Onsdag den 30. marts besøgte digteren Søren Ulrik Thomsen Uhresalen i Hinnerup, anledningen var hans seneste bog, Store Kongensgade 23, som han læste op fra, og som den næsten udsolgte sal efterfølgende spurgte ind til og fik levende svar med hjem fra.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
De fleste af os kender det, vi har et sted i vores levede liv, som vi kalder udgangspunktet. Derfra hvor vores verden har formet os, og som vi tænker tilbage på med glæde, med sorg, med venskaber, fjendskaber, kærlighed og familie.
For Søren Ulrik Thomsen er det Store Kongensgade 23 i København, som også er navnet på den bog, eller rettere essay, som han udgav i august 2021. På de forholdsvis få sider, giver han læseren hans levede liv, der udsprang fra Store Kongensgade 23, hvor han boede et år i starten af 1970´erne.
Den fortælling var en næsten fyldt Uhresal mødt frem til at se og høre om fra digteren og forfatteren Søren Ulrik Thomsen selv onsdag den 30. marts 2022 i Hinnerup. Vi fik en time med oplæsning fra bogen og efterfølgende 20 minutter med spørgsmål fra salen og svar fra digteren selv, og enkelte fik efterfølgende også en signatur med hjem, i de mange medbragte bøger.
Søren Ulrik Thomsen flyttede ind i lejligheden i en periode af sit liv, hvor puberteten brølede ud af hans årer i kroppen, men hvor hans mor var indlagt med depression i sammenlagt syv år af hendes liv, fra 1969 til 1976. Han vender tilbage til moderen talrige gange i bogen og i oplæsningen, og fortæller om hvilken indvirkning hun har haft på ham i løbet af hans 65-årige liv.
Både dengang og nu, hvor hun ikke er her længere, om hendes depression, og om hvordan en kyndig psykiater en dag lagde hendes journal væk, og talte med hende i stedet for og hun blev rask, og fik 40 gode år mere i livet. Selv i hendes sidste svære stunder i livet, som lænket til kørestolen af Parkinson, havde hun stadig sindet og sit gode humør i behold, selvom kroppen ikke længere kunne bære hende. Han fortæller om da hun lå i hospitalssengen, og han spurgte til hende, om hvordan hun havde det, så svarede hun: “At hun havde det bedre, end som han så ud i ansigtet lige nu”.
Et genfærd i spejlet
Søren Ulrik Thomsen læser op fra de ærlige ord, om hans egen angst for ikke at være her mere, om da han fornylig så blod i sin sæd efter en orgasme, og troede han var dødssyg. Hvad den efterfølgende måned gjorde ved ham, at han sad i lejligheden og kiggede ind i en væg, fordi han troede at livet var ved at rinde ud, men at livets film igen startede, da det viste sig gennem smertefulde undersøgelser, at det måtte have været et sprængt blodkar, der havde farvet hans sæd rødt.
At han ser sig selv som et genfærd i spejlet, at han er bange for at blive så gammel, at han ikke længere får gæster, at de er bange for den hengemte luft i lejligheden, det beskidte porcelæn og håret på væggene, når der er på besøg.
Han læser om venner og bekendte, som ikke længer er her, og om han selv ender i S-togssæde og synker sammen og ender på et alderdomshjem, eller hvad de nu kaldes i dag. At når han i dag rammer de forkerte taster, taber et køkkenredskab, at det gør at han ikke længere kan klare sig selv. Han læser om forfatteren Ole Sarvig, som begik selvmord i 1981, og som han aldrig havde kendt, men som han talte med en redaktør om senere i livet, og hvorfor han havde begået selvmord “Fordi hans tid er løbet fra ham”.
Han læser om de kvinder, han kendte som ung, at han frygter at mødes med dem i dag, og se deres hjemmefarvede hår, som de prøver at skjule alderens tegn med.
Han bruger passerens spids som udgangspunkt fra Store Kongensgade 23, hvor han også mødte den første forelskelse, som ikke var hans mor. Jane, som nævnes flere gange i oplæsningen og i bogen, og hvordan Jane var hans invitation til livet dengang i puberteten. Jane, som han stadig mødes med, og som får det allersidste ord i bogen og i oplæsningen, og som jeg ikke vil nævne her, fordi at du som læser selv skal se det på skrift, og huske, hvad og hvor din egen Store Kongensgade 23 er og var.
Mod livet i København
Store Kongensgade 23 er et skrift for livet nu og dengang, og Søren Ulrik Thomsen bruger i teksten et eksempel, fra da han var ung og han var på vej mod København gående mod livet, og senere i oplæsningen, er bange for at falde sammen i S-togssædet. Her spurgte en opmærksom deltager om forbindelsen mellem den unge og den ældre Søren Ulrik Thomsen, da de to steder er væsentlige, og faktisk er det samme sted i København. Søren Ulrik Thomsen er først blevet opmærksom på det efter bogen var færdig, men den unge mand er på vej ind til livet i København, mens den ældre mand er bange for at forlade det.
Her er vi fremme i samtalen mellem Søren Ulrik Thomsen og publikum, og det er også her, at vi som tilhører får flere guldkorn fra digteren.
Hvordan er det at være så ærlig i dit forfatterskab?
“Det har jeg altid været, jeg har altid brugt mig selv i digte og bøger. Du skal også huske på, at forfatteren altid er tekstens første læser. Jeg læser teksten for mig selv, og for at andre skal have lyst til at læse det, så skal det jeg har skrevet fascinere mig selv, får hvis den keder mig, så keder den nok også andre. Hemmeligheden i kunst er, at der er mere i kunsten end kunstneren selv. En kunstner laver en form som har, men også får en yderligere betydning, når kunstneren har forladt værket. Som digteren Johannes Ewald engang sagde – Man skal være nogenledes kold for at skildre ild – og sådan har jeg det også selv.”
Hvordan skriver du?
“Jeg tror, at jeg har en disposition, dog uden at vide det, men når jeg sætter mig ned og skriver. Så sker der noget. Jeg kan ikke indtale en bog og få en anden til at skrive det ned for mig. For der sker noget, når jeg sidder ned og skriver ordene til mine digte og bøger. Der kommer mere ud af det, end hvis det var indtalt. Jeg sendte mine først digte til Poul Borum, som var redaktør for lyriktidskriftet ´Hvedekorn´, han inviterede dengang digtere ind i sin lejlighed en gang om måneden, hvor vi blev stillet to spørgsmål, som vi skulle tale om vores digte ud fra. Spørgsmålene var – Om det fungerer? Er det nødvendigt? De to spørgsmål stiller jeg også mig selv i dag, når jeg skriver, får der er mange, der kan skrive, uden at have noget at sige, hvor andre har meget på hjerte, men han svært ved at skrive, derfor stiller jeg mig selv spørgsmålene, også når jeg læser og redigerer mine tekster. Jeg oplever også, at skriveformen gør modstand af sig selv, men de ting jeg skriver. Fx ville jeg gerne have skrevet et afsnit omkring ungdomsvenner i bogen, men jeg kunne ikke få det ned på papir og 14 dage efter, at jeg var færdig med bogen, der fandt jeg ud af det. Afsnittet ville ikke kunne virke, da bogen handler om et barns blik på de voksne.”
Hvorfor skriver du?
“Jeg skriver for at stikke til døden. Tiden forsvinder hver eneste dag, og i aften er der ikke længere i morgen. Tid er livet, der bliver destrueret. At skrive er en kamp mod destruktionen. Store Kongensgade er en fantastisk bog for mig og er en personlig generobring af huset. Kunstnere har et motiv, som de vender tilbage til igen og igen, fx kunstmalere, der maler det samme hus. Freud har et begreb, der siger at motivet er overbesat. At motivet betyder flere ting på en gang. Det er hvad Store Kongensgade 23 betyder for mig. Livet, døden, erotikken, ungdommen osv. Jeg besøgte huset den dag bogen udkom, og døren stod åben, som den ellers aldrig gør, og jeg gik op på loftet. Jeg gik ind, bukkede og sagde ´Tak hus`. Jeg besidder nu Store Kongensgade 23, 4. sal og jeg har generobret det, selvom der bor nogle andre nu. Med bogen ville jeg også yde min mor retfærdighed overfor hendes lange sygdom. En hævn over psykiatrien, der ikke forstod hende, før en psykiater lagde psykofarmakaen og elektrochokkene væk, og talte med hende i stedet for. Store Kongensgade 23 er det bestemte sted, hvor passerens spids passer ind. For mig er det også denne historie, der er tilbage, når jeg sidder på Solhjemmet og ikke længer har andet at huske tilbage på.”
Sådan sluttede Søren Ulrik Thomsen de halvanden times oplæsning og fortælling om sit liv og levned med udgangspunkt i Store Kongensgade 23 i København. En oplæsning, hvor tilhørerne denne aften kunne føle nærværet i ordene fra digterens mund, og hvor vi også sad følelsmæssigt berørt af oplevelsen. De som ikke skulle have en signatur i en bog eller digtsamling kunne gå ud i den kolde martsaften, meget klogere på en digters fortælling om de mange historier i hans levede liv, og de bekymringer han har for at blive gammel. Som en personlig note her til sidst, kan jeg skrive at tiden bestemt ikke er løbet fra Søren Ulrik Thomsen, han er skarp, både på skrift og i levende live.
Video: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.
