 1000 i Søften, både for at tiltrække nye kunder, men også medarbejdere, og her har Marc en vigtig opgave. Da det er ham, der står for at filme og redigere alle de videoer, som bliver lagt på de sociale medier. Et ansvar, som han er meget bevidst, og som Christian ingen problemer har haft med at give Marc:

“Vi vidste, at vi skulle bruge de forskellige sociale medier, men vi havde svært ved at komme i gang. Vi havde mange ideer, men det var svært at få dem sat i søen, og så kom Marc med en hjælpende hånd. Efter han kom til, så har vi fået rigtigt meget respons på de skøre og skæve videoer, som der bliver lavet og lagt på nettet. I sommeren 2021 lavede vi også en video til SGF Venner omkring deres sponsorcykelløb, så vi føler også, at vi er den del af byen, og vi støtter foreningslivet, og stiller op og hjælper, når der er behov for det, og dermed prøver vi at være mere end en dagligvare forretning,” siger Christian smilende.

SGF Fodbold og Rema 1000 Søften - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen
Rema 1000 i Søften støtter om om det lokale foreningsliv i Søften, i 2021 blev der givet 100.000 kroner til det kommende idrætsanlæg, som inden for få år skal etableres i Søften. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

Marc fortæller, at redigering af videoer bliver lavet uden for normal arbejdstid, men han nyder det, og bruger også meget tid på det, samtidigt med at det udvikler hans evner inden for markedsføring.

“Jeg bruger meget tid på Rema i Søften, men det er godt givet ud. Christian fandt på med Fredagshug, og jeg udviklede på ideen, og vi kan se at videoerne bliver set af rigtigt mange mennesker. Ikke kun her i området, men nogle har været delt rundt i hele Danmark,” siger Marc, inden han skal ud på lageret og hjælpe en kollega, og derfor tager Anders over og fortæller om, hvordan markedsføringen på de sociale medier også bliver brugt til rekruttering:

“Vi har mange unge ansat, og der er mange unge, der gerne vil arbejde her. Vi prøver med vores videoer også at vise, at vi har et godt sammenhold internt, og at det er et godt, anderledes, men også travlt sted at arbejde. Vi bliver ofte spurgt ude i byen, hvordan man kan blive en del af guldholdet, og det er vi stolte af. Det viser, at det vi gør, det virker,” siger Anders, men Christian og jeg følger ham ud på lageret.

Marc og Mikkel Rema 1000 Søften - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Koncentrationen er høj da den mængde varer, der hver dag kommer gennem Rema 1000 i Søften, hurtigt skal på plads, inden den næste lastbil kommer forbi. Selvom både Marc og Mikkel er ledere i forretningen, så sætter de også varer på plads, når det er tid til det. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

Her på lageret er Marc og souschefen, Mikkel,  i gang med at gøre varerne klar til forretningen. Mikkel har også kun godt at sige om Marc:
“Han er en god kollega, han er sjov og skaber en god stemning blandt os alle. Jeg har arbejdet her lige så længe som Marc, og han er med til at skabe det sammenhold og fællesskab, som kendetegner Rema 1000 i Søften,” siger Mikkel, mens jeg får listet Anders, Marc og Christian ud til det obligatoriske billede ude foran butikken, og som pryder denne artikel øverst.

[/et_pb_text][/et_pb_column][/et_pb_row][/et_pb_section]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også