De russiske bombardementer giver store strømafbrydelser i Ukraine, der tvinger alle til at tilpasse sig. Lyset er en ressource, som man pludselig skal tænke over. 

Af Stefan Weichert

Summen fra generatorer, der arbejder på livet løs nede på gaden for at holde butikkerne åbne, er en konstant baggrundsstøj i min lejlighed på 14. etage i den ukrainske hovedstad Kyiv. Ukraine oplever lige nu strømafbrydelser på grund af russernes utrættelige angreb mod de ukrainske kraftværker. Det tvinger alle til at tænke på strøm som en ressource. 

Generatorer arbejder ude foran butikkerne, også om dagen, får det er aldrig helt til at vide, hvornår der er strøm at få. Foto: Stefan Weichert – Søften Nyt.

Det er først, når lyset slukkes, at det rigtig går op for en, hvor afgørende elektricitet er i vores liv. Pludselig skal du slæbe indkøbsposerne op til 14. etage. De lange perioder uden strøm kan tvinge temperaturen i køleskabet over de fem grader, så du skal også nøje overveje, hvad du køber ind. Wifi virker heller ikke, når strømmen er gået, og selv mobilinternettet mister styrke, så det er svært at følge med i nyhederne om krigens gang.

Og ja, så er der lyset, der pludselig slukkes, så du må sidde i bælgmørke eller med lommelygten i hånden på toilettet om natten, mens du famler efter toiletpapiret. Det er livet for millioner af ukrainere og for mig selv, når jeg rapporterer fra landet. 

Hvordan klarer vi os så? Folk tilpasser sig. Hvis der er noget, som krigen har lært mig, så er det, at folk altid finder en vej. Butikker har købt de støjende generatorer. De folk, der har pengepungen i orden, har købt powerbanks og ladestationer for at holde strøm på alt fra deres mobiler til køleskabe. I stedet for at streame på Netflix, så downloader folk film. 

Og så bliver der læst flere bøger og spillet mere brætspil. De daglige gøremål med at ordne vasketøj, få sat opvaskemaskinen i gang og støvsuget, bliver gjort, når strømmen er der. Det kan være midt om natten, at lyset pludselig tændes som en åbenbaring foroven, og du må i gang. Det er på mange måder strømmen, der dikterer dit liv. Du må indordne dig. 

Andet kan du ikke gøre. 

Kalender over de strømafbrydelser som beboerne i den ejendom hvor Stefan Weichert lever, skal regne med i hverdagen. Foto: Stefan Weichert - Søften Nyt.
Kalender over de strømafbrydelser som beboerne i den ejendom hvor Stefan Weichert lever, skal regne med i hverdagen. Foto: Stefan Weichert – Søften Nyt.

Folk er klar

Det er ikke første gang, at strømafbrydelserne har ramt Ukraine. I slutningen af 2022 og starten af 2023 var situationen den samme. Derfor er mange ukrainere og mig selv i dag bedre forberedt. Vi lærte alle sammen i de mørke vintermåneder uden lys, at det vigtigste er at acceptere situationen. I starten er det nærliggende at forsøge at kæmpe for at leve som før, men det er umuligt. Jo før du kommer til den erkendelse, jo lettere bliver det. 

Det handler om at acceptere, at du ikke lige når at få svaret alle e-mails eller afsluttet dit arbejde til tiden. Du må måske vente med at se den film, som du havde planlagt, eller at få støvsuget. Du må også sætte ambitionerne for dagens madlavning et par trin ned. I går lavede jeg for eksempel mad over et campingblus, da strømmen var væk hele aftenen. 

I disse dage har vi strøm i alt fra fire til 12 timer i døgnet i Kyiv, mens det kan være anderledes i andre dele af landet. Strømafbrydelserne er skemasat. Hver dag får vi beskeder om morgendagens strømafbrydelser, der plejer at holde, hvis ikke de russiske missiler pludselig bryder igennem det ukrainske luftforsvar og rammer endnu et anlæg. I dag var vi garanteret strøm i fire timer, mens vi måske ville få strøm i yderligere otte. 

Et nabolag er uden strøm, mens et andet i centrum af Kyiv har. Myndighederne lukker ned for strømmen i nabolag på skift - Søften Nyt - Foto: Stefan Weichert.
Et nabolag er uden strøm, mens et andet i centrum af Kyiv har. Myndighederne lukker ned for strømmen i nabolag på skift – Søften Nyt – Foto: Stefan Weichert.

Vi endte med at få 10. Det er en god dag og nemt at navigere i, når solen bager udenfor. Et større problem er det for arbejdspladserne, da fabrikker må lukke, og folks lønseddel skrumper. Det samme gør Ukraines egen krigsproduktion, som er afhængig af elektriciteten. 

Sådan er vi forberedt

Til vinter frygter myndighederne, at situationen vil forværres. Det er muligt, at der næsten ingen strøm vil være, hvis russerne fortsætter deres forsøg på at mørklægge Ukraine. Det kan også slukke for varmen og gøre det nødvendigt for myndighederne at pumpe vandet ud af vandrørene for, at de ikke skal sprænges i vintermånederne, hvor temperaturen kan blive minus 20. Så er det slut med at skylle ned efter toiletbesøg og tage bade derhjemme. 

Derfor er mange ukrainere allerede begyndt at gøre klar med ekstra tæpper og varmt tøj. Det samme har min forlovede og jeg gjort i vores lejlighed på 14. etage. I Danmark har myndighederne bedt danskere at være klar til at kunne klare sig i tre døgn. I Ukraine har de fleste købt ind til et par uger, da situationen er langt mere alvorlig.

Et billede af et ramt ukrainsk kraftværk i Ukraine, hvor jeg var på besøg. Det er angreb som disse, der gør, at Ukraine har store problemer med strømforsyningen – Søften Nyt – Foto: Stefan Weichert.

Min forlovede og jeg har sikret os ekstra varmt tøj, ladestationer, powerbanks og en generator. Vi har også et lager af mad til et par uger og 40 liter drikkevand i lejligheden i to store beholdere. Vi har en førstehjælpskasse og noget medicin. Vi har ekstra toiletpapir, lommelygter, lamper, der kører på batteri, og kontanter liggende. 

Vi er så klar, som vi kan være. Men hvis situationen bliver meget værre end nu, så bliver tilværelsen en kamp for overlevelse. For strøm er vigtigere, end vi lige går og tænker over.

Faktaboks
Stefan Weichert er 33 år gammel, og er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, hvorefter han tog en kandidatgrad i journalistik og i at rapportere fra kriseområder fra Aarhus Universitet og Swansea University i Wales. 

Siden 2019 har han boet i Kiev og rapporteret fra Ukraine til mange danske og udenlandske medier. Stefan blev sammen med Emil Filtenborg skudt to dage inde i den russiske invasion af Ukraine den 26. februar 2022, og de blev begge evakueret til Danmark og indlagt. Stefan valgte kort tid efter at flytte tilbage til Kiev og har siden rapporteret fra krigen i Ukraine.

Han vil fremover skrive klummer for Søften Nyt, om at leve og rapportere fra Ukraine som journalist.

 

Vi støtter Søften Nyt

  • www.frankhoedt.com

Se og læs flere artikler fra Søften Nyt

Mange borgere deltog i Flagdag for Danmarks udsendte 

andersgodtfredsep 6, 20248 min read
Flagdagen - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

Torsdag den 5. september markerede Favrskov Kommune den årlige Flagdag for veteraner. Arrangementet foregik i Hinnerup, med tale af Borgmester Lars Storgaard, og efterfølgende kranselægning…

Jeppe går foran i indsamlingen til Scleroseforeningen

andersgodtfredsep 5, 20245 min read
Jeppe går foran i indsamlingen til Scleroseforeningen

Søndag den 8. september bliver der i hele Danmark samlet ind til Scleroseforeningen, og selvom formanden for foreningen her i Favrskov, Jeppe Lundorf, ikke selv…

Prøv en fed bil og støt samtidigt en god sag den 7. september 2024

andersgodtfredsep 4, 20245 min read
Henrik Pilgaard samler ind - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

Lørdag den 7. september 2024 fra 11 – 16 har Henrik Pilgaard fra Hinnerup Bilcenter igen sørget for, at der kommer masser af fede biler…

Hele byrådet er enige om årets budgetforslag – selv Enhedslisten

andersgodtfredsep 3, 20246 min read
Budgetforslag 2024 - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

Den 3. september 2024 var den lokale verdenspresse i Favrskov indkaldt til presseorientering omkring Favrskov Kommunes budget for 2025 og de kommende år, og igen…

Jørgen: Jeg elsker stadig at bage

andersgodtfredaug 30, 20245 min read
Jørgen: Jeg elsker stadig at bage

På Kastanjetorvet i Hinnerup blev det fredag den 30. august fejret, at Jørgen ´Bager` Pedersen nu går på pension fra Bagergården i Hinnerup, og der…

I nattens mulm og mørke går turen til fronten

andersgodtfredaug 29, 20247 min read
Vladislav er sikker på, at folk som ham vil være gode soldater. De har ondskaben i sig, og det er der brug for ved fronten. Foto: Stefan Weichert - Søften Nyt.

Det er altid en farlig færd at tage den lange tur ind til fronten. Russiske droner jagter alt, der bevæger sig, og derfor foregår transporten…