Af Simon Buus Olsen, Byrådsmedlem for Liberal Alliance i Favrskov, Bøgehaven 8370 Hadsten
Så er der for alvor gået valgkampsstemning i tingene, fra Socialdemokratiets side.
I forbindelse med anlæg af en ny skole i Korsholm turnerer man nu rundt med at der bør anlægges en hal i forbindelse med skolebyggeriet.
Jeg tror egentligt ikke der er nogen i Byrådet, der ikke synes det ville være en fin ide, så den bør Socialdemokratiet som sådan ikke have patent på. Men det er åbenbart kun alle os andre i Byrådet, der har opdaget at vi er ekstremt presset på anlægsbudgettet i de her år.
Med det in mente kunne Socialdemokratiet jo så anvise hvad det er, som vi så ikke skal prioritere for at få rum til en hal i forbindelse med anlægget af Korsholm Skole?
Er det Moselund-projektet? Er det klimatilpasningen der skal nedprioriteres? Mindre biodiversitetsindsatser? Skal vi spare på plejehjemsbyggeriet i Hadsten? Stoppe udvidelse af HH-skolen, med de højeste klassekvotienter i kommunen?
Hvor er det pengene skal komme fra, ville være en fordel at nævne, når man er i gang med at love 25 millioner kroner ud op til et kommunalvalg. Det burde man vel også forvente af et parti der går efter borgmesterposten?
Tidligere har Socialdemokratiet snakket om en halv hal i forbindelse med skolebyggeriet. Her kan jeg jo tilsige, at jeg nævnte dengang og stadig mener, at hvis vi skal bygge en hal, så bygger vi altså en ”40×20” hal og ikke noget halvt værk, som ikke kan bruges udover i skoletiden rigtigt.Herudover så er det som om Socialdemokratiet åbenbart pludselig har glemt at vi i forbindelse med Budget 2025-28 lavede en politisk aftale om at få undersøgt halkapaciteten i 8382 Hinnerup?
Den er vi endnu ikke forelagt – så mon ikke vi bør vente på konklusionerne fra den undersøgelse, inden vi bare forhåndskontere 25 millioner kroner?