I Præstemarkskolens 47-årige historie, der har Berit Thaarup været ansat på skolen i 37,5 af dem. Først som lærer, og derefter som viceskoleleder og senere skoleleder. Nu går Berit på pension, og fortæller her om sin tid på skolen og den udvikling som folkeskolen har haft siden hun kom ud af seminariet i 1982.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Kaffen er klar på kanden, da Berit Thaarup byder mig velkommen på hendes kontor på Præstemarkskolen. Jeg har spurgt om et interview i anledning af hendes pension som skoleleder. Berit har arbejdet på Præstemarkskolen siden 1983, med en kort afstikker på en døgninstitution i halvandet år, indtil hun kom tilbage i 1999 og blev viceskoleleder. I de sidste 10 år, har Berit været skoleleder, og afleverer nu en istandsat skole med to haller til den ny skoleleder.
Hvad betyder Præstemarkskolen for dig, Berit?
“Det er min skole,” siger Berit med et stort smil på læberne, og fortsætter:
“Skolen har haft en kolossal betydning for mig, og jeg har brugt mere end halvdelen af mit liv her. Jeg er glad for at kunne aflevere en skole videre til en ny leder, som forhåbentlig passer godt på den, sammen med det fantastiske personale, jeg har haft fornøjelsen at arbejde sammen med,” forklarer Berit.
Hvad er du mest stolt af, at du har bedrevet som leder på Præstemarkskolen
“Det har været nogle meget turbulente år, siden jeg først blev konstitueret som skoleleder og dernæst ansat som skoleleder for 10 år siden. Der er sket rigtigt meget på skolen, først havde vi lærer lockouten, det var første gang nogensinde i DK, at offentligt ansatte blev lockoutet. I teorien betød det, at lærerne var afskediget og derfor ikke måtte komme ind på deres arbejdsplads. Det var meget svært at manøvrere i. Vi vidste, at konflikten ville ende, og vi skulle i gang bagefter, så det var svært ikke at få lov til at kommunikere med lærerne, men det gik. Umiddelbart derefter skulle folkeskolereformen implementeres med alle de forandringer, som jeg tror, langt de fleste har fulgt med i. Så kom de mange ombygninger og renoveringer af hele Præstemarkskolen fra 2014 til 2019. Det var en voldsom opgave, men også spændende og udfordrende at være med til. Når du tager et tag af en 4000 kvm bygning, og skal have undervisning af eleverne samtidigt, så er der noget logistik, der skal gå op. Det var ikke altid nemt, og da vi var færdig med ombygningerne, fik vi en pandemi, som faktisk også har været utrolig krævende at være skoleleder i. Der var meget, der skulle læres hen ad vejen, men hele tiden med øje for elevernes behov, og hvordan lærere og pædagogerne havde det med de konstante ændringer. Det er ikke lige noget, som du lærer på seminariet, men jeg er stolt af, at det lykkedes, med hjælp fra mange andre,” siger Berit smilende.
Hun smiler meget gennem hele interviewet, og det er også den Berit, jeg selv kender, efter at have siddet i skolebestyrelsen på Præstemarkskolen fra 2012 – 2020. Berit har let ved smil og grin, men er også seriøs og konstant arbejdende.
Jeg har ofte set hendes bil holde parkeret ved skolen til sent om aftenen, så jeg spørger hende om hendes mange arbejdstimer, og om der er noget hun fortryder omkring det?
“Nej, fordi du skal huske på, at jeg har ingen øverste arbejdstid. Jeg har opgaver, og de skal løses. Hvis du som leder i en organisation som denne tænker på, hvor mange timer du er her, så skal du ikke være leder. Du er leder for at få organisationen til at trives og udvikles, og for mig har det været en gave, at få lov til at lede denne skole de sidste 10 år. Jeg har arbejdet meget med, at få nye lærere til at trives, og at praktikanter kommer godt ind i deres arbejde. Vi har arbejdet meget teambaseret i mange år, det har vi fået forærende på den måde skolen er bygget op på, med tre forskellige huse. Indskolingens betydning har også haft stor betydning for, hvordan skolen har udviklet sig, og for elever, lærere og pædagoger. Der er ingen elever, der er ens, og indskolingen på Præstemarkskolen viser også, at vi kan rumme alle, og det er jeg glad for, at jeg har været med til at udvikle, så der er ingen fortrydelse fra min side,” forklarer Berit.
| Den rullende indskoling – Faktaboks Siden den 1. august år 2000 har Præstemarkskolen haft rullende indskoling i de første tre årgange, fra børnehaveklasse til og med anden klasse. Her starter eleverne ikke i en almindelig børnehaveklasse med start i august. I stedet begynder børnene i skole den første skoledag i måneden efter deres seks års fødselsdag. Skolestarterne kommer ind i et fællesskab med 7-8 årige børn, hvor normer og regler for længst er på plads, og hvor de mange store børn er rollemodeller, der kan vise den lille ny, hvordan man gør her i skolen. Forskellighed er en del af hverdagen – børnene lærer af hinanden fagligt og socialt, selv om de er meget forskellige og har forskellige forudsætninger. Gruppernes størrelser varierer alt efter hvad tid på året det er. Der følger mindst 1 lærer og 1 pædagog til alle timer, så der er to voksne i undervisningen. Både lærere og pædagoger underviser eleverne i deres fag. |
I samtalen kommer vi flere gange ind på, hvilken betydning den rullende indskoling har haft på Præstemarkskolen, så jeg spørger Berit om, hvorfor ledelsen fik den indført i sin tid?
“Vi kunne i slutningen af 1990´erne se i prognoserne for børnetallet, at det ville blive nogle meget skæve klasser, med få elever. Derfor var det bedre, at vi oprettede fem aldersblandede grupper, i stedet for syv små aldersopdelte klasser. Det virkede, og har fungeret rigtigt godt siden. En sidegevinst har været, at eleverne er blevet dygtigere hen ad vejen. Langt de fleste af vores nye børn kommer lynhurtigt i gang med at lære alt det, vi gerne vil have dem lært, fordi vi ikke skal bruge tid på at lære dem at gå i skole. De kigger på de ældre elever, og så gør de det samme. De har lært mere om fællesskab, og inkludere andre løbende i de tre år, de går i deres gruppe. Det har også givet større fokus på specialklasserne, hvor vi havde tre elever i 2000, er det steget til 55 i dag, og det er en udvikling, jeg har været glad for, at vi har kunnet fokusere mere på elever, der har brug for ekstra hjælp. Jeg har oplevet det som en stor gevinst for skolen at få lov til at have specialklasserne – det giver nogle specialpædagogiske kompetencer på skolen, som smitter af i almenområdet. Vi bliver som skole simpelthen dygtigere til at rumme alle børn. Det er vigtigt for os, at vi er en distriktsskole for alle elever i distriktet, og at samarbejdet mellem lærere og pædagoger har gjort, at 2 + 2 i det her tilfælde giver mere end fire. Det er jeg glad for,” siger Berit.
At være leder
Da jeg kom til skolekontoret på Præstemarkskolen, der stod døren ind til Berits kontor åben, og alle de gange, jeg har været på skolekontoret, der har den altid stået åben, hvis ikke Berit har siddet i møde. Hun har altid hilst venligt på mig og andre, der kommer forbi, og jeg kommer i tanke om det, mens vi taler sammen, fordi det er en naturlig del af hendes ledelsesstil, at have døren åben for andre. Det er ikke kun lærere, hun er leder for, der er andre personalegrupper, som er vigtige, for at Præstemarkskolen kan fungere.
“Min dør står altid åben for medarbejderne. De personer, der sidder lige uden for min dør, de yder en stor del af de opgaver, som andre ikke umiddelbart kan se, for at skolen fungerer. Lærerne udgør 3/4 del af personalet, og de har deres opgaver, pædagogerne skal løse deres, og den administrative skal få det hele til at fungere. Jeg har ikke ledelse over det tekniske personale længere, men vi taler da jævnligt sammen om opgaverne på skolen, og hvordan de skal løses. Jeg taler med alle på skolen, enten her på kontoret eller der, hvor de er,” siger Berit.
Hvorfor ville du gerne være leder?
“Det ville jeg heller ikke, det skete ved et tilfælde, ligesom lærergerningen. Jeg havde planer om, at læse til bibliotekar, men vennerne skulle på lærerseminariet, og så fulgte jeg med. Jeg havde en drøm om, at jeg som lærer kunne gøre en forskel for eleverne, det kunne jeg også, men det viste sig også, at jeg som lærer ikke kunne ændre så meget i dagligdagen. Det kan du som leder, og det har jeg forsøgt at gøre. Du har ikke magt i det her system, for magt er rammer i skolevæsenet, som er sat af politikerne, men du skal have organisationen til at fungere i det politiske system, og det kan du som leder. I et arbejde som leder på en skole, der skal du kunne håndtere problemer, dilemmaer og paradokser,” siger Berit.
Det bliver du nødt til at forklare?
“Problemerne er til for at kunne blive løst, dilemmaer skal du kunne håndtere og paradokserne er du nødt til at leve med. Jeg vil ikke komme med eksempler på de to sidste, men der er rigtigt mange interessenter i en folkeskole. Elever, lærere, pædagoger, forældre og hele det politiske niveau. Alle har en holdning til folkeskolen, og mange vil gerne have, at skolen skal løse alt. Det er ikke muligt at gøre alle tilfredse, og derfor må du som leder prøve at få det bedste ud af det. Det vigtigste, du skal huske på, det er, at det vi gør er for børnenes skyld. De er her for at lære. Når vi har bygget om, lavet skolereformer eller andre ændringer, så er opgaven altid at huske børnene først. Børnene skal blive til nogen, før de kan blive til noget. Vi skal lære dem, at det er cool at være en nørd til noget og at det er OK at lave fejl, for det lærer vi af,” forklarer Berit.
Søften og folkeskolen har ændret sig
Berit fortæller mig, at da hun startede i arbejdet som viceskoleleder i 1999, da var der 380 elever på Præstemarkskolen, i dag er der 650. Så byen og skoledistriktet har ændret sig meget, siden hun blev leder på skolen.
“Det er en meget stor vækst, der er sket, både i Søften og i Norring og Foldby, men også på skolen. Dengang var vi 31 lærere på skolen og 10 pædagoger, i dag er vi cirka 80 ansatte med alle inkluderet. Med de planer, som kommunen har vist mig, så ser det ud til, at Præstemarkskolen på et tidspunkt i den nære fremtid bliver kommunens største folkeskole med mere end 800 elever, og det er uden specialklasse eleverne. Det bliver spændende at se, hvordan der bliver fundet plads til dem, for i de nuværende rammer, der kan vi ikke være flere,” forklarer Berit.
Det er lokalområdet, du forklarer om her, men hvordan har folkeskolen i dine øjne ændret sig, siden du forlod seminariet i 1982?
“Der er kommet mange nye fag på skemaet, og andet fylder mindre end dengang. Jeg har musik som linjefag, og i 80´erne havde jeg 16 timers musikundervisning, både i skoletiden og efterfølgende i den frivillige del. Jeg har oplevet, at specielt efter midt 1990´erne, da er der kommet en meget strammere styring over, hvad det er som folkeskolen skal og kunne, og det er indført af skiftende regeringer. Eleverne kan ikke rigtigt vælge valgfag længere, der kommet mange nye fag og tidligere sprogundervisning og der er mindre frihed i fagene også i undervisningen. Det er også en kæmpe forskel, at der nu er karakterer og eksamen i alle fag, der var der ikke for 25 år siden. Vi skal også uddannelsesparathedsvurdere alle elever, det havde vi heller ikke før. Nogle af de ting her, de gør, at vi presser børn og unge ind i et system, som de har svært ved at klare og finde ud af. Det var meget nemmere for 40 år siden, da du gik her på skolen, Anders. Til gengæld er lærernes arbejde blevet mere professionelt og kommunikationen og samarbejdet mellem skole og hjem er gjort meget nemmere,” siger Berit.
Har du selv opnået det, du gerne ville med Præstemarkskolen, da du blev skoleleder?
“Den tanke har jeg ikke haft. Jeg har selvfølgelig haft en finger med i ombygninger og andre store ændringer, men det her er en levende organisme der skal styres, styrkes og arbejdes med hele tiden. Jeg overtog ikke en skole dengang, jeg har i samarbejde med andre været med til at skabe den. Derfor er mit eneste gode råd til den nye leder, at det vigtigste at huske på er vores værdier og børnesyn. At alle børn gør det godt, hvis de kan og får mulighederne for det. Vi er her for børnenes skyld,” forklarer Berit.
Tiden er ved at være gået, men jeg vil også gerne høre lidt om, hvad Berit ikke kommer til at savne, når hun ikke er her længere, og hvad tiden skal bruges på fremover?
“Jeg kommer ikke til at savne de håbløst mange forskellige computerprogrammer, som der findes i skolesystemet, det er voldsomt. Det tunge, tunge administrative baggrundsarbejde, som de færreste ser og er opmærksomme på, og så er jeg glad for, at jeg aldrig mere skal håndtere corona som skoleleder, for det var svært at lede en skole, der fungerede i cyberspace. Til gengæld kommer jeg til at savne, at være en del af et fællesskab, som jeg har været med til at skabe. Min tid skal bruges på mine børn og børnebørn, min have, og så vil jeg gerne tage klaver op igen. Jeg er glad for, at jeg har givet det til Præstemarkskolen, som jeg kunne, nu er det op til andre at føre det videre,” siger Berit.
