Lene Bruun Kolff bliver snart 80, i den anledning holder hun en 75-års jubilæumsudstilling på Hinnerup Bibliotek & Kulturhus fra lørdag den 28. oktober til den 30. december. Udstillingen hedder ´Return to Sender`, og alle er velkommen til fernisering lørdag den 28. oktober klokken 11.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Hjemme hos Lene Bruun Kolff i Grundfør hænger mange af hendes egne værker på væggene i det hyggelige hus fra 1700-tallet. Siden jeg besøgte hende sidst, er der skiftet ud på væggene, for selvom Lene snart runder 80, så er hun stadig meget produktiv. Hun har i efteråret 2023 to udstillinger i gang, en i Hadsten og en på Silkeborg Museum. Fra den 28. oktober og året ud udstiller hun også i Uhresalen i Hinnerup Bibliotek og Kulturhus.
Lenes kunst er ikke malerier, selvom de bliver sat i en ramme. Hun syr og broderer sine værker af og på genbrugsmaterialer, som hun får af andre. Det eneste nye hun bruger, er de rammer, som værkes sættes fast på, for Lene laver tekstilkunst af genbrugsmaterialer, som stoffer, garn og gamle lagner.
“Jeg bliver nødt til at leve 20 år længere med alle de fine ting, som venner og bekendte kommer med. Jeg løber ikke tør for materialer foreløbig, og jeg bruger det hele, også billeder fra gamle dameblade, snegle og hvad jeg ellers har fundet i naturen gennem et langt liv og på min mands og mine mange rejser,” siger Lene.
Du maler med tråd, har jeg læst et sted, hvad betyder det?
“Det var et af mine børnebørn, der sagde det en dag, hun så mig sidde og arbejde på et af mine værker. Det er tråden fra de genbrugsmaterialer, jeg har, og nålen der syr, der skaber værket, så ja, jeg maler med tråd. Det tager lang tid at lave, specielt når jeg bruger billeder fra magasiner eller bøger i værket,” siger Lene.
Jeg skal til at spørge hende om, hvorfor hun er kunstner, men hun kommer mig i forkøbet, fordi hun fortæller om en oplevelse hun havde, da hun skulle interviewes til en udstilling i Silkeborg:
“De spurgte mig om, hvorfor jeg laver kunst, men du spørger ikke en kunstner om, hvorfor jeg laver det, jeg gør. Det gør jeg, fordi jeg ikke kan lade være. Se på det her værk, med fiskene som træder ud af rammen. Det kalder jeg ´Ocean Ghost` fordi fiskene dør omkring os i havene,” siger Lene.
Det betyder vel, at din kunst betyder noget og skal røre noget i os, så hvorfor laver du det?
“Jeg laver brodericollage eller tekstilkunst, som du kalder det, fordi det giver mig ro. Jeg holdt en tale i Hadsten i forbindelse med åbningen af min udstilling der, og der kaldte jeg, det jeg laver, for helbredende broderi. Når jeg har været syg, været deprimeret, så hjælper det mig til at komme ovenpå igen,” siger Lene.
Hun fortæller om svære perioder i sit liv, med en slem lymfekræftsygdom for mere end 10 år siden, men også om et uheld hun har haft i hjemmet i Grundfør.
“Sidste år, da jeg faldt ned af trappen og brækkede skulderen, der var det ligeså smerteligt for mig, at jeg ikke kunne lave mine værker. Jeg kunne ikke lave noget i et halvt år, så jeg har en masse af indhente,” siger Lene.
Return to Sender
Lene henter noget af de genbrugsmaterialer, som hun får fra nær og fjern og viser frem. Det er håndfarvede garnrester. Jeg ved ikke, hvad jeg ville kunne bruge det til, men i Lenes hoved ved hun allerede, hvad resterne skal bruges til.
“Se det her, det kom en af mine kunstnervenner med til mig forleden. Det får jeg trevlet op og brugt igen, og det er også grunden til, at udstillingen hedder ´Return to Sender`. Jeg vil gerne give noget tilbage til alle de mennesker, der giver mig deres ting. Så de kan se, hvad der bliver af det, når jeg har brugt dem i mine broderier. Samtidigt vil jeg gerne ære de kvinder, der har siddet og hæklet og lavet kniplinger af stoffet,” siger Lene.
Hvordan kom du på den titel?
“Det var egentlig, fordi jeg skulle modtage et brev fra mine børnebørn i Australien, men der kom en besked fra postvæsenet, at jeg skulle betale told og afgifter af brevet, og det ville jeg ikke. Så blev det sendt tilbage igen – ´Return to Sender`, det blev jeg ærligt talt lidt sur over. Men titlen er nu meget god, og derfor bruger jeg den i udstillingen, som tak til alle giverne,” siger Lene.
Du sagde tidligere, at det var din 75-års jubilæumsudstillingen, så må du have startet meget tidligt?
“Ja, det gjorde jeg også. Jeg lå på hospitalet som femårig, og her kom min mor med et stykke stof, en nål og tråd, og så gik jeg igang med at brodere, og det har jeg gjort lige siden,” siger Lene Bruun Kolff.
Faktaboks Udstillingen ´Return to Sender` kan ses i Uhresalen i Hinnerup Bibliotek & Kulturhus i de bemandede åbningstider fra lørdag den 28. oktober til den 30. december 2023. Der er fernisering lørdag den 28. oktober klokken 11, og du kan læse mere om udstillingen her på bibliotekets hjemmeside. |
Annonce – Vi støtter Søften nyt
Læs flere artikler fra Søften Nyt
103.000 kroner kroner til børneafdeling på Aarhus Universitetshospital
Henrik Pilgaard og hans mange medhjælpere, der den 7. september…
Onsdagens Ord – hvad betyder lokalpolitik og journalistik for dig?
Om et år er der valg til byrådet i Favrskov…
Læserbrev: Jeg vil høre din stemme!
Den 18. november 2025 skal vi sammen sætte retningen for…
Læserbrev: KV25 – En sikker hånd på rattet – Vi peger på Lars Storgaard!
Om præcis et år skal vi igen til stemmeurnerne ved…
Det er ikke kun sport som hallen bruges til
Hver torsdag formiddag fyldes hal 1 i Søften Kultur og…