Annoncer

Lene Bruun Kolff bliver snart 80, i den anledning holder hun en 75-års jubilæumsudstilling på Hinnerup Bibliotek & Kulturhus fra lørdag den 28. oktober til den 30. december. Udstillingen hedder ´Return to Sender`, og alle er velkommen til fernisering lørdag den 28. oktober klokken 11.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Hjemme hos Lene Bruun Kolff i Grundfør hænger mange af hendes egne værker på væggene i det hyggelige hus fra 1700-tallet. Siden jeg besøgte hende sidst, er der skiftet ud på væggene, for selvom Lene snart runder 80, så er hun stadig meget produktiv. Hun har i efteråret 2023 to udstillinger i gang, en i Hadsten og en på Silkeborg Museum. Fra den 28. oktober og året ud udstiller hun også i Uhresalen i Hinnerup Bibliotek og Kulturhus.

Lenes kunst er ikke malerier, selvom de bliver sat i en ramme. Hun syr og broderer sine værker af og på genbrugsmaterialer, som hun får af andre. Det eneste nye hun bruger, er de rammer, som værkes sættes fast på, for Lene laver tekstilkunst af genbrugsmaterialer, som stoffer, garn og gamle lagner.

“Jeg bliver nødt til at leve 20 år længere med alle de fine ting, som venner og bekendte kommer med. Jeg løber ikke tør for materialer foreløbig, og jeg bruger det hele, også billeder fra gamle dameblade, snegle og hvad jeg ellers har fundet i naturen gennem et langt liv og på min mands og mine mange rejser,” siger Lene.

Du maler med tråd, har jeg læst et sted, hvad betyder det?

“Det var et af mine børnebørn, der sagde det en dag, hun så mig sidde og arbejde på et af mine værker. Det er tråden fra de genbrugsmaterialer, jeg har, og nålen der syr, der skaber værket, så ja, jeg maler med tråd. Det tager lang tid at lave, specielt når jeg bruger billeder fra magasiner eller bøger i værket,” siger Lene.

Denne video er fra 2022, hvor Lene viser sine værker frem i forbindelse med kunstnergruppen PRIMUS´ udstilling omkring kroppe. Billederne vil også være at se på udstillingen i Uhresalen Hinnerup fra den 28. oktober til 30. december 2023. Video: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt. 

Jeg skal til at spørge hende om, hvorfor hun er kunstner, men hun kommer mig i forkøbet, fordi hun fortæller om en oplevelse hun havde, da hun skulle interviewes til en udstilling i Silkeborg:

“De spurgte mig om, hvorfor jeg laver kunst, men du spørger ikke en kunstner om, hvorfor jeg laver det, jeg gør. Det gør jeg, fordi jeg ikke kan lade være. Se på det her værk, med fiskene som træder ud af rammen. Det kalder jeg ´Ocean Ghost` fordi fiskene dør omkring os i havene,” siger Lene.

Billedet forestiller Lene Bruun Kolffs værk Ocean Ghosts - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Lene Bruun Kolff lader i sit værk ´Ocean Ghosts` fiskene flyde ud af værket. Det er for at vise, at fiskene dør i havene omkring os, og at der efterhånden kun er spøgelser af fisk tilbage. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Det betyder vel, at din kunst betyder noget og skal røre noget i os, så hvorfor laver du det?

“Jeg laver brodericollage eller tekstilkunst, som du kalder det, fordi det giver mig ro. Jeg holdt en tale i Hadsten i forbindelse med åbningen af min udstilling der, og der kaldte jeg, det jeg laver, for helbredende broderi. Når jeg har været syg, været deprimeret, så hjælper det mig til at komme ovenpå igen,” siger Lene.

Hun fortæller om svære perioder i sit liv, med en slem lymfekræftsygdom for mere end 10 år siden, men også om et uheld hun har haft i hjemmet i Grundfør.

“Sidste år, da jeg faldt ned af trappen og brækkede skulderen, der var det ligeså smerteligt for mig, at jeg ikke kunne lave mine værker. Jeg kunne ikke lave noget i et halvt år, så jeg har en masse af indhente,” siger Lene.

Return to Sender

Lene henter noget af de genbrugsmaterialer, som hun får fra nær og fjern og viser frem. Det er håndfarvede garnrester. Jeg ved ikke, hvad jeg ville kunne bruge det til, men i Lenes hoved ved hun allerede, hvad resterne skal bruges til.

“Se det her, det kom en af mine kunstnervenner med til mig forleden. Det får jeg trevlet op og brugt igen, og det er også grunden til, at udstillingen hedder ´Return to Sender`. Jeg vil gerne give noget tilbage til alle de mennesker, der giver mig deres ting.  Så de kan se, hvad der bliver af det, når jeg har brugt dem i mine broderier. Samtidigt vil jeg gerne ære de kvinder, der har siddet og hæklet og lavet kniplinger af stoffet,” siger Lene.

Billedet forestiller Lene Bruun Kolff, der holder en ring foran sig, hvor der er en hel del Håndfarvede garnrester - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Lene Bruun Kolff for hele tiden genbrugsmaterialer fra nær og fjern, her er det garnrester fra en veninde, som hun glæder sig til at bruge i et nyt værk. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Hvordan kom du på den titel?

“Det var egentlig, fordi jeg skulle modtage et brev fra mine børnebørn i Australien, men der kom en besked fra postvæsenet, at jeg skulle betale told og afgifter af brevet, og det ville jeg ikke. Så blev det sendt tilbage igen – ´Return to Sender`, det blev jeg ærligt talt lidt sur over. Men titlen er nu meget god, og derfor bruger jeg den i udstillingen, som tak til alle giverne,” siger Lene.

Du sagde tidligere, at det var din 75-års jubilæumsudstillingen, så må du have startet meget tidligt?

“Ja, det gjorde jeg også. Jeg lå på hospitalet som femårig, og her kom min mor med et stykke stof, en nål og tråd, og så gik jeg igang med at brodere, og det har jeg gjort lige siden,” siger Lene Bruun Kolff.

Billedet forestiller Lene Bruun Kolff i sit atelier foran hendes værk, der hedder De tre sorte Huller - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Et værk, der snart er færdigt fra Lenes hånd. Hun mangler kun enkelte rettelser. Hun kalder værket for de tre sorte huller. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.
Faktaboks
Udstillingen ´Return to Sender` kan ses i Uhresalen i Hinnerup Bibliotek & Kulturhus i de bemandede åbningstider fra lørdag den 28. oktober til den 30. december 2023. Der er fernisering lørdag den 28. oktober klokken 11, og du kan læse mere om udstillingen her på bibliotekets hjemmeside.
Billedet forestiller Lukkemusklen på en New Zealandsk snegl, som hænger med tråd på en blå baggrund. Lene Bruun Kolff har selv samlet de mange snegle lukkemuskler op på stranden i New Zealand - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Lene Bruun Kolff fortæller at værket her består af lukkemusklen fra en New Zealandsk snegl. Hun har selv samlet dem allesammen på New Zealand på de mange rejser hun og hendes mand har gjort til landet. Hendes mand stammer fra New Zealand, og de har også boet der på et tidligere tidspunkt. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Annonce – Vi støtter Søften nyt

Læs flere artikler fra Søften Nyt

Frækkere end Politiet tillader…40 år senere

Frækkere end Politiet tillader…40 år senere

andersgodtfrednov 29, 20246 min read

Frækkere end politiet tillader med Eddie Murphy havde premiere i USA…

Morten Bang - Medlem af byrådet i Favrskov Kommune og Formand for Kultur- og Fritidsudvalget, og repræsenterer nu Danmarksdemokraterne i byrådet - Søften Nyt - Foto: Morten Bang.

Læserbrev: Bedre fodboldbaner takket være rettidig omhu og stærkt samarbejde

andersgodtfrednov 28, 20242 min read

I Favrskov Byråd har et enigt byråd stemt for sagen…

103.000 til Børn og Unge Afsnit 2 på AUH - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

103.000 kroner kroner til børneafdeling på Aarhus Universitetshospital

andersgodtfrednov 22, 20247 min read

Henrik Pilgaard og hans mange medhjælpere, der den 7. september…

Anders Godtfred-Rasmussen - Søften Nyt - Onsdagens Ord

Onsdagens Ord – hvad betyder lokalpolitik og journalistik for dig?

andersgodtfrednov 20, 20244 min read

Om et år er der valg til byrådet i Favrskov…

Læserbrev: Jeg vil høre din stemme!

Læserbrev: Jeg vil høre din stemme!

andersgodtfrednov 20, 20241 min read

Den 18. november 2025 skal vi sammen sætte retningen for…

Sara Fredskilde er sygeplejerske i Favrskov Kommune, og står klar til at hjælpe alle interesserede borgere med information om deres lunger til den nationale lungedag den 20. november 2024 Foto: Anders Godtfred-Rasmussen - Søften Nyt.

Undgå at gå helt KOL

andersgodtfrednov 19, 20244 min read

Onsdag den 20. november er det national lungedag, og derfor…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også