Steen Thomasen bor i Søften, han er medlem af byrådet i Favrskov Kommune for Socialdemokratiet og formand for Kultur og Fritidsudvalget for hele Favrskov Kommune. Et ønskejob, som også giver ham en god kontakt med kommunens borgere gennem de mange frivillige foreninger i kommunen.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Steen Thomasen kører bilen, mens jeg sidder ved siden af og stiller ham spørgsmål på vejen mod Hinnerup. På begge sider af Århusvej er der cykelsti, så cyklisterne kan færdes trygt på en af hovedfærdselsårerne i denne del af Favrskov Kommune. En af Steens mærkesager er cykelstier, og selvom Favrskov Kommune har lavet mange af dem i de senere år, så er kommunen ifølge ham langt fra færdige.
“Som du kan se, Anders, så stopper cykelstien lige så snart vi er kørt gennem viadukten og under togbanen. Fra administrationsbygningen og hele vejen op til rundkørslen ved indkørslen til Haldum Hinnerup skolen og på den anden side ved det nye kvarter på Haldumgårdsvej, der er der ingen cykelsti, og jeg oplever flere og flere, der cykler den vej gennem skoven til fare for sig selv og andre trafikanter,” siger Steen, mens vi kører vejstykket igennem og møder to cyklister på vej op ad bakken mod rundkørslen.
“På den anden side af rundkørslen mod Haldum er der en fin cykelsti, og hvis vi får det sidste stykke med gennem skoven, så bliver det fantastisk at vi kan cykle hele vejen fra motorvejen på den anden side af Søften, og så helt til Haldum. Det vil jeg kæmpe for, at det bliver finansieret i den næste byrådsperiode, hvis jeg bliver valgt den 16. november 2021, og så vil jeg også gerne have en cykelsti fra Haldum til Hadsten, så du kan cykle hele vejen fra Søften til Hadsten uden at skulle bekymre dig om bilisterne,” forklarer Steen.
Privat og politiker Steen
På vejen tilbage til Søften, hvor resten af interviewet skal foregå hjemme hos Steen i Søndermarken, da taler vi om, om der er forskel på Steen som privatperson eller som politiker.
“Jeg er 62 år gammel og er skolelærer og far til tre, jeg har været frivillig fra barnsben af, og jeg står stadig for de samme ting, som jeg gjorde før jeg blev politiker, og frivillighed er en del af mit DNA. Det vil det altid være, og jeg er den samme person, når jeg er der hjemme eller når jeg er ude som politiker,” forklarer Steen.
Hvorfor er du politiker, Steen?
“Fordi det er spændende at have indflydelse på det nærområde, som jeg bor i, og at jeg har mulighed for at være med i de beslutninger, som bliver taget hver eneste dag i kommunen. At jeg kan i samarbejde med andre, og præge udviklingen for hele kommunen, fx da der var problemer med græsslåning af fodboldbanerne. Da vi blev gjort opmærksom på problemet, der tog vi i fællesskab fat om det, og fik gjort noget ved det,” siger Steen, mens vi parkerer i indkørslen.
Inden for i stuen sætter jeg mig i sofaen, mens Steen er blevet i køkkenet for at lave kaffe til os begge. Foran mig på stuebordet ligger en hel del valgpjecer, hvor der på forsiden står “Stem personligt på Steen Thomasen”, og jeg spørger derfor helt naturligt, hvorfor borgerne i Favrskov skal stemme på Steen, da han er kommet med kaffen.
“Det skal borgerne, fordi samarbejde og opbakning er vejen frem for at kunne lykkes.
Det oplever jeg heldigvis også i byrådet, uanset partifarve. I det nuværende byråd gør Nils (Nils Borring, borgmester i Favrskov Kommune, red.) meget for at alle partier kan arbejde sammen og være enige om de beslutninger, der bliver truffet. Så vi kan udvikle den bedst mulige kommune for borgerne,” forklarer Steen.
Men Steen, du taler om samarbejde, har du ikke nogle mærkesager, som du gerne vil have gennemført?
“Selvfølgelig har jeg det, men jeg kan ikke gøre det alene. Hvis vi i Socialdemokratiet skal have noget gennemført, så skal flere partier være med for at det kan blive til noget. Flere skal kunne se, at det er en god idé, som jeg eller andre foreslår, ellers bliver det ikke til noget. Derfor er samarbejde vigtigt, men jeg arbejder for, som sagt flere cykelstier, en udvidelse af Århusvej ud til motorvejen, at alle har mulighed for at slå sig ned i Favrskov Kommune og give borgeren et varieret boligudbud, og så skal institutionerne og vores fritids og kulturfaciliteter udbygges i takt med behovet, herunder det nye idrætsanlæg i Søften,” siger Steen mens han tager en mundfuld kaffe og lytter til mit næste spørgsmål.
Du er formand for Kultur- op Fritidsudvalget, hvad beskæftiger du og de andre medlemmer jer med i det udvalg?
“Vi skal varetage alle kultur og fritidsaktiviteter i hele Favrskov Kommune, og vi beskæftigere os med alle folkeoplysende foreninger, men giver kun støtte til personer under 25. Altså idrætsklubber som fodbold og håndbold, og andre klubber som fx spejderne. Udvalget skal samtidigt sørge for at få Favrskov på det kulturelle landkort. Tag som eksempel Høj Stene (Kongegrav ved Vejerslev, se mere her, red.), som ikke kun er kommet på Danmarks kortet, men også ude i Europa er man blevet interesseret i stedet. Samtidig skal vi tage vare på vores kulturhuse i Hammel, Hadsten, Ulstrup og Hinnerup, og så er landsbysamarbejdet med lokal kunst og kultur vigtigt for sammenhængskraften i hele kommunen. Så der er nok at tage fat på, og jeg har også ugentlige møder med forvaltningen, så de beslutninger som udvalget og byrådet har taget bliver ført ud i livet,” forklarer Steen.
Hvad er det bedste ved at være politiker, Steen? Og hvad er det værste?
“At jer har mulighed for at arbejde med emner, som jeg har interesse og indflydelse på. Mit parti, Socialdemokratiet er folkets parti. Lokalt her i Favrskov er vi rigtigt gode til at tale med folk. Tage rundt og besøge borgerne, institutionerne og vores virksomheder. Vi er meget lydhøre over for, hvad der rør sig i kommunen, og så kan jeg endnu engang kun understrege, at samarbejdet med de andre partier i byrådet, og de mange interessenter er enormt vigtigt, for at borgerne kan have et godt liv i Favrskov Kommune. Det værste jeg ved som politiker, det er når tingene ikke lykkedes, når vi ikke får gennemført de ting, som vi har sat os for og gerne vil gøre, så er det ikke sjovt at være politiker,” siger Steen.
Føler du dig hørt som politiker i de fire år, hvor der ikke er valg?
“Det gør jeg helt sikkert, jeg bliver meget ofte kontaktet og jeg har en rigtigt god dialog med borgerne, som gælder begge veje. I en kommune som vores, der er der ikke ret langt mellem politikere og borgerne, heldigvis, og jeg og mine byrådskolleger er rigtigt gode til at stille op, når vi bliver spurgt af borgere, institutioner og virksomheder, og vi prøver at gøre, hvad vi kan for at finde den bedste løsning for alle parter, når det kan lade sig gøre,” forklarer Steen inden jeg bevæger mig hjemad og overlader de sidste dages valgkamp til Steen Thomasen.