Det kræver en del udstyr at arbejde ved fronten. Ofte er bilen helt pakket, når turen går til Østukraine. Der skal jeg være forberedt på alle mulige scenarier.
Af Stefan Weichert
Fragmentionsvesten skal selvfølgelig pakkes, når turen går til fronten i Østukraine, men faktisk er det kun en lille del af et stort setup. Min bil pakkes ofte til bristepunktet med alt fra kameraudstyr og forlængerledning til sikkerhedsudstyr. For det handler om at være forberedt i nærheden af fronten, hvor der pludselig ikke kan være lys og varme.
Min opbakning varierer derfor meget mellem sommer og vinter. I denne artikel vil jeg give en oversigt over, hvad jeg tager med mig, når jeg drager østpå.
Jeg har tit base i en lejlighed i byen Kramatorsk, cirka 30 kilometer fra fronten, når jeg er i Donbas. Der er der meget, der pludselig ikke fungerer. Lejlighederne kan fra den ene dag til den anden være uden varme og lys, og det kræver et større setup at være klar.
Tøj er den første ting på listen, når jeg pakker taskerne. Jeg tager alt fra t-shirts og varme trøjer til skiundertøj med, og jeg har altid specielle bukser og jakke i tasken til arbejdet ved fronten. Det skal være sort, så det adskiller sig fra soldaternes camouflagetøj, og det skal være behageligt at have på, så det er muligt at smide sig ned hurtigt og løbe væk i en fart.
Mit fodtøj består af nogle specielle støvler, som er de samme som militæret bruger. De er fleksible og kan klare både de regnfulde dage og den varme sommer. Men hvis det er plaskvådt, så er det nødvendigt at have gummistøvler med for ikke at synke ned i mudderet.
Jeg har også altid en sovepose med, og om vinteren pakker jeg også to elradiatorer, da temperaturen i Østukraine ofte kan blive ned til minus 20 grader. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange gange de har reddet mig, når kulden siver ind i gamle lejligheder.
Meget mere end et kamera
Derefter kommer turen til at pakke mit kameraudstyr. Foruden kameraet er det vigtigt at have forskellige kameralinser med, der kan klare forskellige opgaver: Jeg pakker også altid seks batterier og flere SD-kort, så jeg kan klare lange dage. Noget af udstyret har jeg lånt af en kammerat i Danmark. Andet er lånt af Ekstra Bladet, og noget er mit eget.
Jeg har blandt andet nogle lamper med, der kan sættes på kameraet, hvis der er mørkt. Og jeg har en diktafon med, hvis jeg skal optage lyd. Det handler om at være klar til alle mulige opgaver. Jeg tager ofte en hel del video for Ekstra Bladet, og jeg har derfor forskelligt lydudstyr med. For eksempel en mikrofon som sættes på kameraet. Jeg har også et GoPro kamera, som jeg kan spænde på min hjelm, så jeg kan optage, mens jeg har hænderne fri.
Jeg har også altid to powerbanks med på turen til fronten. Det giver mig mulighed for at lade mobilen og batterierne op, hvis jeg er lang tid væk fra civilisationen. Ofte er turene med soldaterne ved fronten korte, men jeg ved aldrig om det kan trække ud.
I lejligheden i Kramatorsk har jeg også altid to Ecoflow power stationer med, som kan oplade blandt andet min computer, hvis der er strømsvigt. Og det sker ofte.
Min mobiltelefon er yderst vigtig. Ikke kun til at koordinere interviews, men også for at tjekke ind hos Ekstra Bladets sikkerhedsfolk, så de altid ved, hvor jeg er. Jeg har en speciel app, hvor jeg løbende tjekker ind, så de altid kender min lokalitet. Jeg bruger krypterede beskedtjenester såsom WhatsApp, Telegram og Signal til at skrive med kilder. De er svære at hacke og beskytter kommunikation, så russerne ikke opsnapper den.
Jeg pakker også altid en forlængerledning. Det er nærmest umuligt at leve uden. Jeg har talrige gange prøvet at bo i lejligheder, hvor stikkontakterne sidder helt håbløse steder, så det nærmest er umuligt at arbejde. Forlængerledningen er et must. Det er det også at have flere ladere til både computer og telefon. Hvis noget går i stykker på turen, er det svært at få fat i nyt i byerne, hvor de fleste butikker er lukkede, og missiltruslen er konstant.
Mere end blot en fragmentationsvest
Når det kommer til sikkerhedsudstyr, så har jeg også meget forskelligt med. Fragmentationsvesten og hjelmen med pressesymboler er nødvendig. Jeg har altid to sæt med, hvis en skulle gå i stykker, eller hvis jeg skal med en lokal, som ikke selv har noget. Det handler nemlig ikke kun om ens egen sikkerhed, men også om andres.
Mange steder har jeg set, hvordan journalister ikke tager vare på de lokale. Den situation vil jeg ikke stå i, så en ekstra vest og hjelm ligger altid i bilens bagagerum.
På vesten sidder der også en lægetaske. Der er blandt andet årepresser i, og jeg har en række bandager og forskelligt andet udstyr til at lappe mig selv eller andre sammen. Hvis uheldet er ude ved fronten, så handler det om at kunne stoppe blødningerne hurtigt.
Jeg har tidligere været på et sikkerhedskursus i Danmark for at lære, hvordan jeg bruger udstyret. Ellers er udstyret intet værd. Liv og død kan handle om nogle få sekunder.
Det har jeg selv prøvet i starten af invasionen, da min kammerat og jeg blev beskudt nær fronten i byen Okhtyrka. Når blodet først flyder, så kan livets timeglas hurtigt rinde ud.
Derudover har jeg også en Cavius Travel Alarm med. Den har både brandalarm, overfaldsalarm og sensoralarm i et. Det er muligt at aktivere alle tre eller kun en af delene. I mit arbejde ved fronten bruger jeg kun brandalarmen, da det er sjældent, at der er brandalarmer i de gamle lejligheder.
Bilen skal være klar
Til sidst kommer turen til bilen. Olien og bremserne skal tjekkes. Jeg sørger altid for at have ekstra olie og sprinklervæske med i bilen. Derudover har jeg to reservedæk, da punkteringer er hyppige i Østukraine. Vejene er elendige, og der er ofte fragmenter på vejen.
I bagagerummet er der også brandslukker, krydsnøgle og en række andre ting til at skifte dæk. Jeg har også et træktov, hvis bilen går i stykker og skal slæbes væk. Derudover har jeg startkabler, hvis batteriet pludselig siger stop. Det har jeg allerede prøvet en gang.
Jeg kører i en gammel bil med 280.000 kilometer under hjelmen. Ideelt set ville det være bedre at køre i en nyere bil, men ved fronten dækker ingen forsikring. Ingen kører rundt i nye biler på de brutale veje, og fordi de mange russiske angreb giver bilerne en kort levetid.
Faktaboks
Stefan Weichert er 33 år gammel, og er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, hvorefter han tog en kandidatgrad i journalistik og i at rapportere fra kriseområder fra Aarhus Universitet og Swansea University i Wales.
Siden 2019 har han boet i Kiev og rapporteret fra Ukraine til mange danske og udenlandske medier. Stefan blev sammen med Emil Filtenborg skudt to dage inde i den russiske invasion af Ukraine den 26. februar 2022, og de blev begge evakueret til Danmark og indlagt. Stefan valgte kort tid efter at flytte tilbage til Kiev og har siden rapporteret fra krigen i Ukraine.
Han vil fremover skrive klummer for Søften Nyt, om at leve og rapportere fra Ukraine som journalist.
Annonce – Vi støtter Søften Nyt
Se og læs flere artikler fra Søften Nyt
103.000 kroner kroner til børneafdeling på Aarhus Universitetshospital
Henrik Pilgaard og hans mange medhjælpere, der den 7. september…
Onsdagens Ord – hvad betyder lokalpolitik og journalistik for dig?
Om et år er der valg til byrådet i Favrskov…
Læserbrev: Jeg vil høre din stemme!
Den 18. november 2025 skal vi sammen sætte retningen for…
Læserbrev: KV25 – En sikker hånd på rattet – Vi peger på Lars Storgaard!
Om præcis et år skal vi igen til stemmeurnerne ved…
Det er ikke kun sport som hallen bruges til
Hver torsdag formiddag fyldes hal 1 i Søften Kultur og…
