Af Anders Godtfred-Rasmussen
Det er altid en god nyhed, når kommuner ønsker at bygge nye daginstitutioner, skoler og andet, der kan hjælpe kommunens indbyggere. Det betyder at området vokser, og der flytter nye beboere til. I Norring vil Favrskov Kommune bygge en ny folkeskole, fordi den gamle Korsholm skole ikke kan udvides eller renoveres, og derfor flyttes en ny skole til Norring. Om placeringen er optimal, det mener jeg personligt ikke, men den politiske beslutning er truffet, så der er ikke rigtigt noget at gøre ved det længere.
I Søften vil Favrskov Kommune bygge en ny daginstitution, lige midt i byen og op og ned af en eksisterende børnehave/vuggestue, der allerede i dag er fyldt godt op og ikke kan udvide. Derfor vil kommunen overtage den eksisterende præstebolig med tilhørende grund, og bygge en institution med plads til 130 børnehave og vuggestuebørn. Argumentet er, at det er svært at få flere til at blive dagplejer, eller det er, hvad der står i indstillingen fra embedsværket til politikerne (se indstillingen til byrådet via det her link).
I dag har den eksisterende daginstitution plads til 66 børnehavebørn og 12 vuggestuebørn, og ifølge det materiale, der er sendt til byrådet og som enten er kommet ud i offentlig høring eller er på vej (jeg har endnu ikke undersøgt det), så skal den eksisterende institution bevares. Det vil sige, at der i alt skal være plads til 130 + 88 børn = 218 børn i to daginstitutioner i byens midte.
Begge institutioner er vist på kortbilag 3 – forslag til lokalplan nr. 436 (Grafikken er lånt fra Favrskov Kommune)
Gad vide, hvad det kommer til at betyde for trafikken i midtbyen af Søften, når 218 børn skal afleveres og bringes her eneste dag, først om morgenen og senere igen om eftermiddagen. Allerede i dag er trafikken håbløs på Skolevej ved udgangen fra REMA 1000 og Netto til Aarhusvej, mon det kommer til at blive bedre, når 218 børne skal afleveres og hentes når en ny daginstitution tages i brug midt i Søften By?
Var det måske en idé at se på alternative placeringer i byen, eventuelt tage et borgermøde, hvor andre ideer måske kunne komme på bordet?
Hvad med, at institutionen blev flyttet ud til området bag ved kæret ved Kærhuset, der er en del af Præstemarkskolen? Her findes infrastrukturen allerede med ringvejen/Engdalsvej omkring Søften. Her vil en daginstitution være tæt på indskolingen på Præstemarkskolen, og for forældrene kan det betyde det, at de kan aflevere og hente flere børn på en gang. Samtidigt med kunne en større parkeringsplads også understøtte både Præstemarkskolen, hallerne, samt det nye idrætsanlæg, som efterhånden bør være på vej på den anden side af Engdalsvej.
For Præstemarkskolen ville det også betyde, at de kunne flytte deres “kys og kør” afleveringsplads på Kvottrupvej og ud til Engdalsvej, så trafikken på Kvottrupvej vil blive mindsket.
For lur mig ikke, om når der skal bygges en ny daginstitution i Søften, så kommer det også til at have betydning for skolen, at den på sigt skal udvides og gøres større. For de 130 ekstra børn, der skal gøres plads til i en daginstitution, de skal også i skole på et tidspunkt.
Hvor skal alle disse børn komme fra? I dag er vi cirka 3200 indbyggere i Søften, og det kan ses på skolen, eksisterende daginstitutioner, fritids og foreningsliv. Der er fyldt alle steder. Men kommunen har planer om et stort boligområde i Søften Nord, i det store område på den anden side af Aarhusvej, og så vil de flytte Trigevej hen til krydset med REMA 1000 og Netto.
Jeg tænker, at en stor del af de nye børn i en ny institution kommer til at bo lige der i det nye område, kombineret med børn fra andre dele af Søften. Trafikken fra et nyt boligområde, med fx 500 nye boliger bliver stor, og hvis fx 100 biler fra det område, skal igennem Søften via Skolevej til en ny institution hver morgen og hver eftermiddag, så bliver trafikken ikke mindre gennem byen.
Den opmærksomme læser vi måske vide, at skribenten bor lige ud til Kvottrupvej tæt på Præstemarkskolen, og at det måske er derfor, at jeg skriver disse ord. Men nej, vi er vant til trafik, både dag og nat. Specielt om natten har de fleste trafikanter meget svært ved at overholde fartgrænser på Kvottrupvej, og om morgenen er der voldsomt meget trafik, når børn transporteres til og fra skole. Sådan er det nu engang, og det vil jeg ikke klage over, og tværtimod synes jeg det er hyggeligt, når jeg kan høre børn, unge og lærere dyrke boldspil og idræt på den store bane ikke langt fra mine vinduer, hvor disse ord skrives fra, og det vil også være hyggeligt med barnestemmer fra en daginstitution.
Jeg prøver bare på at tænke mere end fem år ud i fremtiden, for hvis der kommer til at bo fx 5000 indbyggere i Søften, så kræver det en større skole. Der er kun et sted, at Tofthuset på Præstemarkskolen kan udvide, og det er på parkeringspladsen, som i forvejen ikke er ret stor. Hvad kommer det til at betyde? Det kommer til at betyde færre parkeringspladser, og hvor skal lærerne, pædagogerne og forældrene så parkere?
Det er der ingen der ved, men hov, hvis den nye daginstitution blev bygget på den anden side af Kærhuset og ud til Engdalsvej, så var parkeringspladserne allerede sikret, og du kunne samtidigt fjerne en meget stor del af den trafik, der er ved skolen i dag, så det primært er cyklister og gående, der ville bruge Kvottrupvej.
Hvad kirkens rolle i alt det her er, det kommer jeg tilbage til en anden gang, for det er kirken, der skal give jorden fra sig, og hvor kan de udvide, hvis de ikke længere har jord til at gøre det på?
Du kan læse mere fra Favrskov Kommune omkring den nye daginstitution lige her:
- Forslag til Lokalplan nr. 436 Daginstitution ved Kvottrupvej i Søften
- Forslag til Lokalplan nr. 436
- Forslag til tillæg nr. 21 – Daginstitution ved Kvottrupvej i Søften
Hvad er Onsdagens ord? Onsdagens ord er skribentens egen holdning, hvor indholdet ikke er bearbejdet journalistisk. Andre medier kalder det for en leder eller klumme, hvor medarbejdere, redaktører eller andre involverede har mulighed for at skrive deres egne ord og holdninger og nå ud til en bred skare af læsere, lyttere og seere. |
Annonce – Vi støtter Søften Nyt