Rønbækskolen har i samarbejde med DBU og lokale fodboldklubber i Grundfør, Hinnerup og Søften afholdt det første ´Get Movin´ arrangement, hvor 44 piger fra 2. klasse på skolen skulle prøve kræfter med at spille fodbold i halvanden time. DBU har startet projektet for at gøre interessen for kvindefodbold større. Søften Nyt var med til den første træning på Rønbækskolen, og som fortsætter på Præstemarkskolen i Søften i maj måned.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
På idrætsanlægget ved Rønbæk Idrætscenter er to unge kvinder i gang med at sætte mål op, det er 18-årige Laura Hjørringgaard fra Hinnerup, og 21-årige Freya Rasmussen fra Søften. De er begge to ambassadører for DBU´s (Dansk Boldspil Union, red.) indsats for pigefodbold.
Projektet hedder Get Movin´, og er lavet i samarbejde med lokale klubber I Danmark, for at få flere piger og kvinder til at spille fodbold.
Sammen med kvinderne er Henrik Stylsvig fra Hinnerup, han er en lokal ildsjæl, der er frivillig i flere idrætsforeninger i Søften, Hinnerup og Grundfør og han er også selv træner for et fodboldhold.
Henrik, hvad er det for et arrangement og projekt, som du, Laura og Freya er med til i dag?
“Det er et pigeprojekt, hvor fodboldklubberne i Hinnerup, Grundfør og Søften er gået sammen. Vi har lavet en plan for pigefodbold, som forhåbentligt kommer til at vare i mange år, og målet med det er at få flere piger og kvinder til at være fodboldspillere, fodboldtrænere og dommere. Projektet er lavet i samarbejde med DBU, og nu prøver vi det af her i dag i samarbejde med Rønbækskolen og i maj måned skal vi lave det på Præstemarkskolen i Søften,” siger Henrik.
Han har ikke noget at gøre med de øvelser, som de 44 piger fra 2. klasse på Rønbækskolen skal lave i de halvanden time, som træningen skal vare, men han er kommet forbi med ekstra bolde, så der er bolde nok til de mange piger.

Samarbejde med Rønbækskolen
Henrik skal op på skolen for at tale med kontaktpersonen fra Rønbækskolen til projektet. Det er SFO og indskolingsleder, Lene Søndergaard Nielsen, og på vejen derop taler vi sammen om projektet:
“Det har været en spændende proces, at få projektet i gang og se at det kan lykkedes at få flere skoleelever til at kunne interessere sig for pige- og kvindefodbold. I klubberne er vi også glade for, at vi har fået flere yngre kvinder til at være frivillige i projektet og i vores klubber,” siger Henrik.
Vi er nået op til skolen, hvor Lene venter på os i personalestuen. Der er frokostpause, så der er en livlig snak blandt lærere og pædagoger, og Lene fortæller, at hun og Rønbækskolen gerne vil være med til at bidrage til, at pigerne får en anderledes idrætsoplevelse i skoletiden.
“Jeg kender Henrik her fra skolen, idet han har børn, der går på Rønbækskolen. Vi holdt et møde, hvor Henrik beskrev projektet Get Movin´. Det passede rigtigt godt ind i indskolings årshjul, hvor vi hvert forår samler vores 2. klasser og arrangerer aktiviteter på tværes af storgrupperne. Dette for at børnene har mulighed for at få et større kendskab til hinanden, inden de bliver til 3. årgang” siger Lene.
Hun fortæller om, at samarbejdet med det lokale foreningsliv går tilbage til skolereformen i 2013, hvor de lokale skoler og foreningsliv skulle arbejde mere sammen, og det er det her projekt en udløber af.
“Det med at DBU støtter projektet omkring at få flere piger til at spille fodbold, vil vi som skole gerne støtte op om. Når det kan passe ind i vores skoleverden, vil vi rigtigt gerne samarbejde med foreningerne,” siger Lene.
44 piger til træning
Jeg går tilbage til fodboldbanen, hvor Laura og Freya er færdige med at stille op og nu egentlig bare venter på at pigerne fra skolen skal komme.
Hvorfor er I her for at træne piger fra 2. klasse i fodbold i dag?
“Fordi vi gerne kunne inspirere dem til at spille fodbold i Grundfør, Hinnerup eller Søften, men også at de kommer ud og ser os eller andre kvinder spille fodbold. Vi spiller begge to på seniorfodbold i Søften,” siger Freya.

Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.
Hvordan er I blevet en del af projektet?
“Jeg blev spurgt af Henrik, da jeg var træner i Grundfør. I dag er det hold jeg trænede nedlagt, men så er jeg blevet træner i HOG (Hinnerup og Omegns Gymnastikforening, red.). Jeg synes, at det er fedt at træne andre, og inspirere dem til at komme ud at røre sig og være sammen med andre piger omkring fodbold,” siger Laura.
Freya nikker til, hvad Laura siger og tilføjer:
“Jeg er blevet spurgt, om jeg vil være fodboldambassadør i SGF´s Fodboldafdeling (Søften Gymnastik Forening, red.). Jeg har selv spillet fodbold i Søften i mange år, og har oplevet mange frivillige trænere og ledere, og jeg vil gerne give noget igen til klubben og til pigefodbolden, så der bliver flere piger og kvinder interesseret i at komme ud og spille, dømme og være trænere,” siger Freya.
De har allerede delt træningen mellem sig, og fortæller at hele træningen ikke kun kommer til at foregå med en bold, selvom det er fodbold, det drejer sig om i dag:
“Vi laver nogle forskellige lege med pigerne. Lege som de kender i forvejen fra skolen, så de piger, der ikke er fortrolige med fodbold, også kommer godt med ind i træningen. Derefter skal vi lave nogle træningsøvelser, og så skal vi spille kamp til sidst,” siger Laura, mens vi kan se, at 44 potentielle pigefodboldspillere er på vej ned til banerne.
Spændte piger
Pigerne kommer gående stille og roligt, og der er to pædagoger med dem. Der er ikke rigtigt nogen, der ved, hvad der skal ske, så pigerne bliver bedt om, at tage hinanden i hænderne og forme en stor cirkel, og derefter bliver de delt ud i de to hold med 22 piger på hver.

Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.
En af pædagogerne står og kigger spændt på, hvad der skal til at ske. Det er Trine Agger Madsen, der arbejder som pædagog på Rønbækskolen.
Trine, hvad har pigerne sagt til at skulle herned og prøve kræfter med fodbold?
“De har været meget spændte på, hvad der skulle ske. Der er også flere, der ikke rigtigt har haft mod på at skulle spille fodbold, når de ikke vidste, hvad det var de skulle. Vi har fortalt dem, at de skal være med, de har ikke et valg, men at de skulle se det som en sjov oplevelse,” siger Trine.
Det er tydeligt at se, at flere af pigerne kender Laura, og de har også været ved hende og sige hej, og det skaber også en tryghed for pigerne.
“Det er nemmere, at det er kendte ansigter, som pigerne kan se. Den her fodboldtræning er almindelig undervisning for pigerne, men når der er et trygt ansigt, og vi også er med, så skal det hele nok gå,” siger Trine.

Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.
Og træningen gik fint, kunne jeg se, pigerne hyggede sig i det overskyede vejr i de halvanden time der gik, inden de skulle tilbage til skolen. Bagefter spurgte jeg Laura og Freya, hvordan det gik med at træne så mange piger.
“Det var en rigtig god oplevelse, og vi har også fortalt pigerne, hvor de kan træne og hvornår de kan træne, så vi håber da, at nogle af dem kommer til træning og vil være med til fællesskabet i fodbold. Det er nok ikke alle, der starter op lige med det samme, for der var en af pigerne, der spurgte mig, om Freya og jeg kommer igen om et år og laver samme træning, for hun synes godt nok, at det havde været hårdt, og hun var ikke sikker på, om fodbold var lige noget for hende,” siger Laura med et smil, mens hun og Freya pakker sammen. De håber begge to, at pigerne har haft en god oplevelse i skoletiden, og måske har de fået overbevist nogle af pigerne til at dukke op til fællestræning i fodbold enten i Hinnerup, Grundfør eller Søften.

Til sidst skulle pigerne også prøve at spille kamp. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.