Henrik Pilgaard og hans mange medhjælpere, der den 7. september indsamlede 206.000,- kroner sammen til et velgørendhedsarrangement hos Hinnerup Bilcenter, har nu delt pengene ud. I oktober fik organisationen Skyggebørn den ene halvdel af pengene og her i slutningen af november var det børneafdelingen – BU2 – på Aarhus Universitetshospital, der fik overrakt en check på den anden halvdel af pengene.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
De 206.000,- kroner, som Henrik Pilgaard og hans mange frivillige hjælpere fik indsamlet den 7. september 2024, er nu blevet uddelt. Den første halvdel af pengene blev givet til organisationen Skyggebørn i oktober, og nu har Henrik og tre af de frivillige været forbi Børn og Unge Afsnit 2 på Aarhus Universitetshospital i Skejby, for at dele de sidste 103.000,- kroner ud.
På afdelingen blev Henrik og hans hjælpere, Mette Liane Nielsen, Kenneth Westergaard og Jakob Faarup og journalisten fra Søften Nyt mødt af Oversygeplejerskerne Lotte Damborg og Charlotte Stæhr Nielsen, og der var store smil og krammere til de fremmødte, Lotte og Charlotte var meget spændte på, hvor mange penge afdelingen ville få denne gang fra indsamlingen.
“Siden indsamlingen i 2022, hvor afdelingen fik mere end 76.000,- kroner, der er pengene, blandt andet, blevet brugt på nye fjernsyn til patienterne på mange af vores stuer. Dem vi havde, de var meget gamle, og de indlagte børn kunne ikke rigtigt bruge dem. Nu kan patienterne se lige, hvad de vil og streame på de nye fjernsyn, så det har været en stor hjælp, at vi kunne bruge pengene på det,” siger Lotte til de fremmødte.
På vej hen i personalestuen fortæller Henrik en historie fra indsamlingsdagen, hvor en tidligere patient på afdelingen fortalte ham, at han havde været indlagt på afdelingen både før og efter de nye fjernsyn var kommet.
“Jeg var heldig, at selv køre en tur med drengen, der havde været på afdelingen, og han fortalte med taknemmelighed i stemmen, at det havde betydet rigtigt meget for ham, at der var et fjernsyn, der kunne bruges, mens han var indlagt. Før var højdepunktet på dagen, når han skulle spise, nu kunne han også bruget fjernsynet, når han var indlagt, og det havde gjort en stor forskel,” siger Henrik til sygeplejerskerne.
Lotte var selv på besøg til indsamlingen den 7. september, og hun var meget taknemmelig for, at arrangementet kunne lade sig gøre, og samtidigt se de mange glade mennesker prøve de mange biler.
“Det er imponerende, at der er så mange, der stillede deres bil til rådighed og gav de mange fremmødte en tur, og en god oplevelse. En af mine kolleger her på afdelingen var også med i Hinnerup, og hendes egen søn havde prøvet mange forskellige biler i løbet af dagen, men hun synes, at pengene var givet godt ud, for det hele går til et godt formål,” siger Lotte.
“Der var også flere af bilerne, der havde kørt flere 100 km i løbet af dagen, og der var mere end 1170 indbetalinger på MobilePay da dagen var slut, men det var ikke kun for at prøve at køre i en bil. Det var også betaling for mad, drikkevarer og is. Alt der blev solgt i løbet af dagen var sponsoreret af virksomheder i og uden for Hinnerup, og derfor har alle pengene kunnet gå til jer og Skyggebørn,” siger Henrik.
Børn og Unge afsnit 2
I personalestuen gik snakken om løst og fast, men sygeplejerskerne spurgte også ind til, hvorfor Henrik Pilgaard og de mange hjælpere har valgt at støtte børneafdelingen.
“Det var egentlig ikke vores idé, den kom fra den mor, som mistede sit barn til kræft, og hvor ideen til den oprindelige indsamling kom fra. Hun synes, at der er rigtigt meget fokus på kræft og børn, men at andre sygdomme og afdelinger måske ikke får den samme opmærksomhed, derfor blev jeres afdeling valgt. Fordi I har også rigtigt mange forskellige indlagte børn og unge, som også fortjener opmærksomhed, og hvor afdelingen også har brug for midler til nye ting, som der ikke er råd til i det daglige,” siger Henrik.
“Det er vi også taknemmelige for, og da aldersgruppen for vores patienter er mellem 0 og 18, så kan vi med denne donation godt tænke at gøre noget mere for vores unge, både inden for og uden for på legepladsen. Hvad pengene skal gå til, det ved vi ikke helt endnu, men vi er glade for det store beløb, så vi har nogle nye muligheder for nye ting, og så kan vi også få skiftet de sidste tre fjernsyn ud på de stuer, der mangler, og så har vi nogle legerum, der trænger til at blive renoveret,” siger Charlotte, inden Lotte tager over.
“Mange af de patienter, vi har, de kommer her flere gange i løbet af deres opvækst, hvis de har en sygdom, som kræver flere behandlinger og indlæggelser, og fra dem kan vi også mærke, når der sker forbedringer på vores afdeling, og sidste år, da du, Henrik, og Julemanden var forbi, da var det en stor glæde på afdelingen, for både de indlagte og deres forældre,” siger Lotte.
Kage til personalet
Charlotte havde ikke selv mulighed for at deltage i arrangementet den 7. september, og hun var nysgerrig om at høre, om der slet ikke var nogle klager, når nu så mange mennesker og biler var samlet i Hinnerup.
“Der kom 11 klager i alt, men det handlede mest om støj, og om folk, der ikke lige kunne forstå, hvad det var, der skete på dagen. Vi havde været i kontakt med politiet inden, og fortalt dem om arrangementet, og en af de frivillige er også betjent. Det vigtigste jeg sagde til alle kørerne var, at de også skal huske at de stadig skulle have deres kørekort dagen efter, så alle kørte efter reglerne. Der var mange biler, og de larmede, og derfor har der også været noget støj, men de fleste jeg har talt med om det, de har haft et smil på læben, da de fandt ud af, hvad arrangementet gik ud på,” siger Henrik.
Det er tid til at afsløre checken med de mange penge:
Og bagefter var det tid til at afsløre kagen til personalet, for det er ikke kun patienterne, der skal nyde godt af donationen, personalet på afdelingen skal også have lidt at hygge sig med.
“Det har været en stor fornøjelse af have jer på besøg i dag, og vi glæder os til at kunne fortælle jer, hvad pengene skal bruges på, når vi har lavet en plan for det. Vi håber bare, at I gør det igen, og så skal vi ud og prøve en bil igen,” siger Lotte.
“Ja, vi laver et nyt arrangement i 2026, og det kommer i til at høre meget mere om, men vi kommer forbi igen inden jul og tager julemanden med igen, så han kan uddele nogle godter til patienter og personale inden juleaften,” siger Henrik.
Faktaboks Den 7. september 2024 holdt Henrik Pilgaard et støttearrangement for Børn og Unge afsnit 2 på Aarhus Universitetshospital og organisationen Skyggebørn, hvor der hele lørdagen i alt blev samlet 206.000 kroner ind. Arrangementet bestod i deltagerne kunne få en tur i en specialbil rundt i Hinnerup og Søften, og her havde 19 personer, stillet deres bil og en chauffør til rådighed for arrangementet. Det kostede 150 kroner per tur, og alle penge til støttearrangementet. Bilejerne betalte selv for brændstof. Endvidere gik hele omsætningen, der blev betalt for mad og drikke også til støttearrangementet. |
Annonce – Vi støtter Søften Nyt