Annoncer

Jeppe på Bjerget er kommet til Aarhus Teater igen i en udgave, som du ikke har set før. Jeppe og hans kone, Nille, bor i ghettoen, hun er sexarbejder, han drikker og har PTSD. Søften Nyt var med til pressemødet på Jeppe på Bjerget, og her er hvad deres udsendte oplevede.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Den udgave af Jeppe på Bjerget, som jeg kender og husker. Det er, da skuespilleren Buster Larsen vågner op i baronens seng, og ikke helt kan finde ud af hvem han er. I den udgave som dramatikeren og instruktøren Christian Lollike har sat op på Aarhus Teater, der er det Thure Lindhardt, der spiller Jeppe.

Til pressemødet ugen inden premieren, fik de tilstedeværende pressefolk en forsmag på, hvad vi som publikum kan vente os at se, når Jeppe på Bjerget har premiere den 6. februar 2025.

Det bliver ikke den Jeppe, som du har læst om og som du har set i andre opførelser, for Jeppe på Bjerget er ført op i nutiden. Hvor hans kone er sexarbejder, og Jeppe drikker for at glemme hans traumer fra krigen. De bor i en lejlighed i blokkene, og baren som vises på scenen er en kopi af et værtshus tæt på Aarhus Teater. Det er først, når Jeppe vågner op i Baronens seng, at vi bliver taget med tilbage i tiden, og de fremmødte til pressemødet fik kun lov at se med indtil baronens seng blev skubbet ind på scenen.

Forinden var vi blevet præsenteret for de mere end 20 skuespillere, der er med i forestillingen som spiller fra den 6. februar og frem til den 13. marts, men hvis du vil nå at have fat i en billet. Så er det ved at være sidste chance, for der er meget tæt på udsolgt af de 22.600 billetter, der er sat til salg.

Fotografiet viser Jeppe i Baronens seng på Aarhus Teaters store scene. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen - Søften Nyt.
Jeppe vågner op i baronens seng, og ved ikke, hvor han er. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Hvem er Jeppe i 2025

For dramatikeren og instruktør Christian Lollike er det ikke første gang, at han sætter teaterstykker op på Aarhus Teater. Sidst var det Skolekomedien han viste, og forrige gang var det også et Ludvig Holberg stykke, Erasmus Montanus, så scenen i Aarhus er ikke fremmed for ham, og han synes heller ikke, at Jeppe på Bjerget er fremmed for ham. Det er også derfor, at han har trukket stykket op til nutiden, forklarer han til Søften Nyt efter skuespillerne er færdige på scenen, og alle vi journalister får lov til at lave interview:

“I den originale Jeppe på Bjerget har Jeppe været i krig, og det kender vi også mange, der har været i dag, og har fået skrammer på sjælen af det. Jeg er altid nysgerrig på, hvordan folk ender i krig, så det var et startpunkt for stykket. Den anden relevans for at trække stykket op til nutiden er, at du ser en overklasse, der leger med en underklasse. Det synes jeg stadig, at vi kan se i samfundet i dag, ligesom det er skrevet i det originale stykke af Holberg, og jeg prøver at lave en form for satire på det,” siger Christian.

Fotografiet viser dramatikeren og instruktøren Christian Lollike, han sidder på en trappe op til Aarhus Teaters store scene og bliver interviewet. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen - Søften Nyt.
Christian Lollike har trukket historien om Jeppe på Bjerget op til nutiden. Det med at Jeppe drikker, det er fordi, at han har været i krig og PTSD, forklarer han for de fremmødte journalister. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Hvad er teatrets rolle i samfundet?

“Det kan være rigtigt mange forskellige ting, men jeg synes med den her forestilling. At vi prøver at se på nogle forskellige mekanismer, der er tilstede i vores samfund, og så prøver teatret at trække dem frem og tydeliggøre dem. I det her tilfælde med komedie og satire,” forklarer Christian.

Hvorfor er du instruktør?

“I begyndelsen var jeg dramatiker og skrev tekster til stykker, men på et tidspunkt fandt jeg ud af, at jeg i samarbejde med andre, gerne ville lave nogle anderledes typer af fortællinger, med de klassikere, som de fleste af os kender. Det skal jeg også igen, når vi er færdige med Jeppe på Bjerget,” siger Christian, inden den næste journalist trækker ham væk.

Foran mig står David Gehrt. David er scenograf og har skabt scenografien til Jeppe på Bjerget i samarbejde med Ida Graup, og han fortæller at de i samarbejde med Christian Lollike har fundet frem til de omgivelser, som publikum skal se fra salen.

“Christian har lavet et take på forestillingen, at Jeppe er krigsveteran. Det taler også ind i nutiden i dag. På den måde fik vi en tanke om, at lade forestillingen foregå i 2025, og at Nille og Jeppe bor i et udsat boligområde. Nille er sexarbejder, og Jeppe er ikke i stand til at arbejde,” siger David.

Fotografiet viser David Gehrt, der er scenograf på Jeppe På Bjerget på Aarhus Teater. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
David Gehrt og Ida Graup står bag scenografien i Jeppe på Bjerget, i samarbejde med instruktøren Christian Lollike. På scenen vil publikum se en bar, Nille og Jeppes stue i ghettoen, baronens seng og et western tema. Alt sammen for lave et andet take på Jeppe på Bjerget, og David glæder sig til at opleve, hvad publikum tænker om det. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Han forklarer, at han måske er gået lidt kliché agtigt til det, med at sætte en scene i et udsat boligområde, for som han siger, så er det ikke alle sexarbejdere og alkoholikere, der bor der. 

“Der er en fare for, at vi får det til at se ud som om, at sådan her er det i virkeligheden. Sådan er virkeligheden ikke altid, men Jeppe på Bjerget er et teaterstykke, hvor vi skulle tage udgangspunkt i noget, der kan ligne virkeligheden i dag. Samtidigt tager vi Jeppe 300 år tilbage i tiden, tror han, og hvor vi prøver at tage lidt pis på Rokoko tiden. Parykkerne er lavet af skumpap,” siger David.

Thure Lindhardt om Jeppe

Ned fra scenen kommer Thure Lindhardt klædt som Jeppe i Baronens seng, han har stadig guldkostumet på fra da han blev kørt ind på scenen i baronens seng.

Thure, hvem er Jeppe?

“Jeg synes, at vi alle sammen kender ham. Han bor i os og rundt omkring os. Han er så genkendelig og så meget dansk. Jeg holder utroligt meget af Jeppe, og han er den af Holbergs karakterer, som jeg bedst kan lide. Han er den lidt underkuede og godmodige mand, der selvmedicinerer sig og dulmer sin smerte med det han nu har ved hånden,” siger Thure.

Fotografiet viser Thure Lindhardt klædt ud som Jeppe på Bjerget i Rokokotøj i guld. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen - Søften Nyt.
Thure Lindhardt er Jeppe på Bjerget i en 2025 udgave af det klassiske stykke fra Holberg. Thure er glad for rollen, og han mener også, at Jeppe er et menneske, som de fleste af os kender. Vi skal bare være bedre, til at lære Jeppe og kende og finde ud af, hvorfor Jeppe drikker. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Thure tænker lidt mere over det, inden han fortæller lidt mere om Jeppe:

“Jeppe tager i mod verden, som den er. Han godtager den, og accepterer det, han får at vide. Er jeg blevet hængt? Siger han. Nå, så er jeg det. Så fortæller de ham, at han er levende igen. Nå, så er jeg det. Jeppe går gennem livet og tager i mod livet, som det er, og uden at stille de store spørgsmål til livet. Ham synes jeg godt, at vi kender, og så drikker han lidt for meget, ikke?” siger Thure spørgende.

Hvordan er det at stå her på scenen i Aarhus og spille Jeppe på Bjerget?

“Jeg holder meget af det her teater, min mange medspillere og så vores instruktør, Christian. Jeg synes, at han er en af de bedste, som vi har, og så kan jeg ikke rose ensemblet på teatret nok. Jeg glæder mig til at spille for publikum, for forestillingen bliver først skabt sammen med publikum. Det er der, du mærker timingen, der du mærker forestillingen sammen med publikum. Det får du ikke, når du laver film eller TV,” siger Thure.

Hvordan har du det med at David, Ida og Christian har trukket Jeppe på Bjerget op i nutiden?

“Det er fedt. Det er teater, når det er bedst. Det med, at du skaber en verden, bryder den ned, og så skaber du en anden verden, så bryder du den ned og laver en tredje verden. Det er her, hvor teatret virkelig kan noget. Du kan skifte mellem tid og rum, og være alle mulige steder, og være alt muligt, som vi ikke kan være i virkeligheden. Det er en stor force,” forklarer Thure.

Interviewet er slut og det er mit arbejde egentlig også her til pressevisningen af Jeppe på Bjerget, men da jeg er færdig med at tale med Thure Lindhart, der giver han et knus til en mand, der står tæt på os. Thure siger tak til ham, fordi han har fået mandens historie.

Manden hedder Jesper og er krigsveteran, og han stod også på scenen og fortalte om, hvem han er og var, da skuespillerne, instruktøren og scenograferne blev præsenteret. Jeg havde ikke haft mulighed for at tale med ham, men det lykkedes nu. Mens vi går ud af teatret sammen, så vil jeg gerne vide, hvorfor han er tilstede i dag.

“Ligesom Jeppe i stykket har PTSD, så har jeg det også efter de oplevelser, jeg har haft i Bosnien og Afghanistan som udsendt. Jeg kom for lang tid siden i kontakt med Christian (Lollike, red.), da han skulle bruge nogle krigsveteraner til en forestilling. Til den her forestilling, der ringede han til mig i december, og spurgte om jeg ikke ville komme og fortælle min historie til de medvirkende. Som sagt så gjort,” forklarer Jesper.

Hvordan er det at stå her i dag, og opleve Jeppe på Bjerget?

“Jeg synes, at det er en kæmpe oplevelse. Jeg er glad for, at det lige præcis er Christian, der sætter det op. Han går lige præcis ind, og piller ved det, som mange folk gør, når der er nogen, der har et alkoholproblem, eller misbrug. Vi dømmer dem nemt, uden at vide hvorfor. Uden at tænker over, hvorfor de drikker eller har et misbrug. Men der er en grund, for jeg tror ikke, at der er nogen, der lever som Jeppe, fordi de synes, at det er sjovt,” siger Jesper.

Han har aldrig selv været ude i misbrug, men levede på gaden i mange år efter sin tur først Bosnien og derefter Afghanistan. Han blev også skilt den gang, og overvejede senere om det var det hele værd. Hans søn hankede op i ham, og Jesper kom ud og boede på en af de mange veteranhjem vi har i Danmark.

“Her mødte jeg min nuværende kone, og vi bor i dag i Humlebæk sammen og jeg har fået livet igen. Jeg er glad for at kunne fortælle min historie, men der er stadig rigtigt mange derude, som mangler at fortælle sin. Vi skal have fokus på, at vi er mange, der har ar på sjælen efter vores udsendelser. Det er historier som flere skal kende, så de kan finde ud af, hvorfor vi har det, som vi har,” siger Jesper.

Fotografiet viser Jesper, der er krigsveteran og som Christian Lollike har brugt som inspiration til Jeppe På Bjerget. Jesper står på billedet uden for personaleindgangen til Aarhus Teater, på bagsiden af teatret. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen - Søften Nyt.
Jesper har været udsendt til Bosnien og Afghanistan som soldat for Danmark. Efter udsendelsen til Afghanistan gik han helt ned med flaget, og overvejede længe at tage sit eget liv. Han egen søn fik livet tilbage af ham igen, og han kom på et veteranhjem. I dag bor han i Humlebæk med sin nye kone, og er glad for at andre kan bruge hans historie. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.
Faktaboks
Jeppe på Bjerget spiller på Aarhus Teaters Store Scene fra den 6. februar til den 13. marts. Forestillingen er lavet i samarbejde med Aarhus Teater og Holstebro Dansekompagni. Instruktøren er Christian Lollike, og Jeppe spilles af Thure Lindhart. I de mange andre roller er det primært ensemble skuespillere, der er på scenen. 
 
Du kan læse meget mere om forestillingen i denne fil. Klik på den, og du kan downloade den.
  • www.frankhoedt.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også