På Kastanjetorvet i Hinnerup blev det fredag den 30. august fejret, at Jørgen ´Bager` Pedersen nu går på pension fra Bagergården i Hinnerup, og der var rigtigt mange, der var kommet for en pølse med brød, en fadøl, en kage og en snak med Jørgen, nu hvor det er officielt, at han ikke er i butikken ret meget mere.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Kastanjetorvet i Hinnerup var stuvende fuldt af mennesker fredag eftermiddag den 30. august. Der var børn, der legede i hoppeborgen, voksne der stod i kø til pølser, kager og fadøl og midt i det hele stod Jørgen Pedersen med et stort smil, og snakkede med alle dem, der kom forbi.
I et stille øjeblik spurgte jeg ham om, hvad han tænker om et arrangement, der fejrer hans mange år som bager i Hinnerup.
“Det er 42 år siden jeg begyndte som 19-årig og hjælpe mine forældre med bagerforretningen, så det er noget af en udvikling, både byen, men også Bagergården er gået igennem. I dag har min søn, Anders, overtaget og jeg sagde til ham for længe siden, at jeg ville have en fest på Kastanjetorvet, når jeg slutter, og det blev så i dag, men selvom jeg ikke er i butikken til daglig, så elsker jeg stadig at bage,” siger Jørgen med et stort smil.
Han fortæller, at han igennem mange år har søgt inspiration udefra, og tog ideerne med til Hinnerup.
“Jeg var i Lyngby på et tidspunkt, og så at der var en lang kø ud fra en forretning, og her solgte de frisksmurte sandwich, og så tænkte jeg, at det skulle vi også prøve. Flere af mine medarbejdere troede, at jeg var bindegal, men det blev til en succes. Det sammen med vores mange forskellige kager, og en høj kvalitet har også gjort, at kunderne kommer igen og igen,” siger Jørgen, mens en af de mange mennesker afbryder os, fordi en kunde gerne vil sige tak for de mange år.
“Når du har været en fast del af Hinnerup i så mange år, så kommer du også til at kende mange mennesker. Det lokale fællesskab er vigtigt, det er også derfor, at vi er involveret som sponsor i HOG og andre steder, fordi vi også skal støtte op om de frivillige lokale fællesskaber. Ikke kun fordi, de skal købe deres brød her, men fordi det er vigtigt, at vi i de mindre lokale samfund holder sammen og støtter hinanden,” forklarer Jørgen.
Det er også derfor, at Bagergården er medlem af Hinnerup Handel, og altid bakker op om de lokale aktiviteter, som sker lokalt i byen, og specielt på Kastanjetorvet, som er det eneste bilfri torv i Hinnerup, og som Bagergården støder op til.
Claus og Anders
Mens Jørgen skal videre og tale med andre kunder og bekendte, så står hans søn, Anders Pedersen og Claus Hvass, der er indehaver af tøjforretningen, der også har facade ud til Kastanjetorvet, og snakker sammen.
Claus, hvorfor er du med til at fejre Jørgen?
“Det er jeg, fordi jeg siden min forretning flyttede til Kastanjetorvet, der har Jørgen, Anders og jeg givet hinanden håndslag på, at vi skal skabe flere aktiviteter i Hinnerup, og skabe noget mere liv på Kastanjetorvet, som tidligere var samlingspunktet i byen. Når der nu skulle være fest, så ville jeg også være med, med gode tilbud til kunderne,” siger Claus Hvass.
Anders tager en mundfuld kaffe, som bager har han været tidligt oppe, og han har kun lige været hjemme og sove en time, inden han skulle være med til at fejre sin far.
Hvorfor blev du bager, Anders?
“Det skulle jeg heller ikke, jeg har en anden uddannelse som tømrer, men da min far begyndte at kigge efter en afløser til butikken, så var der ikke rigtigt nogen, der havde lyst. Der er ikke så mange, der vil være bagere længere. Jeg tænkte, at det var utroligt ærgerligt, at en butik som Bagergården ikke skulle videreføres, og så blev vi enige om et generationsskifte,” siger Anders.
Anders tog selv en masse ideer med, og da det blev muligt at overtage den tidligere frisørsalon og indrette det til café, så tegnede han selv alle stregerne til det, fortæller han.
“Min far har været virkelig dygtig til at udvide og udvikle Bagergården, og heldigvis er mine ideer også taget godt i mod, og så er det også sjovt at være med til, selvom jeg skal tidligt op hver morgen, men mon ikke også min far stadig kommer forbi og hjælper til indimellem, når vi har brug for det,” siger Anders med et smil, mens Claus er i gang med at give et rigtigt godt tilbud til en kunde, der har behov for nye bukser.
Annonce – Vi støtter Søften Nyt
Om et år er der valg til byrådet i Favrskov Kommune, og det betyder også, at borgerne i Favrskov så småt vil opleve, at den…
Den 18. november 2025 skal vi sammen sætte retningen for Favrskov Kommune. Som borgmesterkandidat for Venstre er det vigtigt for mig at lytte til borgerne,…
Onsdag den 20. november er det national lungedag, og derfor holder Favrskov Kommune et lungedagsarrangement i Inside i Hammel fra 14 – 17, hvor alle…
Om præcis et år skal vi igen til stemmeurnerne ved kommunalvalget i Favrskov. Det bliver spændende, for næste års valg vil få karakter af et…
Hver torsdag formiddag fyldes hal 1 i Søften Kultur og Idrætscenter med mennesker, der kommer for at dyrke idræt sammen i en time og spille…
Sociale medier for ofte skældud for, at det er en tidsrøver, at der ikke sker noget vigtigt, og hvorfor skal folk vise billeder af den…