Inger Støjberg var forbi Søften mandag den 13. maj, hvor den lokale Rotary klub havde inviteret hende til foredrag og snak om hendes rejse fra dømt i Rigsretten til igen at kunne træde ind i Folketinget.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Denne mandags Rotary-møde skulle holdes i kantinen hos Foxway i Søften Erhverv, for dette møde var ikke kun for den lokale klub i Hinnerup. Hadsten og Hammel var også inviteret med, og derfor var der brug for mere plads end i det normale klublokale på Skovvej i Hinnerup.
Det var tydeligt at de fleste kendte hinanden i forvejen, og snakken gik mellem bordene, mens alle ventede på, at Inger Støjberg skulle dukke op. Ved yderdøren stod Lone Glarbo og ventede:
“Inger er min partiformand, og hun har ikke været og tale i Favrskov før, så da Rotary klubben i Hinnerup lagde en føler ud, om det var muligt at få hende til at komme, så formidlede jeg kontakten,” siger Lone, der både er medlem af Danmarksdemokraterne og stiller op til det kommende kommunal- og sandsynligvis også Regionsvalg for partiet.
(artiklen fortsætter efter billedet)
Få øjeblikke senere trådte Inger Støjberg ind ad døren og gik rundt og sagde goddag til de fremmødte.
Præsidenten for Hinnerup Rotary Klub, Bjarne Andersen, bød velkommen og gav ordet videre til Kent H. Jeppesen, direktøren for Foxway i Søften.
Han brugte de næste minutter på at fortælle om hans rejse fra ansættelse i det daværende Dansk Computer Center tilbage i 1996 og frem til i dag, hvor han som ejer af virksomheden solgte den videre til en kapitalfond for snart to år siden.
DCC – eller Dansk Computer Center – var langt fremme med opkøb af ældre computere og videresælge dem, og Foxway fortsætter også den vej, ved at købe brugte computere, fikse og rengøre dem og sælge dem igen.
“Fremover vil der være et marked for 22 millioner brugte computere i Europa alene, der er vi slet ikke endnu, men vi vil være i Top-5 i Europa og starter med et mål om 50.000 stk. i 2024,” sagde Kent inden han gav ordet videre til Inger Støjberg, der var aftenens hovedtaler efter middagen.
Den største gave du nogensinde har fået
“Jeg var sikker på, at jeg ville blive frikendt, da jeg ankom til Rigsretten den 13. december 2021, men sådan skulle det ikke gå, jeg fik 60 dages ubetinget fængsel, som jeg fik lov til at afsone derhjemme med en fodlænke om benet,” fortalte Inger Støjberg for de fremmødte.
Hendes foredrag handlede om, hvor langt hun var kommet siden den decemberdag i 2021, hvor 25 ud af 26 dommere dømte hende skyldig (rigsrettens dom kan læses via dette link):
“Min bror sagde til mig, at det er den største gave, du nogensinde har fået, men jeg forstod ikke ordene eller betydningen af dem, da han sagde dem. For jeg skulle afsone 60 dage og hvad så bagefter?” siger Inger Støjberg retorisk.
Da hun kom hjem til Hadsund efter dommen, så stod familie, venner og bekendte klar til at hjælpe. Hun havde aldrig i sit liv oplevet så stor en opbakning, og det gav hende håb om at kunne fortsætte. Under afsoningen gik hun i gang med at planlægge sit fremtidige liv som selvstændig, nu hvor hun ikke skulle være politiker længere.
Hun var vært på 36 udsendelser på DK 4. Hun skrev klummer for Ekstra Bladet og Avisen Danmark, og hun holdt foredrag.
“Jeg blev kommentator, og oplevede, at jeg altid havde ret, der var ingen til at sige mig imod, når jeg skrev mine indlæg. Det var lidt spøjst, men det med at skulle starte et nyt parti, det lå langt fra mig, for jeg var ikke sikker på, om der var nogen, der ville følge mig,” siger Inger Støjberg.
Hun sagde til sig selv, at beslutningen om det nye parti skulle tages på den aften til afstemningen for Tronfølgerloven, hvor hun var inviteret til Christiansborg. Hvis det gik godt, og hun følte sig velkommen, så ville hun gøre det.
“Det var fantastisk at være tilbage på Christiansborg, og jeg fik også hilsner fra politiske venner og bekendte, og derfor var beslutningen ikke så svær, men det var svært den 23. juni og stille sig op og fortælle om det nye parti, og jeg havde ikke gjort det helt nemt for pressen af finde frem til kroen,” siger Inger Støjberg smilende.
Hun fortæller at i tiden efter pressemødet, der var der mange, der kontaktede hende, og som gerne ville være kandidat og medhjælper i det nye parti. Ud af de 200 personer, der ønskede at stille op til Folketinget for Danmarksdemokraterne, der besøgte hun personligt de 50 af dem.
“Jeg brugte sommeren i 2022 på at besøge kandidater og vurdere, om de kunne stå inde for det nye partis værdier. Jeg ser Danmarksdemokraterne have de værdier, som VKO-samarbejdet havde i nullerne, og jeg var også forbi Lone Glarbo og tale med hende et par timer, og hende fik vi også stillet op,” siger Inger Støjberg.
Valgkampen var hård og som nyt parti var der ikke mange penge at bruge på kampagnen, men det lykkedes alligevel at få kandidater valgt og glæden var stor, da Inger Støjberg kunne træde ind på Christiansborg igen.
“Opbakningen til os var fantastisk, og det med at vi også har fået flere kandidater valgt ind, som aldrig har haft med politik at gøre før, det har også gjort noget godt for vores samarbejde. Jeg er også glad for, at jeg prøvede at være selvstændig i en periode, for det med at starte et nyt parti op, det er lidt som at starte en virksomhed, og min bror fik ret, det, der skete for mig, var en stor gave,” siger Inger Støjberg, inden hun gav ordet fri til spørgsmål fra de fremmødte.
Spørgelysten var stor, og der blev kredset om retssystemet, og om hun har fortrudt, det hun gjorde.
“Jeg fortryder ikke, men jeg skal heller ikke diskutere med retssystemet. Jeg har taget dommen til efterretning, og jeg tror på vores retssystem,” siger Inger Støjberg.
Et andet spørgsmål var om hun gerne ville være minister igen:
“Det tænker jeg ikke rigtigt på lige nu, og det vil også kræve en blå regering. Der er en del skår, der skal klinkes først, og så skal vi have Venstre tilbage i blå blok, før det kan lade sig gøre, for uden Venstre ingen regering,” forklarer Inger Støjberg.
Det sidste spørgsmål handlede om Minksagen, og Inger Støjbergs holdning til denne:
“Generelt har Minksagen påvirket tilliden i vores samfund. Sagen har bestemt ikke været en god ting for Danmark, og den tillid vi har til hinanden. Jeg håber, at den kan blive bedre igen,” siger Ingen Støjberg, inden hun fik klapsalver og en stor tak fra de mange fremmødte, og inden hun tog videre til København, var der også en del, der lige skulle have en selfie med hende.
Annonce – vi støtter Søften Nyt
Se og læs flere artikler fra Søften Nyt
Onsdagens Ord – hvad betyder lokalpolitik og journalistik for dig?
Om et år er der valg til byrådet i Favrskov…
Læserbrev: Jeg vil høre din stemme!
Den 18. november 2025 skal vi sammen sætte retningen for…
Læserbrev: KV25 – En sikker hånd på rattet – Vi peger på Lars Storgaard!
Om præcis et år skal vi igen til stemmeurnerne ved…
Det er ikke kun sport som hallen bruges til
Hver torsdag formiddag fyldes hal 1 i Søften Kultur og…
Onsdagens Ord – hvad sociale medier også kan bruges til
Sociale medier for ofte skældud for, at det er en…