Af Anders Godtfred-Rasmussen
En ny folkeskole, det er ikke ret tit, at vi hører historier om, at der bygges nye skoler i Danmark, tværtimod, oftest hører vi om, at der bliver lukket skoler. Det var også det, som byrådsmedlem og tidligere borgmester i Favrskov kommune, Nils Borring lagde ud med til borgermødet i Foldby Forsamlingshus den 20, januar, hvor han fortalte om, at i den 25 år lange karriere han har haft i folkeskolen inden han blev borgmester, der havde han været med til at lukke tre folkeskoler, men han glædede sig over, at være med til at skulle bygge en ny.
Salen i forsamlingshuset i Foldby var også fyldt til randen, for det med at bygge en ny folkeskole i området kan virkeligt trække folk af huse, og de lokale politikere var også valfartet til Foldby. Otte byrådspolitikere, en borgmester og en stribe embedsmænd, hvor de fleste af dem også skulle tale på mødet, og prøve at svare på de mange spørgsmål, som borgerne havde efter orienteringen om projektet.
For en orientering var det, ikke ret meget andet, og Favrskov Kommune og forvaltningen havde været så smart at ligge den 3 dage før høringsfristen til lokalplansforslaget udløber, og det blev understreget mange gange på mødet, at vi nu alle skulle huske at sende vores svar ind. Tre dages varsel er ikke ret lang tid, det kunne have klædt forvaltningen, at have holdt mødet i starten af januar, så de, der ikke var opmærksomme på høringsfristen havde haft lidt længere tid.
Lad nu det ligge, det væsentlige var, hvad der blev sagt på mødt og også alt det, der ikke blev sagt og blev talt uden om. For udenom var både politikere og embedsmænd gode til, rigtigt gode endda, det vender jeg tilbage til.
Mødet skulle omhandle den kommende nye Folkeskole, der skal bygges i Norring og gerne stå klar engang i 2029, og derfor er det også væsentligt for kommunen at processen kommer i gang så snart som muligt. Budgettet er lagt, og igen og igen blev det nævnt, at det er et helt års anlægsbudget, som bliver brugt på at bygge en ny skole, et helt år hvor der ikke er råd til andet, som det blev nævnt af en enkelt embedsmand. Men det er jo en sandhed med modifikationer, for jeg tænker at et byggeri som det her, der kommer planlægningen og finansieringen til at foregå over flere budget år i kommunens byggeri, så at der ikke er råd til at i et enkelt år, det hænger ikke rigtigt sammen.
Vi fik nogle vældigt fine forklaringer om, hvordan skolen måske kan komme til at se ud udfra den skitse tegning, som er blevet vist og som du også kan se herunder. Vi fik også vist skitser over, hvordan krydset ind mod skolen, kommer til at se ud, men da der kom spørgsmål omkring det, så blev de affejet med en bemærkning om, at det kun er en skitse, og ingenting er planlagt, for mødet denne mandag aften handlede om, at fremvise planer for den lokalplan, der skal vedtages i byrådet, og ikke om så meget andet.
Derfor blev de fleste spørgsmål fra salen også afvist høfligt af både embedsmænd og politikeren Nils Borring.
Der var mange spørgsmål omkring, hvorfor der ikke skal bygges en hal ved skolen, nu hvor kommunen også har fremlagt planer for udvidelsen af Foldby og Norring, og at byen kommer op på 1800 indbyggere inden for en overskuelig fremtid. Hvad var svaret, det er der ikke råd til, fordi kommunen bruger et helt års anlægsbudget på at bygge en skole.
Jeg stod og smågrinede lidt af det, for det er da komisk, at i de her år, hvor vi bliver tudet ørene fulde om, at børn og unge bevæger sig for lidt, så er der ikke plads til at bygge en hal i forbindelse med et skolebyggeri. En hal, som vil få en lokal idrætsforening til ikke længere at skulle køre rundt i kommunen til andre haller, men kunne skabe ordentlige forhold for de forskellige idrætsgrene, også til skolebrug.
Der mangler allerede kapacitet i hallerne i Søften og Hinnerup, og en kapacitets rapport er ved at blive lavet i forhold til, om der er brug for en hal mere og hvor den skal ligge, men for mig at se, der ville det være oplagt at ligge hallen i forbindelsen med byggeriet af en ny skole. Det synes borgerne også til borgermødet, men den prellede af på embedsmænd og Nils Borring.
Der kom også spørgsmål omkring kapaciteten på skolen, og hvorfor den kun skal bygges til og med sjette klasse? Svaret var, at det er for dyrt at bygge faglokaler til 7. – 9. klassetrin, så de børn og unge skal transporteres til andre skoler i området, i dag Præstemarkskolen og fremover måske til Rønbækskolen.
Der kom der så et opfølgende spørgsmål, at væksten i boliger bliver stor i både Søften og Hinnerup fremover, så vil der ikke opstå kapacitetsproblemer begge steder?
Svaret fra Nils Borring var, at det kunne de ikke sige helt præcist, men en gang om året giver forvaltningen de kommende års prognoser til politikerne, og så ved de, hvor mange børn der skal gå i skole året efter.
Det var pinligt at høre et sådant politikersvar fra Nils Borring, selvfølgelig vil der blive kapacitetsproblemer på skoleområdet, det er der allerede i dag, og bare tænk, når det nye boligområde i Hinnerup Nord bliver udbygget, og de mange nye boliger i Søften skal bygges, så mangler skolerne plads, rigtigt meget plads, og så kan du ikke bare udbygge en skole over en sommerferie.
Det med at skulle bygge en hal, så har Socialdemokratiet ellers tidligere offentligt foreslået at anlægge en halv hal i forbindelse med projektet omkring Korsholm Skole. En kilde der ikke ønskes direkte citeret tilsiger at prisen jf. overslag fra embedsværket, vil være omkring 15 millioner kroner for en halv hal og 22-23 millioner kroner for en hel hal. Skulle man anlægge en halv hal i første omgang og senere ville udvide til en hel hal, så vil prisen være op imod 20 millioner kroner udover de første 15 millioner kroner. Det skal siges, at de her tal er givet uden at regne på dem, det er cirka tal, men alligevel, hvad vil du tænke, at den bedste løsning vil være?
Der kom også mange spørgsmål omkring sikker skolevej, og hvordan børnene skal komme op til idrætspladsen via Riisvej, når de skal have idrætsundervisning der (nu hvor de ikke kan gøre det i den hal, der ikke skal bygges).
Igen blev der sagt, at infrastrukturen uden for skolen skulle ikke tages op på mødet, det skal tages fra en anden kasse. Men at borgerne har mulighed for at komme med forslag til vejforbedringer, de skal bare skrive til trafikogveje@favrskov.dk, så skal forvaltningen nok kigge på det.
Igen er det et hovedrystende svar, hvis det omkringliggende vejsystem, stisystem osv. Ikke er tænkt ind i det fra starten, så vil der komme til at opstå en hel del hovsa løsninger undervejs, og så kommer der til at ske ulykker.
Selvfølgelig er det positivt, at der skal bygges en ny folkeskole i Norring, også fordi det nok ville være meget dyrere, at skulle udbygge de tre andre folkeskoler i området, men det ville klæde forvaltningen at tænke mere end tre til fire år ud i fremtiden, måske lidt længere.
Jeg har boet i Søften siden jeg blev født i 1973. I 1975 (som jeg husker det), der åbnede der en folkeskole, der kom til at huse klassetrin fra 0 – 10. klasse i en by med 500 huse og måske 1200 indbyggere. Derfor forekommer det mig ubegribeligt, at forvaltningen ikke kan se, at det er nødvendigt at bygge en ny folkeskole i Norring, hvor børnene kan gå fra 0 – 9. klasse, og de ikke skal transporteres rundt, når de skal i de større klasser.
At skolen heller ikke bliver placeret lige ved siden af det eksisterende idrætsanlæg, det er også ubegribeligt, men det er en helt anden snak. Jeg glæder mig til at følge projektet fremover, og jeg håber, at fornuftige politikere i Favrskov Kommune finder pengene, og presser forvaltningen så meget, at der bliver bygget en hal i Norring og at eleverne kan gå på skolen fra 0. til 9. klasse.