Annoncer

Hvad har nylonstrømper, værktøj og kobberpladetryk tilfælles? Det er tre af de mange kunstnerformer, som indtil den 10. april er udstillet i Uhresalen i Hinnerup. Her har 19 forskellige kunstnere, der er i 2024 blev færdig på Aarhus Kunstakademi, udstillet deres værker, og til ferniseringen den 6. marts var Søften Nyt med for at høre fra kunstnerne selv om udstillingen.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

I Uhresalen på Hinnerup Bibliotek & Kulturhus er der fra den 6. marts til den 10. april en ny kunstudstilling som alle kan se i den bemandede åbningstid på biblioteket. Det er 19 forskellige kunstnere der alle blev færdige med deres 4-årige uddannelse i sommeren 2024 fra Aarhus Kunstakademi.

Alle kunstnerne har deres helt eget udtryk, hvor nogle maler kropslige forandringer, en anden laver kobbertryk eller udstiller keramik i forskellige udtryksformer. Den 6. marts var der fernisering, hvor størstedelen af de 19 kunstnere var forbi for at de fremmødte kunne høre om de mange værker. Søften Nyt var med for at høre mere om de forskellige kunstneres udtryksformer.

Som velkomst talte Susan Ogstrup og Merete Lykke for de fremmødte, om den fireårige uddannelse på Aarhus Kunstakademi, men også det forløb, som de hver især har været igennem for at nå dertil som kunstnere, hvor de er i dag.

“Vi søger jo ind i os selv, for at finde ud af, hvad det er, der inspirerer os? Hvad det er, vi har på hjerte? Hvad det er vigtigt for os at komme ud med, samtidigt med at vi går i dybden med noget fagligt og håndværksmæssigt, og vi finder vores egen vej i kunsten,” siger Merete Lykke, som er en af de 19 udstillere i Uhresalen.

Hun forklarer, at kunsten for hende kan bruges mange steder i livet, for kunst kan ikke måles og vejes på samme måde, som meget andet kan. 

“Derfor vil jeg også gerne bede jer om at kigge på de mange værker her i rummet, hvad er det, som værkerne gør ved jer, når i betragter dem? Hvad er der på spil? Hvad har kunstneren tænkt? Hvad gør de farver og de former ved mig, når jeg ser på det? Vi er heldigvis også i den unikke position, at de fleste af kunstnerne er her i dag, så I kan spørge dem om det eller de værker, de har med på udstillingen. Jeg lægger ud, jeg har malet de to malerier med kvindekroppen og det med blomsterne til venstre for kroppene,” siger Merete, inden Susan tager over of fortæller om de tolv kobbertryk hun har med på udstillingen, og som du selv kan opleve, hvis du besøger Uhresalen i den nærmeste fremtid.

Fotografiet viser et par kvindefødder og er et udsnit af et maleri fra en udstilling i Uhresalen i Hinnerup.
Her har jeg zoomet helt ind på kvindens fødder, maleriet kan du se i sin helhed i Uhresalen i Hinnerup frem til den 10. april 2025, det er Merete Lykke, der har malet det her maleri. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Værktøj i hovedet

Da kunstnerne er færdige med at præsentere deres værker, da stiller jeg mig hen foran to orange malerier. Solens lys skinner på den fra det store vindue, og ved siden af mig begynder en kvinde at tale om værkerne.

“Det første hedder ´Silent Surrender`, hvor jeg har malet lag på lag. Det er et abstrakt maleri, hvor du selv skal forestille dig, hvad det er du ser. Det andet hedder ´Coming Through`, hvor jeg har malet en port, som er det eneste, der er sikkert i det maleri. Her skal du ellers også selv forestille dig, hvad det er, du ser i maleriet. Jeg maler i meget varme farver, orange og gylden, pigmentfarver og sand,” siger Charlotte Klausen.

Hun fortæller mig, at hun har tegnet og malet i hele hendes liv, og laver skulpturer i gasbeton.

“Jeg kan ikke lade være, det er en del af mit DNA at udtrykke mig gennem kunsten. Jeg er oprindeligt uddannet billedkunstner, men jeg var gået i stå i mit liv, da min søn døde. Jeg skulle prøve noget nyt, for at holde mig selv i gang, og derfor startede jeg på uddannelsen, selvom jeg var i tvivl om, om de nu kunne lære mig noget. Jeg har heldigvis fået rigtigt meget ud af det, og har været rigtigt glad for det…overraskende glad,” siger en smilende Charlotte.

Fotografiet viser kunstneren Charlotte Klausen foran et af sine egne malerier til en udstilling i Uhresalen i Hinnerup, maleriet er i orange farver og er abstrakt. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen - Søften Nyt.
Charlotte Klausen med det ene af de to malerier i baggrunden, som hun har med på udstillingen. Charlotte maler abstrakt, og du skal selv som beskuer, finde ud af, hvad du ser i maleriet. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

På den blå bagvæg hænger 12 af Susan Ogstrups kobbertryk. Susan er fra Søften, og har i mange år også været en del af kunstnergruppen Primus i Favrskov, så det er ikke første gang, at hun udstiller i Uhresalen. Hun har også haft kontakten til Hinnerup Bibliotek & Kulturhus omkring udstillingen.

Susan, er du færdig som kunstner nu?

“Nej, det er jeg ikke, og det bliver jeg heller aldrig, jeg skal blive ved med at udvikle mig. Jeg lavede også kunst inden jeg kom på Aarhus Akademi, der malede jeg. Nu laver jeg grafisk kunst, og vil prøve at få det med i censurerede udstillinger, og måske kan jeg leve af det en dag,” siger Susan med et smil, mens hun forklarer, at udstillingen i Uhresalen ikke er den eneste, hun er med i lige nu. Hun udstiller også Baunhøj Mølle i Grenaa, sammen med to af hendes tidligere medstuderende.

Et udsnit af de tol kobbertryk, som Susa Ogstrup har med i udstilingen i Uhresalen. Hun har brugt den samme kobberplade til alle 12 tryk, men udtrykket er meget forskelliget i alle 12 værker. Foto. Susan Ogstrup.

Ved indgangen til Uhresalen hænger der til højre for døren nogle nylonstrømper, og lige nedenfor er der tre buster med værktøj, der er sat ned oveni hovedet på busten. Jeg ved ikke, hvad det er, men der er et eller andet, der får mig tll at studere det nærmere, og gerne vil have mig til at vide mere om værkerne, for hvorfor finder en kunstner på at udstille nylonstrømper?

Det får jeg ret hurtigt svar på fra Lise Bang Pedersen, der står ved siden af værkerne. Det er hende, der har lavet dem og svarer beredvilligt på mine spørgsmål om nylonstrømperne og værktøjet:

“Jeg har altid været begejstret for ting fra fortiden. De værker jeg laver, indeholder kun gamle ting. Jeg køber ikke nyt, men genbruger, hvad jeg har eller får foræret. De her nylonstrømper, jeg udstiller. Dem har jeg arvet fra Erna. Erna er død, men boede i den samme lejlighed i 62 år. Her gemte hun alt og intet blev kasseret, og det kan du også se på reparationene af nylonstrømperne der på væggen. Jeg har samlet ting fra hende to-værelses lejlighed og lavet værker af dem,” siger Lene.

Hvad med busterne eller figurerne med værktøjet, hvor kom ideen til dem fra?

“I dag kasserer vi ting, smider ud og køber nyt, men alting har en historie, og er fra en anden tid. Den tid kommer aldrig igen. Min far var automekaniker, og det værktøj du ser, det er hans gamle værktøj, som han brugte og gemte. Jeg har beholdt det, og bruger det i værket her. Mennesker betyder meget for mig, og med alle de følelser, som vi indeholder. Vi er alle gode til at dunke os selv i hovedet med, at vi ikke er gode nok, og så fik jeg lyst til at lave fire mennesker med værktøj oven i hovedet,” siger Lene.

Værktøjet i hovedet af busten har kunstneren Lise Bang Andersne arvet fra sin far. Lise bruger kun genbrugsting i sine værker, hun køber aldrig noget nyt til dem. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Uden for salen står kulturformidler i Favrskov Kommune, Dorthe Andersen, hun står og snakker med gæster og kunstnere, og i et roligt øjeblik spørger jeg hende om, hvorfor de har inviteret tidligere studerende fra Aarhus Kunstakademi til at udstille i Uhresalen.

“Jeg synes, at det er rigtigt spændende at se, hvad de mange kunstnere har med til udstillingen, og så kender jeg Susan, som har stået for forbindelsen til gruppen. Jeg kan godt lide, at det er mange forskellige kunstnere, som viser deres værker frem. Det har ikke været nemt for Allan Stochholm at være kurator, men han har gjort et stort arbejde med udstillingen, sammen med vores faste opstillere, uden dem fik vi ikke værkerne på væggen,” siger Dorthe.

Hun forklarer, at hun gerne vil lave et samarbejde med Aarhus Akademi, så der hvert år kan være en udstilling i Uhresalen eller andre steder i Favrskov Kommune med de afgangsværker, som kunstnere har lavet.

“Så det kunne blive en fast tradition, at værkerne bliver vist i fx efteråret, kort tid efter at de studerende er blevet færdige. Nu har vi prøvet med den første udstilling, og den kan du se frem til den 10. april. Værkerne bliver pillet ned igen inden Påske, for Primus har fernisering på deres årlige udstilling Skærtorsdag, men indtil da kan vi nyde de mange værker fra afgangsudstllingen fra Aarhus Kunstakademi 2024. Hvis du er i tvivl om en kunster eller et værk, så tag en af brochurerne, der står det hele beskrevet,” siger Dorthe.

Faktaboks – fra pressemeddelelsen
De 19 kunstnere fra Aarhus Kunstakademi, der alle blev færdiguddannede i 2024, er gået sammen om at skabe en fælles udstilling i Uhresalen under titlen: Samtidskunst. De repræsenterer en bred vifte af specialer med bl.a. keramik, maleri, skulptur, collage og grafik. Værkerne er derfor udført i mange forskellige materialer bl.a. stof, gips og stål. Denne mangfoldighed resulterer i en spændende udstilling med mange forskellige og varierede kunstneriske udtryk. 
 
Deltagende kunstnere: 
Alexandra Lundbergh, Bente Østergaard Sørensen, Charlotte Claussen, Yoko Meinertz, Ea Sulejma Lund, Else Rønne, Jette Rasmussen, Johanne Rye Kjer, Karen Niemann, Kenth Rose, Kirsten Charles Stavnsholt, Linda Fuglsang, Lise Bang Pedersen, Merete Lykke, Rebekka Koefoed, Susan Ogstrup, Thinna Aniella Michelsen, Tina Seirup Nielsen og Tine Borch-Jensen.

Rettelse: I den oprindelige artikel, havde vi skrevet ´bronzepladetryk`, det er ikke korrekt, det er en kobberplade, som værkerne er trykt på, og derfor er det blevet rettet i teksten. Sidste dag for udstillingen er heller ikke den 11. april, men den 10. april, for værkerne bliver pillet ned igen den 11. april.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også