Annoncer

Af Morten Bang, byrådsmedlem i Favrskov kommune for Danmarks Demokraterne og formand for Kultur- og Fritidsudvalget

I december måned godkendte byrådet en sag om Styrelsen for patientsikkerheds tilsyn med to plejecentre i kommunen. Begge tilsyn var meget positive og det er på baggrund af en lang række parametre bla. livskvalitet, trivsel og aktiviteter. Vi har de seneste år i Favrskov generelt haft positive tilsyn og det påkalder stor ros og anerkendelse af både medarbejdere og ledere i vores ældrepleje.

Nu har Favrskov kommune fået tilført midler fra en pulje fra social og boligstyrelsen – Indsatsen har titlen ”Plejehjem med livsglæde og nærvær”.

Med 1,14 mio. kroner fra Social- og Boligstyrelsen får vi en unik mulighed for at styrke livskvaliteten for beboerne på plejehjemmene Anlægget i Ulstrup og Møllegården i Hadsten. Det er to plejecentre, som bliver pilotprojekter i denne indsats, der vil have fokus på nærvær, meningsfulde aktiviteter og fællesskaber – og ikke mindst brobygning mellem plejecentrene og lokalsamfundene omkring dem.

Jeg tror på, at dette projekt kan skabe en reel forskel for vores ældre borgere. Ved at bruge plejehjemsbeboernes livshistorier og ønsker som udgangspunkt for plejen og aktiviteterne kan vi sikre, at deres hverdag bliver mere meningsfuld og tilpasset deres individuelle behov og drømme. Samtidig er det en styrke, at der tænkes i at inddrage lokalsamfundet. Når civilsamfund og kommunale medarbejdere arbejder tæt sammen, kan der skabes fællesskaber og aktiviteter, der ikke kun gør en forskel for beboerne, men også for de lokale borgere.

Jeg er især glad for, at projektet lægger vægt på at skabe en fælles kultur og retning blandt ledere og medarbejdere, inden selve aktiviteterne for alvor rulles ud. Det viser, at man i kommunen tager opgaven alvorligt og sikrer, at fundamentet er på plads, før man bygger videre. Det er helt afgørende, hvis vi vil sikre, at erfaringerne fra de to pilotplejecentre kan inspirere og udbredes til resten af kommunen.

Jeg vil følge projektet tæt og ser frem til at se, hvordan det udvikler sig i løbet af de kommende år.

For mig handler det om, at vores ældre borgere skal opleve en hverdag med livsglæde.
Jeg tror på at nærvær og fællesskab giver livskvalitet.

Læserbreve og debatindlæg står for afsenderens egen holdning og meninger.
  • www.frankhoedt.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også