I uge fem var Præstmarkskolen i Søften vært for DM i Skolehåndbold, og over tre dage var der elever og lærere døgnet rundt på skolen. Det kræver sit, når 350 mennesker indtager to haller og en hel skole for at spille håndbold fra morgen til aften.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Midt i VM feberen for håndboldherrerne blev der spillet DM i Skolehåndbold på Præstemarkskolen i Søften. Her var 24 forskellige 8. klasser samlet for at afgøre mesterskabet i skolehåndbold i 2025. Lærere og de mange frivillige gjorde sit til, at stævnet blev en succes.
Stævnet startede tirsdag eftermiddag, hvor borgmesteren fra Favrskov Kommune, Lars Storgaard bød velkommen til den mere end 350 spillere, trænere og lærere, og han oplevede selv at få harpiks på fingrene, da han skulle kaste en bold tilbage til en spiller:
“Jeg får fedtede fingre af det her, men det er dejligt at se, at Præstemarkskolen her i Søften danner ramme for et stævne af denne størrelse. Det er fantastisk at se, at vi i Favrskov er udvalgt til det. Så er det dejligt at se så mange unge mennesker dyrke idræt og håndbold,” siger Lars, inden han stiller sig ud på sidelinjen og skal overvære lidt af en kamp.
Her står også Præstemarkskolens leder, Lene Kirkegaard, og smiler. Hun synes, at det er fantastisk, at det er muligt for skolen, at holde et arrangement af denne størrelse:
“Det betyder rigtigt meget for os, at kunne skabe de her rammer for nogle unge mennesker, der har det sjovt med at lave noget sammen,” siger Lene.
Hvorfor sagde I ja til at holde det?
“Det er spændende for os at være værter, og så lærer vi også en hel masse ved at prøve, at arrangere så stort et arrangement som det her. Samtidigt med, at skolen skal fungere som almindelige skole i løbet af dagen,” siger Lene.
Hvordan fungerer det?
“De tilrejsende skal være ude klokken 07:30, så vores andre elever kan komme ind, og så kan de komme tilbage igen om eftermiddagen. Så vi får det til at lykkes, og så har vi god plads og gode udearealer. Jeg er glad for, at de involverede lærere sagde ja til arrangementet, og så er der mange fra 8. klasserne, som ikke spiller håndbold, der hjælper til som frivillige,” siger Lene.
Charlotte Sørensen, der er lærer på Præstmarkskolen og er tovholder på arrangementet fra skolens side er også træner for et af skolens hold. Hun har ikke tid til at tale med Søften Nyt inden kampstart, så vi aftaler at jeg kommer forbi onsdag, når stævnet er godt i gang for at høre mere om at skulle have ansvaret for at holde et stævne i gang over tre dage, hvor skolen er fyldt til randen af lærere og elever, der kommer langvejs fra. Samtidigt med, at der skal være undervisning i lokalerne om dagen.
Halvdelen af stævnet er ovre
Onsdag eftermiddag er der fuld tryk på med kampe i begge haller i Søften Kultur- og Idrætscenter, som ligger sammen med Præstemarkskolen, og i køkkenet huserer Erik Jørgensen. Han og hans medhjælpere er i gang med maden, for der skal laves masser af mad, når der lige pludselig flytter 350 mennesker ind.
“Vi har et rigtigt godt samarbejde med skolen om arrangementet, og alle får mad. De mange frivillige fra 8. klasser hjælper også med at vaske op, tørre borde af og rydde op- Så der hele tiden kan være pænt og ryddeligt, når vi er så mange mennesker samlet,” siger Erik.
Ude foran kiosken står en af de mange frivillige fra 8. klasse, det er Alexander Porsgaard Nielsen. Han har en blå trøje på, der viser, at han kan hjælpe eller svare på spørgsmål, hvis der er nogen, der har brug for hjælp.
Hvorfor er du frivillig til DM i skolehåndbold?
“Det er jeg, fordi jeg synes, at det er en god ting at hjælpe de mange mennesker, med at finde rundt her. Hvor de skal sove, og være med til at holde styr og hjælpe til stævnet. Det er selvfølgeligt overvældende med så mange mennesker, men vi er mange til at hjælpe, og vi finder ud af det,” siger Alexander.
Hvordan er det at holde et stævne, hvor du normalt går i skole?
“Det er lidt skørt at tænke på, at lige nu holder vi DM i Skolehåndbold, men det er også lidt sejt. Når det er slut torsdag eftermiddag, og vi er færdige, så holder vi også fri hele fredag, men jeg er glad for at være med. Det sker kun engang, at jeg er med til at holde DM i Skolehåndbold, og det skal være en god oplevelse, for dem som kommer her,” siger Alexander.
Charlotte Sørensen står og taler med nogle elever, da jeg finder hende ved stævnekontoret. Der er hele tiden noget at se til, når hun står med ansvaret for stævnet, sammen med flere kolleger.
Hvordan er det gået indtil videre, Charlotte?
“Stævnet forløber godt, selvom der opstår forsinkelser, men jeg har ikke sovet så meget i nat. Vi havde nogle problemer med lyset, der ikke rigtigt ville slukke. Til gengæld er der en rigtig god stemning. Folk er glade, også selvom der måske er lidt ventetid her og der, men alle er med til at få det til at lykkes,” siger Charlotte.
Hvorfor har du sagt ja til at være med?
“Fordi vi synes, at det er et mega spændende arrangement. Vi er seks lærere på årgangen, der står for det, og så får vi ekstra hjælpe fra andre lærere. Der er 25 elever, der skal spille håndbold, og de sidste 50 fra årgangen er med som frivillige hjælpere. De møder ind i forskellige hold i løbet af dagen,” siger Charlotte, hun nævner, at hun selv har været med til andre stævner på andre skoler, og derfor er det også godt selv at være arrangør, selvom det er et stort arbejde.
På stævnekontoret er der to fra Danske Skoleidræt i gang, den organisation, der afholder DM i Skolehåndbold. Selvom det er skolen, der tager sig af det praktiske omkring arrangementet, så er der meget som organisationen også skal klare. Til stævnet er det Ulrik Sundahl Sørensen og Jacob Kjær Hansen, der er med fra Dansk Skoleidræt.
Hvad er Dansk Skoleidræt for en organisation?
“Vi blev etableret tilbage i 1946, lige efter 2. verdenskrig. Vi har fokus på at sætte skolen i bevægelse gennem idræt, motion og bevægelse i skoledagen. Vi har seks forskellige discipliner, hvor der bliver afholdt DM, hvoraf skolehåndbold for 8. klasser er et af dem,” siger Ulrik, inden Jacob tager over.
“Vi har 15 kredse landet over, hvor der har været afholdt lokale kredsmesterskaber, og så er det de bedste, der er samlet her i tre døgn i Søften til DM,” siger Jacob.
Ulrich forklarer også, at det ikke kun gælder om, at vinde stævnet, for der gives også en fairplay pris for at være det bedste hold, for både drenge og piger, på og uden for banen.
“Alle spillere har en stemme, og de skal vurdere, hvilket hold, der har opført sig bedst. Det gælder inde på banen og uden for banen. Hvordan de opfører sig som gæster et fremmed sted; er du en god kammerat på og uden for banen, og om et hold er gode til at rydde op efter sig. Det er en fairplay pris, som gives når stævnet slutter. Så det gælder ikke kun om at vinde, men også om at være en god kammerat,” siger Ulrich.