Annoncer

Den 3. september 2024 var den lokale verdenspresse i Favrskov indkaldt til presseorientering omkring Favrskov Kommunes budget for 2025 og de kommende år, og igen i år lykkedes det at samle byrådet om kommunens økonomi, og den største nyhed var næsten, at Enhedslisten stod bag forliget.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Når jeg som journalist modtager en invitation til presseorientering for Favrskov Kommunes årlige budgetforslag, så siger jeg jatak, fordi det er interessant at finde ud af, hvordan det interne forlig i byrådet er kommet til verden.

I denne års udgave, som blev præsenteret for journalisterne klokken 14:00 den 3. september, der var den største nyhed næsten, at Enhedslisten i år havde godkendt forslaget, og det betød at alle 25 medlemmer af byrådet, det vil sige, 8 partier og 2 løsgængere, har godkendt det budgetforslag, som blev præsenteret.

Budgetprocessen har været langvarig, og hvis du vil ned i detaljerne, så kan du finde tidsplanen for hele processen lige her, men de tre sider giver også et overblik over, hvor stort et arbejde, som ligger bag budgetprocessen.

Arbejdet blev også nævnt igen og igen af de 8 grupperådsformænd for partierne og af Borgmester Lars Storgaard, men der var også mange roser internt blandt politikerne.

Simon Buus Olsen fra Liberal Alliance gav mange roser til de andre partier, for, blandt andet, at være med til at sikre, at kommunens efterskoler ikke længere skal betale grundskyld, om de nye planer for Lilleåparken i Hadsten, en ny facilitetsstrategi og at det skal være nemmere at etablere private daginstitutioner i Favrskov.

Der var faktisk ikke nogen af de fremmødte, der på noget tidspunkt kunne komme med noget negativt om budgettet, og Borgmester Lars Storgaard nævnte også, at Favrskov Kommune er den kommune i området med det største anlægsbudget, som næste år bliver på 120 millioner kroner.

Der er meget at glæde sig over, når økonomien går godt for kommunen og politikerne samtidigt er enige, som en af de tilstedeværende sagde til mig bagefter (Det var ikke en politiker eller embedsmand, jeg talte med), så skulle vi næsten tro, at det var det “Forenede socialdemokrati” som vi hørte på, så enige var politikerne om det, og da en af de tilstedeværende journalister spurgte ind til, om der slet ikke var nogle knaster, som gjorde ondt. 

Så sagde Thake Fogh Cordt fra Enhedslisten, at der selvfølgelig var områder, som de gerne ville gøre mere ved, men de gjorde ikke så ondt, så at partiet ville stå uden for forliget i år.

Enigheden blandt byrødderne ligger også i, at der ingen store besparelser er at finde i dette års budgetforslag. Jo, der er reduktioner i budgettet for lige over 9 millioner, og tilsvarende udvidelser, så hvis du kigger på det samlet, så er der aftalt et ekstra forbrug på cirka 500.000,- kroner i budgettet.

Da jeg talte med et par af politikerne bagefter uden for referat, så blev det også nævnt, at det havde været noget nemmere at blive enige i år, fordi der netop ikke var store besparelser, som skulle klares, inden budgetforslaget kunne aftales.

Spørgsmålene fra os journalister var der heller ikke mange af, en af os ville gerne vide, hvor den ældre del af befolkningen er at se i budgettet, men her fik vi at vide fra flere politikere, at den ældre del af befolkningen er tænkt ind i de senere års budgetter. 

Jeg spurgte ind til økonomiberegningen på baggrund i forliget om den kommunale tandpleje, hvor 9 afdelinger bliver lagt sammen i fire, så der vil være tandplejeklinikker i de fire hovedbyer: Hinnerup, Hammel, Hadsten og Ulstrup. 

Ifølge kommunens beregning, der vil det tage mange, mange år inden besparelsen på driften vil være hentet ind, i forhold til de mange millioner, som kommunen bruger på den fremtidige løsning. At sammenlægningen vil give personalemæssige fordele er en rigtig god ting, men mit spørgsmål lød på, om der var regnet på, hvor meget det koster kommunen i tabte skatteindtægter, når forældrene skal køre deres børn til tandlæge i tide og utide. 

Til det spørgsmål fik jeg nogle rigtigt gode politikersvar fra flere af de tilstedeværende…det kan være svært at beregne, at det må være nemmere og holde fri, når nu tandlægetiden blev udvidet og der må kunne findes en tid og forståelse fra en arbejdsgiver, at forældre skal holde fri til børnenes tandlægebesøg. 

Jeg fik også et svar på, at det er for dyrt, at opretholde 9 tandplejeklinikker, og at kommunen heller ikke skal bruge så mange penge på analyser og beregninger, så derfor var en økonomisk analyse om manglende skatteindtægter ikke lavet. Mit modsvar til det sidste var, at hvis der kan laves en beregning på, hvor lang tid det tager for forældrene at køre deres børn til tandlæge, så kan det nok også lade sig gøre, at lave en beregning over, hvor mange tabte skatteindtægter, der er af 13.014 besøg der er i tandplejen i 2024. Til det fik jeg bare velmenende smil fra politikerne.

Torben Christensen fra Det Radikale Folkeparti var nok den politiker, der var tættest på enigheden, da han afslutningsvis sagde, at politikerne har den økonomiske ramme at gøre med, som de har og derfor ser budgetforslaget ud, som det gør.

Det er en meget god betragtning, for der er nu engang kun de penge til rådighed, som kommunen får tildelt og haler ind i skatteindtægter, og at de så samtidigt kan blive enige om, hvordan den sum penge skal fordeles, det er en stor fordel for dem og os som borgere i kommunen.

Et eller andet sted, er det ikke ret mange penge, som politikerne skal blive enige om, for hvis du kigger på Favrskovs samlede budget, så er det på flere milliarder, så det er trods alt ikke så mange penge, som de bruger deres tid på at blive enige om, når den største del af pengene går til at drifte kommunen, men det er et emne, som kan tages op en anden gang.

Du kan læse om Favrskov Kommunes budgetforslag lige her, hvor kommunen tirsdag den 3. september 2024 klokken 17, har udsendt en pressemeddelelse om det – https://favrskov.dk/nyheder/bred-enighed-om-forslag-til-budget-i-favrskov-0

Annonce -Vi Støtter Søften Nyt

  • www.frankhoedt.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også