Af Morten Bang, medlem af byrådet i Favrskov for Danmarksdemokraterne og Formand for Kultur- og Fritidsudvalget.

Den 16. oktober er det hjertestarterdag, og det sætter fokus på, hvor afgørende det er at have hurtig adgang til en hjertestarter, hvis et menneske rammes af hjertestop. Tid er livsvigtigt – for hvert minut, der går uden hjælp, falder chancen for at overleve med ca. 10 procent. Derfor er det nødvendigt, at vi i Favrskov sikrer flere hjertestartere og gør dem tilgængelige for alle – hele døgnet rundt. 

En af de historier der bekræfter, at vi skal sikre både hjertestartere og hjerteløbere mange flere steder i kommunen – Er historien om Anders, der på Voldum stadion hentede en hjertestarter og sikrede en god kammerats overlevelse. Det er tankevækkende og et tydeligt bevis på at, vi kan være med til at sikre tryghed og redde liv, når ulykken sker.

Jeg havde i årets budget stillet forslag om en grundig analyse af, hvor vi mangler hjertestartere i kommunen, samt hvordan vi sikrer, at dem, der allerede er opsat, er tilgængelige 24/7. Samtidig foreslog jeg en kampagne, der kan tiltrække flere hjerteløbere, som kan træde til med livreddende førstehjælp, før ambulancen når frem.

Desværre var der ikke fuld opbakning i byrådet til alle elementer i mit forslag. I stedet blev vi enige om en mindre politisk aftale, hvor vi opfordrer virksomheder og foreninger til at gøre deres hjertestartere frit tilgængelige for offentligheden. Det er et skridt i den rigtige retning, men jeg havde håbet, vi kunne tage et større skridt mod at sikre tryghed og redde liv i Favrskov.

Jeg mener, at vi kan gøre mere. Vi har brug for en systematisk kortlægning af hjertestarterne i kommunen og en analyse af, hvor der mangler dækning. Når vi har det fulde overblik, kan vi begynde og arbejde med antallet af hjertestartere, geografisk placering og tilgængeligheden. Det arbejde kan vi som kommune gå ind i sammen med lokale virksomheder, foreninger og eksterne samarbejdspartnere. Det har andre kommune gjort med stor succes.

Statistikkerne taler deres tydelige sprog. Over 4.700 danskere får hvert år hjertestop uden for hospital, og i mange tilfælde er det et vidne, der starter livreddende behandling, før ambulancen når frem. Hvis en hjerteløber eller en anden tilstedeværende kan tage initiativ med en hjertestarter inden for 3-5 minutter, er sandsynligheden for overlevelse op til 70 procent.

Vi kan redde liv, hvis vi tager ansvaret for at sikre hurtig adgang til hjælp, når uheldet er ude.

Jeg er taknemmelig for byrådets vilje til at tage det første skridt i forbindelse med årets budget – Jeg håber, at byrådet er klar til at tage de næste skridt i årene der kommer. Så vi sammen kan sikre trygheden for borgerne og være med til at redde liv.

Annonce – Vi støtter Søften Nyt

  • www.frankhoedt.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også