Mere end 10 måneder er gået siden Omega Skate Klub måtte lukke ned i deres gamle hal på SkatePros grund i erhvervskvarteret i Søften, men lørdag den 24. februar kunne klubben endelig åbne igen, og det var der rigtigt mange skatere, der havde taget imod.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Den 1. april 2023 var en sorgens dag i Omega Skate Klub. Den hal de i mange år havde kunnet bruge til at dyrke deres sport måtte ikke længere bruges til foreningen.
Ikke langt fra skaterhallen havde Favrskov Kommune en mindre hal, som allerede var i brug af en anden forening, SGF Venner. I samarbejde med kommune, der løste Omega Skate klub og SGF Venner det sådan, at Vennerne flyttede og skaterklubben kunne flytte ind.
Henover sommer og efterår 2023 har en lind strøm af frivillige været i gang med at genopbygge de ramper, som klubben havde med fra den gamle hal. Omega Skate klub har heller ikke kunne genåbne førend, at Favrskov Kommune havde fået lavet en ny lokalplan for området hvor den nye hal ligger. Den blev vedtaget i januar 2024, og derfor kunne klubben genåbne lørdag den 24. februar.
Jeg møder formanden for klubben, Søren Kellenberger uden for den nye hal lidt før klokken 10, han står og byder folk velkommen.
Søren, hvordan har du det i dag her lidt før klubben genåbner i denne nye med mindre hal?
“Det er fantastisk, at det endelig er lykkedes. Det er kulminationen på rigtigt mange frivillige timer, som vi alle har brugt for at få de mange ramper klar i hallen. Det fedeste er, at kunne give ungerne et sted at være igen, så de kan være en del af det store fællesskab, vi har i klubben,” siger Søren.
Vi taler om, at den nye hal er noget mindre end de forhold, som de frivillige og medlemmerne var vant til fra den gamle.
“Den nye hal her, er tre gange så lille som den gamle, men til gengæld var der mere spildplads der. Det har vi ikke her, men vi er bare superglade for, at det har været muligt at genåbne et nyt sted. Så de unge mennesker har et nyt sted at kunne øve deres mange tricks. Vi har også lavet samarbejdsaftaler med andre klubber, Terminalen i Herning og Open Street Zone i Herning, at vores medlemmer får halv pris, hvis de melder sig ind der,” siger Søren.
Hvorfor har I indgået samarbejde med andre skater klubber?
“Fordi i perioden, hvor vi ikke har haft åben, så har vores medlemmer haft mulighed for at holde formen ved lige, inden de kunne komme tilbage hertil. Vi har også kørere, der er på et meget højt niveau, og hvor det er vigtigt, at der bliver trænet hele tiden. Derfor er vi også glad for at kunne åbne igen, og at Favrskov Kommune har været meget behjælpelige i processen, og at SGF Venner har fundet andre steder til de ting, de havde i hallen,” siger Søren inden han lige skal give et nap med at få den nye toiletvogn helt klar til de mange mennesker, som klubben håber på kommer til åbningen.
Jeg går inden for i hallen og kigger, lige inden for døren er to frivillige i gang med at få de sidste lækkerier klar til de mange gæster, der gerne skal komme forbi. Det er Anders Günzel, der til daglig bor på Aarhus Ø og Eline Hyldager, der kommer fra Trige.
Hvorfor er I her og hjælpe i dag?
“Jeg er her, fordi min søn kører på løbehjul, og så synes jeg, at det er fantastisk at være frivillig. Så kan jeg både være sammen med sønnen her, men også de mange andre forældre og frivillige, der hjælper til i Omega Skate Klub, og så er jeg bare glad for, at det er lykkedes at genåbne klubben her i hallen,” siger Anders, inden han overlader ordet til Eline.
“Jeg har også en søn på 13, der er vild med at køre på løbehjul. Det har været dejligt, at der ikke har været så langt for ham, for at kunne dyrke sin sport, og derfor er det rigtigt glædeligt, at vi er åbnet igen i dag. Jeg er selv frivillig, fordi jeg er glad for at være en del af min søns dagligdag, når han dyrker sport, og som Anders siger, så er det fantastisk at være en del af fællesskab i klubben og støtte op om det gode arbejde, som bliver gjort,” siger Eline.
Stor aktivitet på ramperne
Selvom hallen officielt ikke er åben endnu, så er der allerede mange unge mennesker i gang med at køre på ramperne. De er meget opmærksomme på, at det går efter tur på de forskellige ramper, så ingen kommer til skade.
På en af ramperne står 14-årige Bertram, og jeg spørger ham om, hvad han tænker om at Omega Skate Klub åbner igen.
“Det har jeg virkeligt glædet mig til. Jeg bor i Lystrup og har i de sidste mange måneder skulle transportere mig langt, for at kunne træne. Derfor er det dejligt, at kunne komme i gang igen så tæt på, hvor jeg bor og hvor jeg har mange kammerater,” siger Bertram.
På en anden rampe står Mark. Han er 15 år gammel og er bor i Søften, og han har kørt i klubben i rigtigt mange år. Han har flere mesterskaber bag sig, og er meget seriøs med sporten.
Mark, hvordan er det fro en på dit niveau at skulle træne i den her nye hal?
“Det er ikke det samme som i den gamle, der er enkelte steder noget med lufthøjden i forhold til nogle af de tricks, som jeg træner, men det kan jeg også gøre de andre steder. Det vigtigste er her, at klubben er i gang igen, og det er nogle rigtigt fine ramper, som der er kommet op. Jeg er også glad for, at fællesskabet er blevet samlet igen, og at det er en midlertidig hal vi er i, indtil vi får bygget en ny,” siger Mark.
Det med, at det er en midlertidig hal, det taler Søren Kellenberger også om, da han holder åbningstaler nogle minutter senere.
“Først og fremmest er jeg rigtigt glad for at kunne være med til at åbne Omega Skate Klub igen for vores mange medlemmer og frivillige. Vi har brugt mere end 1500 timer på at samle ramper og få det hele klart til åbningen i dag, så det er mange dage og weekender, der er gået med at få det hele til at passe sammen. Vi skylder en stor tak til SkatePro, XL Byg i Søften, Pro-Trans med hjælp til containere, og Loxam med toiletvognen, som de har stillet til rådighed for os til en god pris. En stor tak til Favrskov Kommune og SGF Venner, for at vi kunne flytte ind her. Vi har genbrugt rigtigt mange skruer og meget træ, for at ramperne kunne komme op, men det er skønt at se, at de allerede bliver brugt. Vi har været i gang med at søge fonde til at kunne bygge en ny hal lige her ved siden af, hvor Favrskov Kommune har givet os gode muligheder for at erhverve en 5000 kvm stor grund til bygning af en ny hal. Det arbejder vi videre med, og I vil få mere at vide om det, når vi kommer længere med planerne. I dag skal vi nyde det store arbejde, som alle de frivillige har gjort for, at Omega Skate Klub har kunnet komme i gang igen, og en kæmpe stor tak til bestyrelsen og alle de frivillige for, at det har kunnet lade sig gøre,” siger Søren, og mens han fortsætter med at snakke om, hvordan nye medlemmer kan melde sig ind, og taler om åbnings- og træningstider, inden han afslutter og alle klapper det bedste, de har lært, så går jeg ned til indgangen, hvor jeg finder Dorthe Bruun, mor til Mark, som jeg havde interviewet tidligere.
Hun har været i gang med at sælge T-shirts og Hoodies for klubben, og hun står og smiler rigtigt glad efter at have hørt Sørens tale.
“Jeg er så glad på klubbens og de unges vegne i dag, efter vi har været lukket ned i mere end 10 måneder. Det har krævet mange kilometerfor forældrene på vejene for at komme rundt til de andre træningssteder i Jylland. Det er meget nemmere, bare lige at køre til den her hal, og kunne træne for de unge, siger Dorthe.
Hvorfor er det vigtigt, at Omega Skate Klub er genåbnet, Dorthe?
“Fordi det er vigtigt at kunne samle de unge mennesker om deres sport, og så er der også rigtigt meget motion i det. Her kan alle være med, og de kører på alle niveauer mellem hinanden. De yngre lærer af de ældre. Hvis vi ikke har en hal at tilbyde, så mister vi de unge mennesker, for sportens skyld er de vigtige at fastholde. Min egen søn Mark, som også træner andre steder, han synes selv, at det er blevet en rigtig fin hal, og så er den kun midlertidig, indtil vi får bygget en ny,” siger Dorthe.
På vej ud af hallen, der møder jeg Søren Kellenberger igen. Han smiler endnu mere, end han gjorde da jeg kom tidligere på dagen.
“Hvor er det dejligt at se, hvor mange, der er kommet forbi i dag for at være med til åbningen. Nu holder vi åbent i dag og i morgen, og så holder vi fast åbent fremover om søndagen for offentligheden og en træningsdag i løbet af ugen for vores medlemmer. Vi er bare rigtigt glade for, at vi har kunnet åbne Omega Skate Klub igen, og så arbejder vi videre med planerne om at får bygget en hel ny skaterhal her ved siden af,” siger en meget glad Søren.
Annonce – Vi støtter Søften Nyt
Se og læs flere artikler fra Søften Nyt
Onsdagens Ord – hvad betyder lokalpolitik og journalistik for dig?
Om et år er der valg til byrådet i Favrskov…
Læserbrev: Jeg vil høre din stemme!
Den 18. november 2025 skal vi sammen sætte retningen for…
Læserbrev: KV25 – En sikker hånd på rattet – Vi peger på Lars Storgaard!
Om præcis et år skal vi igen til stemmeurnerne ved…
Det er ikke kun sport som hallen bruges til
Hver torsdag formiddag fyldes hal 1 i Søften Kultur og…
Onsdagens Ord – hvad sociale medier også kan bruges til
Sociale medier for ofte skældud for, at det er en…