Annoncer

Fredag den 8. november blev der taget det første spadestik til et nyt boligområde i Hinnerup Nord, hvor Vibe-Huse i Hinnerup står for udvikling af området og de 250 nye boliger i den første etape, som på sigt skal udvides op til 1000 nye boliger. Det første spadestik var lidt utraditionelt, da det var Borgmester Lars Storgaard der foretog det i en helt ny gravemaskine, som Vibe-Huse har investeret i.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Når du kommer kørende, gående eller cyklende op ad Rylevej i Hinnerup og når helt op for enden af vejen, så er der i dag kun landbrugsjord, landsbyen Haar til højre, Sandby lige ud og Haldum til venstre. Natur så langt øjet rækker, men inden længe går den første etape af udviklingen af Hinnerup Nord i gang, når Vibe-Huse begynder klargøringen og udstykningen af de første 250 til 300 boliger i den struktur plan for Hinnerup Nord, som skal rumme op mod 1000 boliger i de kommende år.

Fredag den 7. november havde Vibe-Huse inviteret interesserede til at komme og høre om projektet, og Borgmester Lars Storgaard var også forbi for at klippe den røde snor over til projektet, og tage det første spadestik, eller rettere, den første skovlfuld jord, fordi han sad i Vibe-Huse nyeste indkøb, en gravemaskine og fik med lidt hjælp sat projektet i gang ved at grave i jorden.

Visti Geertsen fra Vibe-Huse og Borgmester Lars Storgaard fra Favrskov Kommune klipper snoren til det nye boligområde, inden Lars Storgaard får æren af at tage det første spadestik, eller rettere, skovlfuld jord til det der inden længe skal blive til 250 nye boliger i Hinnerup nord. Video: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Forinden have Gitte Geertsen, der er en af ejerne af Vibe-Huse, budt velkommen og givet de fremmødte en orientering om udstykningen og den strukturplan, som Favrskov Kommune har lavet for området.

“Vibe-Huse har aldrig haft et så stort projekt, som det, der skal laves her. Siden vi købte jorden i 2019, har vi haft en god dialog og samarbejde med Favrskov Kommune, og hvor vi nu i fællesskab har fået udviklet en plan, hvor biodiversitet, fællesskab og miljø er i højsædet. Nu starter vi den første etape med 250 – 300 boliger, og vi ligger ud med at bygge 14 svanemærkede rækkehuse,” siger Gitte inden hun giver ordet videre til Lars Storgaard:

“Jeg har glædet mig rigtigt meget til at komme her i dag, for det er dejligt at være med til at markere, når Favrskov Kommune udvikler sig. I dag sættes et nyt skud på stammen her i Hinnerup Nord, hvor der udvikles en ny og spændende bydel, hvor der bliver tilbudt en bred vifte af nye boligtyper,” siger Lars.

Han fortæller om, at projektet har sine aner tilbage i de første dage i Favrskov Kommunes historie, hvor der allerede var snak om at lave et sammenhængende bånd mellem Hinnerup og Hadsten.

“Udviklingen af bydelen vil ske gradvist, i takt med at infrastrukturen og den offentlige service også bliver udviklet, og så er det også vigtigt at de omkringliggende landsbyer bevarer deres landsbypræg, så hele området stadig bevarer sit naturlige præg, kombineret med et velfungerende lokalsamfund med plads til nærhed, familie og fritidsliv,” siger Lars, inden han med et smil fortæller de fremmødte, at nu hvor han skal op i gravemaskinen, så kan det være, at sikkerhedszonen skal udvides lidt for de fremmødte.

Koncentrationen var meget stor hos Borgmester Lars Storgaard, da han skulle ´grave i jorden`. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Fem år er lang tid

Da den røde snor er klippet over og borgmesteren har fået afprøvet gravemaskinen, er projektet nu officielt sat i gang, og derfor tager jeg fat i Gitte og hendes bror, Allan Geertsen, for at høre, hvordan processen har været med kommunen i de fem år, der er gået, siden de købte jorden.

“Ting tager tid, og nogle gange rigtig lang tid, og størrelsen af projektet og de elementer, som er med i det, det har også gjort, at det har trukket lidt længere ud, en vi havde håbet på. Nu er vi heldigvis endelig kommet i gang, og vi har også haft udfordringer, som vi selvfølgelig har fået løst. Nu skal vi videre, og det er også derfor vi har købt den store gravemaskine, der skal en stor gravemaskine til et stort projekt,” siger Allan med et smil.

Allan og Gitte Geertsen er bege medejere af Vibe-Huse og har hver deres ansvarsområder i ejendomsfirmaet, og de er begge to spændt på det største projekt, som Vibe-Huse nogensinde har gået igang med i Hinnerup nord. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Han sidder til dagligt på kontoret og har ansvar for lokalplanarbejdet og samarbejdet med kommunen, tegneholdet, der skal tegne husene, taler med ingeniører og bestiller materialer, hvor Gitte har ansvaret for de 350 ejendomme, som Vibe-Huse udlejer. 

“Det her projekt bliver en blanding af tæt-lav byggeri, parcelhuse og udlejning, så der er mange forskellige typer ejendomme i de 296 huse, som lokalplanen for området tillader. Hvor mange der kommer til at blive bygget, det har vi ikke helt lagt os fast på endnu, for det skal passe ind i området, med infrastrukturen, det store regnvandsbassin på 5.000 kvm, og de mange grønne områder og legepladser,” siger Gitte.

Borgmesteren og ejendomsmægleren

Lars Storgaard er færdig med at tale med nogle af de mange mennesker, der bruger fredag formiddag på projektet, og da det bliver min tur spørger jeg ham om, hvad projektet betyder for kommunen:

“Det betyder meget for udviklingen i kommunen og i Hinnerup, det her nye område bliver helt unikt for de mennesker, der kommer til at flytte ind, og med 1000 boliger på sigt bliver det et stort område. Et område, som skal bygges i etaper, så infrastruktur, daginstitutioner og skole kan følge med. Lige nu bruger vi 10 millioner i kommunen på midlertidige daginstitutioner, fordi væksten af børn er stor lige nu her i området,” siger Lars.

Ved siden af stor en af de lokale og kendte ejendomsmæglere i området Gert Nielsen fra John Frandsen, han kan også godt se et potentiale for Hinnerup og kommunen i det nye boligprojekt.

“Jeg er altid glad for, når der sker udvikling i vores by. Det gør, at byen bliver mere attraktiv, at den udvikler sig, og at det er muligt at der kan flytte flere mennesker til, så vi også får udviklet byen med nye ideer. At vi så også kan komme til at sælge et hus eller to, det gør selvfølgelig heller ikke noget,” siger Gert, inden han selv siger tak for i dag, da han skal ud på en fremvisning i lokalområdet.

Gert Nielsen fra ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen i Hinnerup var mødt op for at følge med i det spændende projekt, med de mange nye boliger, der kommer til at skyde i Hinnerup Nord i de kommende år. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Annonce – Vi støtter Søften Nyt

  • www.frankhoedt.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også