23 biler, solskin, glade mennesker, striber på asfalten fra dæk og en duft af brændt benzin var en del af oplevelsen, da Henrik Pilgaard i fire timer lørdag den 3. september 2022 holdt støtte arrangement og samlede 75.250 kroner ind til børn og unge afdelingen på Skejby sygehus.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Jeg ringer til Henrik Pilgaard torsdag den 1. september, for jeg vil gerne høre, hvilke tanker han har om lørdagens arrangement hos hans firma, Hinnerup Bilcenter, på Læsøvej i Hinnerup.
“Hej Anders, jeg ved ikke helt endnu, hvordan det kommer til at foregå, men jeg håber på, at der kommer mange mennesker, og vejret bliver godt. Ham der kommer med maden, han har spurgt, hvor meget han skal tage med, men jeg har ikke kunne givet ham et godt svar, for jeg aner ikke, hvor mange vi bliver. Kun at der nu bliver mere end 20 biler, der kan ses, røres og køres i. Der er lige fire mere, der har ringet og sagt, om de må komme og stille sin bil til rådighed, jeg er meget overvældet over den støtte, som arrangementet har fået”, siger Henrik, og fortæller mig, at jeg er velkommen til at kigge forbi, og se de mange biler og mærke stemningen lørdag. Han har også lige sørget for, at der kommer en Lamborghini, der kan ses og prøves, så jeg overvejer også selv, om jeg skal prøve en tur i en bil, der til dagligt er mere eller mindre uopnåelig at køre i.
Ferrari, Audi, Lamborghini, Mustang og Fiat
Det er lørdag formiddag, journalisten og den yngste søn er kommet hjem fra hans fodboldkampe. Vi har aftalt at skulle ud og se bilerne, men han trækker sig lidt, og siger, at han ikke har lyst, men da jeg lokker med en Lamborghini, så vil han gerne med.
Der er mange mennesker, både ude på vejen og inde på pladsen, da vi nærmer os arrangementet, og den ene fede bil efter den anden kommer kørende i mod os.
Knægten kan nu godt se, at det var godt, at han kom med, og han skynder sig også ud af bilen da vi parkerer, for han vil hen og stå i kø til at prøve Lamborghinien.
Det er ikke den eneste bil, der holder på pladsen for Hinnerup Bilcenter den 3. september, her er der et væld af biler, som det sjældent er muligt at se samlet og samtidigt prøve en tur i for 150 kroner.
Se med her, hvor du kan se et lille udsnit af de mange biler og de mange mennesker, der besøgte arrangementet…
Jeg møder Mads Bæk-Jessen, som jeg lige har været til fodboldkamp sammen med, men som også ville hen og se de mange biler, og han fortæller her, hvorfor han og sønnen kom forbi:
“Det koster 150 kroner for at prøve en helt vild fed bil, hvor tit har du mulighed for at prøve det? Min søn, Holger, han skal prøve to biler, og jeg skal selv prøve en. Derovre holder en Mustang, som min far er helt vild med, og den kommer han og skal prøve lidt senere. Det er en kæmpe oplevelse, for et lille beløb, og så går det til et fantastisk formål, så jeg glæder mig til at komme afsted,” siger Mads inden jeg går videre rundt på pladsen, og prøver at få kontakt til Henrik Pilgaard.
Henrik er ikke helt nem at få kontakt til, for der er så mange, der gerne vil tale med ham i dag, men det lykkedes at få fat i ham på vej hen over pladsen, men det bliver ikke nemt at interviewe ham, da han er meget følelsesmæssigt påvirket af dagen:
“Det er kæmpestort, det her, Anders. Det er helt vanvittigt, så meget folk støtter op. Der er kommet fire biler her på dagen, som gerne vil køre med. Alle stiller deres biler til rådighed, alle betaler selv brændstof, og alle pengene går til arrangementet. Jeg kan ikke sige tak nok, til alle der er med, og til alle de mennesker, der er kommet i dag. Jeg er mega taknemmelig. Den første MobilePay box lukkede tidligere (en privat MobilePay box lukker, når den rammer 30.000 kroner, red.), og vi har åbnet for den næste og det strømmer ind med penge, det er helt vildt det her, og jeg er følelsesmæssigt meget påvirket af det, som du nok kan se,” siger Henrik inden de næste venner og bekendte gerne vil hilse på ham.
Lidt mad og en Lamborghini
Jeg går videre rundt på pladsen, og møder Rene Adler fra Adlers Madværksted, som står for mad og drikke på pladsen. Han fortæller mig, at det ikke kun er overskuddet fra dagens arrangement med madsalg, der går til at støtte, men hele omsætningen.
“Da Henrik ringede og fortalte om det, så var jeg med på den med det samme. Det er en dejlig måde at kunne samle penge ind på, og mine leverandører hjælper heldigvis også til, så vi alle får en dejlig dag og vi kan samle mange penge ind til arrangementet. Det vil jeg også gerne være med til at støtte,” siger Rene, inden den næste kunde skal have et par grillpølser og brød og Rene har travlt med at betjene kunder igen.
Min søn kommer og hiver mig i armen, det er snart hans tur til at prøve Lamborghinien, og han vil have, at jeg skal være der, når han sætter sig ind på passagersædet og skal køre med, så jeg kan tage et billede af ham.
Den sorte bil nærmer sig, Jakob Lausten, som ejer bilen og har stillet den til rådighed på dagen gennem sit firma, Aros Leasing, har ikke holdt stille siden han kom. Han smiler dog, da sønnike sætter sig ind ved siden af ham i bilen og vil gerne sige et par ord om, hvorfor han vælger at bruge en lørdag i Hinnerup:
“Henrik og Hinnerup Bilcenter er en rigtig god samarbejdspartner, og da han spurgte mig, om jeg ville være med, så var jeg klar. Jeg har allerede brugt halvanden tankfuld benzin, men det går til et godt formål, og det er fantastisk at se alle de glade mennesker. Både på pladsen, men også når de sætter sig ind ved siden af mig i bilen og får en tur til Søften og tilbage igen. Det her er et fantastisk arrangement og få lov til at være en del af,” siger Jakob inden Lamborghiniens kræfter slippes løs på vejen, og der kommer aftryk på asfalten fra dækkene.
Politiet er nu også dukket op, og jeg går over og snakker med motorcykelbetjenten, for at høre om, hvorfor han er dukket op.
“Vi fik en anmeldelse om, at der var nogle biler der larmede lige rigeligt herude i kvarteret. Nu har jeg kørt rundt og kigget efter. Selvfølgelig larmer det lidt, men de kører ikke mere end, hvad de må, så der er ingen problemer,” siger betjenten inden han selv skal køre videre. På vej ind på pladsen igen kan jeg høre ham sige til en anden, at han også gerne ville have prøvet en af bilerne for de 150 kroner, det koster.
Min søn er nu kommet tilbage fra turen i Lamborghinien, og han fortæller mig, at det var helt vildt at prøve, så han får også lokket mig til at skulle med en kort tur, så jeg også kan prøve følelsen af, når hestekræfterne for alvor bliver sluppet løs i en superbil, som en Lamborghini er, husk at tænde for lyden:
Det lange arrangement er ved at være slut, men jeg finder Henrik Pilgaard igen og lokker ham til at køre en lille tur rundt i kvarteret, ikke i en superbil, men i hans egen Morris Mascot, som til dagligt holder ved firmaet. Her kan du se resultatet af køreturen, og høre om dagens oplevelser fra ham, så husk at tænde for lyden:
I videoen siger Henrik, at der. indtil jeg talte med ham, var samlet over 50.000 kroner ind i løbet af de fire timer, som arrangementet var åbent. Det endelige resultatet blev 75.250 kroner, da der i dagene efter arrangementet blev ved med at komme penge ind til støttearrangementet.
Læs i denne artikel omkring, hvordan pengene bliver fordelt på børn og unge afdelingen på Aarhus Universitetshospital…